Zimbabwes oppositionsleder, Morgan Tsvangirai, sagde i går at betingelserne ikke er acceptable for forhandlinger med præsident Robert Mugabe.
Mugabes regering har erklæret sig parat til forhandle med Tsvangirai. Men Tsvangirai mener, at resultatet af første valgrunde den 29. marts, hvor han vandt over Mugabe, bør udgøre grundlaget for eventuelle samtaler. Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC) med Tsvangirai i spidsen manglede få procentpoint for at undgå omvalg
En resolution vedtaget af Den Afrikanske Union (AU), opfordrer til forhandlinger om dannelsen af en national samlingsregering i Zimbabwe.
På et pressemøde sagde Tsvangirai videre, at forhandlinger vil være meningsløse medmindre AU sender en permanent udsending, der skal bistå i de forhandlingsbestræbelser, der ledes af Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki.
Mbeki uenig med EU
Onsdag afstand tog Mbeki afstand fra EUs tilkendegivelse om kun at ville acceptere en regering i Zimbabwe, der er ledet af den nuværende oppositionsleder, Morgan Tsvangirai.
"Det resultat, der kommer ud af dialogprocessen, må være et resultat, der er enighed om blandt zimbabwere," sagde Mbeki til radiostationen SAFM efter et topmøde i Den Afrikanske Union (AU).
Ved AU-topmødet, der fandt sted i Egypten, deltog blandt andre Zimbabwes siddende præsident, Robert Mugabe. Resolutionen, der opfordrer Zimbabwe til at danne en national samlingsregering mellem Mugabes Zanu-parti og oppositionen, blev sendt ud efter mødet.
Mbeki understregede over for radioen, at stats- og regeringscheferne fra det afrikanske kontinent "bestemt ikke har udstukket forskrifter for, hvordan udfaldet skal være af de forhandlinger, zimbabwerne selv må komme overens om."
EU: Mugabe illegitim
Stikpillen fra den sydafrikanske præsident kommer efter at Frankrigs udenrigsminister, Bernard Kouchner, tirsdag meddelte, at EU kun vil acceptere en zimbabwisk regering ledet af Tsvangirai. Kouchner kom med sin udtalelse samme dag som Frankrig overtog EU-formandsskabet.
"Det franske præsidentskab og EU-Kommissionen er utvetydig: regeringen er illegitim, hvis den ikke ledes af oppositionsleder har. Tsvangirai," sagde Kouchner.
Zimbabwes valgkommission erklærede Tsvangirai som vinder af første runde af præsidentvalget i Zimbabwe 29. marts, men Tsvangirai trak sig ud af anden valgrunde, der fandt sted 27. juni som følge af den tiltagende politiske vold og chikane rettet mod MDC og dets tilhængere.
Søndag blev Mugabe taget i ed som Zimbabwes præsident for sjette gang i træk. Europæiske lande har afvist valgresultatet og har kaldt valghandlingen et "svindelnummer."
EU overvejer i den forbindelse at indføre en række sanktioner mod Zimbabwe, blandt andet visumforbud mod de mennesker, som Mugabe omgiver sig med. Samme personkreds har udsigt til at få deres værdier i EU indefrosset, siger en talsmand for det franske udenrigsministerium.



