Venstre og De Konservative nærmer sig fælles fodslag om at sænke topskatten for at øge udbuddet af arbejdskraft, og det vækker glæde hos De Konservatives finans- og skatteordfører, Lars Barfoed.
"Vi konservative ønsker at sænke skatten på den sidst tjente krone. Det er et synspunkt, vi længe har stået alene med, men heldigvis møder vi nu stigende opbakning fra Venstre. Det har i første omgang ført til nedsættelsen af Skattekommissionen, og det betyder forhåbentligt, at det nu bliver lettere også at gennemføre lettelser i topskatten," siger Lars Barfoed.
Venstres finansordfører, Peter Christensen, sagde i går til dagbladet Børsen, at topskatten skal sænkes for at skabe et større udbud af arbejdskraft. Det ser Venstres fungerende politiske ordfører, Anne-Mette Winter Christiansen, ikke noget nyt i. Det fremgår allerede af regeringsgrundlaget, at V vil sænke skatten på arbejdsindkomst og på den sidst tjente krone, påpeger hun.




