Sektbørn ignoreres af samfundet

Siden Hare Krishna står for skud i ’De svigtede sektbørn’ og ’Sektbørn ignoreres af samfundet’ (Information 4.7.08), har jeg som mangeårigt medlem af Hare Krishna et par ord til artiklerne. For så vidt står der intet nyt. Alle i Hare Krishna ved, at vi har haft problemer med skoler forskellige steder i verden, og at misforståede, om end velmente, ideer om børneopdragelse et langt stykke ad vejen var årsag til en række katastrofer. Ikke desto mindre er det problematisk at skulle diskutere dette med udgangspunkt i svenske Charlotte Essén og hendes bog Sektbarn. Nu har alle selvfølgelig lov til at hoppe på den fortærskede antisektkampagnevogn, som Charlotte Essén (og Information?) har gjort det, men den stod seriøse religionsforskere af for flere årtier siden. Dette har givet Sektbarn nogle drøje hug med på vejen, hvilket Information desværre ikke fik med. Professor i religionsvidenskab Liselotte Frisk bemærkede i Kyrkans Tidning den 29.5.2008: ”Forfatteren har en meget tydelig agenda, som falder under kategorien ’pas på de farlige sekter’. Måden, bogen er bygget op på med et minimum antal interviewede personer, som får lov til at konstruere et skrækindjagende billede af minoritetsgrupper, den meget bevidste association til selvmordsreligioner og religiøs terrorisme og kulminationen med den påståede hjælp fra antisektbevægelsen, er dygtigt konstrueret og nem at antage.”1 Men, skriver Liselotte Frisk videre, så enkelt er alt ikke: ”Virkeligheden er dog mere nuanceret og kompleks. I et pluralistisk og demokratisk samfund findes mange minoriteter og mange oplevelser af at tilhøre minoritetsgrupper. Der findes mindst fem forskellige kategorier af børn, som er vokset op i sluttede religiøse samfund: de, som bliver i bevægelsen og helt tilslutter sig gruppens ideer; de, som bliver i bevægelsen, men iværksætter forandringer; de, som forlader bevægelsen, men synes, at tiden der var ganske positiv; de, som forlader bevægelsen og er meget negative; samt de, som har blandede følelser og engang imellem bevæger sig i bevægelsens periferi. Af disse er det kun én gruppe – de meget negative – der kommer til orde i Esséns bog.” ”Kun at lade disse beskrive bevægelserne er naturligvis misvisende,” konstaterer Liselotte Frisk. Herefter giver hun som modvægt sin egen forskning: ”Jeg har selv forsket en del blandt andengenerationen i sluttede religiøse samfund, og de allerfleste berettede om en opvækst, som var anderledes, men både havde positive og negative sider…De to bevægelser, jeg selv kender godt, og som optræder i Esséns bog – Hare Krishna-bevægelsen og Familien/Guds Børn – har begge en delvis problematisk fortid med hensyn til behandlingen af børn. Det, som derimod ikke fremgår tydeligt i Esséns bog, er, at begge bevægelser har taget afstand fra disse hændelser og i over tyve år truffet stærke forholdsregler for at hindre gentagelser. Esséns interviews er i mange tilfælde gamle. Rent historisk er disse tilfælde naturligvis vigtige, men det er misvisende at give indtryk af, at den slags stadig foregår i disse bevægelser i dag.” Ifølge Liselotte Frisk er dette Sektbarns farvede antisektisme. Der fokuseres bevidst på personer med negative oplevelser og alt andet ignoreres, negative hændelser generaliseres til den totale virkelighed, der gøres ikke opmærksom på nyere udviklinger, og alle religiøse grupper slås over én kam, uanset hvor forskellige de er. Virkeligheden er som sagt anderledes. Eksempelvis ligger problemerne i Hare Krishna, som Liselotte Frisk påpeger det, over tyve år tilbage i tiden, og omfattende tiltag, både internt og i samarbejde med offentlige myndigheder, er blevet gjort for at råde bod på skete skader og hindre gentagelser i fremtiden. Intet af dette nævner Essén. Derfor konkluderer Liselotte Frisk også, at ”bogen, som den nu fremstår, mere forstærker fordommene imod minoriteter end skaber en konstruktiv diskussion og dialog om de problemer, som trods alt findes. For naturligvis må vi diskutere, hvilke konsekvenser forskellige religiøse læresætninger kan få i forskellige sammenhænge. Det er en meget vigtig diskussion. Desværre udgør Esséns bog ikke det bedste diskussionsgrundlag.” Ikke kun er Sektbarn tendentiøs, men Essén har i flere tilfælde ikke engang de faktuelle kendsgerninger på plads. Jeg kender selv til historien om ’Sandra’ og de involverede personer. Historien er langt mere nuanceret end Esséns sort-hvide fremstilling. På hvad måde er ligegyldigt, for det ændrer ikke ved, at situationen i Hare Krishna unødvendigt forværrede hendes tilfælde, og at der var mange andre lignende historier. Jeg nævner det blot som en yderligere grund til, at Sektbarn ikke er en neutral kilde til forståelse af, hvad der rører sig i religiøse samfund. Så hvorfor har Information ukritisk kastet sig over en sådan kilde uden at kontakte andre religionsforskere eller eksempelvis os i Hare Krishna for en uddybende kommentar? Var det en søvnig agurketidseftermiddag, eller er det udtryk for en bevidst redaktionel linie? Jeg vil gerne tro det første, men får mine tvivl, når jeg læser en ’faktaboks’ med tilsyneladende citater fra Hare Krishnas grundlægger Srila Prabhupada. Ud af de tre har det ene en reference, jeg kan tjekke.2 Igen håber jeg, at det kun er Informations oversætter, der skulle have sine skolepenge tilbage, men det ligner til forveksling overlagte tendentiøse fejloversættelser. Således skulle Prabhupada angiveligt have sagt: ”Børnene skal hærdes, så de sætter pris på strenghed.” Dette viser sig at være oversat fra ”…the children should be so trained that they will enjoy performing austerities.” Men hovsa, ’train’ betyder da ’oplære’, og ’austerity’ betyder mere noget i retning af ’enkelhed’ eller ’spartanskhed’. Er en mere korrekt oversættelse ikke, at børnene skal oplæres til at kunne lide at leve enkelt og beskedent? Prabhupada skulle også have sagt: ’Hvis de er ulydige, skal de disciplineres.” Gudhjælpemig om det ikke er oversat fra ”If there is obedience then there will be discipline.” Jeg troede, at ’obedience’ betød ’lydighed’ og ikke ’ulydighed’. Den rigtige oversættelse skulle vist have været, ”Hvis der er lydighed, vil der være disciplin.” Hvilken skolelærer vil betvivle det? En kostelig en er ”I kan altid straffe eller tvinge dem.” Den viser sig at være oversat fra ”…that is not always by punishing or by force.” En sætning, der siger, at man ikke altid når ind til børn ved at straffe eller tvinge dem, får en stik modsat betydning. Var oversætteren så forhippet på at få bekræftet sine forudfattede opfattelser, at han som en anden freudiansk smutter læste noget andet, end hvad der stod? Men selv om oversætteren ser ud til at ville høre det modsatte, var Srila Prabhupadas klare indstilling, at fysisk afstraffelse er uacceptabel: ”[W]e may show the stick but we should never use it.”3 Det er uheldigt, hvis Information har sat sig for at hoppe på en antisektkampagne. Det gavner intet. Som sagt er der ingen i Hare Krishna, der benægter det, som blev mange af vores børn til del, især i 1970’erne og 1980’erne. I den forbindelse har vi og specielt de børn, det gik ud over, selvfølgelig også brug for hjælp fra det større samfund. Men der er ingen hjælp i en hysterisk, hadsk antisektkampagne, hvis underliggende agenda mest af alt er ”Lad os udslette al religion og alle anderledes tænkende fra jordens overflade.” Det, der er brug for, er moden forståelse og gensidig trækken på hinandens erfaringer af, hvor det kunne gå galt, og hvad der skal gøres for at undgå noget sådant sker igen. Mon ikke det stadig er Informations virkelige ånd? Fodnoter: 1. Onyanserat om sekter, Liselotte Frisk, Kyrkand Tidning den 29.5.2008. Tilgængelig på Internettet på http://kyrkanstidning.se/recensioner/facklitteratur/onyanserat_om_sekter_0_5651.news.aspx 2. Srila Prabhupada i et brev til Stokakrsna Dasa den 20. juni 1972. 3. Fra et brev den 10. december 1972.

Leif: Det er en lang gang spindoktor snak. Det eneste der kan sætte en stopper for det du benævner ‘antisektkampagnen’ er at sekterne åbner sig og give myndighederne adgang til at undersøge de sager der måtte være. Har sekterne intet at skjule har de jo heller intet at frygte. Alt andet er at tale udenom.

Egentlig må man undre sig over hvad det er der får nogle forældre til ikke at ville deres egne(!) børn det bedst mulige? ( Og det problem er ikke begrænset til sekter ). Et er at nogle forældre presser deres børn til at blive f.eks. akademikere - men nogle sekter ( og derfor forældrene ) går ligefrem i den anden grøft: Forbyder egne børn at blive akademikere - altså også i de tilfælde hvor det er oplagt og villet af barnet selv. Udenfor sekterne: Også mange “almindelige” forældre fungerer hjertensgerne som samfundets forlængede arm: Opdrager/tugter deres børn til at kunne begå sig i samfundet - det sære er bare at børnene ofte pålægges endnu snævre grænser, end hvad der er i deres OG samfundets interresse.

@ Jens Thorning Hvordan var det lige det var med Jonestown, Guyana? Og med andre, stærkt paranoide, for det meste amerikanske sekter med forskellige grader af psykisk & fysisk mishandling? For den sags skyld er de pædofile præster en del af den samme syge og lukkede paranoia. Og jo, det kommer os alle ved, hvordan nogle i syge sekter bruger deres magt til til at undertrykke og mishandle børn og voksne, der ikke kan forsvare sig. Vi har alle et ansvar for hinanden.