Man kan i Dagbladet Information ofte læse nye meldinger omhandlende gymnasiaster, sabbatår og lignende; ofte hører man også fra Bertel Haarder, der gerne ytrer sig til fordel for en så tidlig studiestart som muligt.
Der er de seneste par uger blevet udklækket nye studenter, som skal tage stilling til, hvad de så skal. Senest, i Information weekend 28.-29. juni, kan man læse, at sabbat-år er blevet 'hotte igen', hvortil ovennævnte minister siger: "Som jeg har sagt til nogle af de nye studenter i dag, så er ét sabbatår ok, to er dumt og tre er torskedumt", og her føler jeg det som min pligt at skride ind.
Grunden til, at mere end to år er dumt, er, at man så ikke ville kunne forøge sit snit! En argumentation som er fuldstændig uforståelig for mig. De nye studenter er naturligt nok forvirrede over, hvad der skal ske, bl.a. fordi optagelseskrav på universitetet og reform ikke passer sammen, hvorfor nogle er nødt til ufrivilligt at tage pause fra bøgerne. Andre vil bare gerne ud at rejse og opleve nye ting, modne sig og blive klar over, hvad de egentlig gerne vil.
Hvis de nye studenter presses til at gå hurtigt i gang, uden helt at være klar over deres planer for fremtiden, øges risikoen for at droppe ud igen, hvilket universiteterne ikke har råd til.
Undertegnede blev student i 2005 og gik i gang med at læse i 2006; det mellemliggende år blev brugt på at blive fokuseret på, hvilken studieretning, der var den rigtige, og det valg har jeg ikke fortrudt. Samtidig har jeg kunnet iagttage, at dem, der gik i gang med det samme, er blevet studietrætte, mens dem med de gode snit har holdt flere sabbatår og er blevet klar til at gå ind i det 'voksen-fællesskab', en videregående uddannelse er.
Jeg må altså her give Rasmus Dyrvig Henriksen, der også citeres i nævnte artikel, ret. Kort sagt: man skal tage den tid, det tager at blive fokuseret, og løsrive sig fra ungdomsuddannelsen, uagtet om det tager en sommer eller fire år. Flere på mit studie var i midten af 20'erne ved studiestart, og de bliver om nogen værdifulde for vores samfund, idet de til fulde er, hvad erhvervslivet efterspørger.
Så Bertel Haarder skal ikke være bange for, at en masse universitetsegnede mennesker sidder derude og aldrig kommer i gang. Han bør i stedet være glad for, at de kan hjælpe på områder, hvor der ellers mangler arbejdskraft, og få samfundet til at hænge sammen!
