I væsentlig grad baserer forudsigelser vedrørende fremtidens klima sig på iagttagelser af klimaet tilbage i tiden. Fra iskerneboringerne i de arktiske områder har vi præcis information om atmosfærens indhold af drivhusgasser og den globale middeltemperatur tilbage i tiden. Det har vist sig, at atmosfærens indhold af CO2 og den globale middeltemperatur har fulgtes meget tæt ad gennem de seneste 600.000 år. I istider har CO2-indholdet ligget omkring 185 parts per million (ppm), i varmeperioder omkring 285 ppm. Den gennemsnitlige temperaturforskel mellem istider og varmeperioder har været omkring 5 grader. Drivkraften til ændringerne har hovedsaligt været ændringer i jordens rotationsakser og bane omkring solen. Disse ret markante cykliske ændringer i klimaet har altså været styret af forbløffende små ændringer i solens varmepåvirkning af jorden.
Udgangspunktet for bekymringen vedrørende fremtidens klima er som bekendt, at vi på toppen af en varmeperiode, som vi har befundet os i de seneste 15.000 år, ved afbrænding af fossile brændstoffer har bragt atmosfærens indhold af CO2 op på 385 ppm, hvilket er en uhørt høj værdi, skabt på uhørt kort tid. Alle er enige om, at det vil medføre en global temperaturstigning. Spørgsmålet er, hvor stor en stigning vi kan vente os, hvor hurtigt den vil indfinde sig, og hvilke konsekvenser en sådan temperaturstigning vil afstedkomme hvad angår afsmeltning af ismasserne i de arktiske områder, af glet-scherne i bjergene og den deraf følgende stigning i havenes niveau.
Ingen søvnløse nætter
Det er jo ikke helt ligegyldigt, om havene vil stige med 0,5 meter, 5 meter eller 50 meter. Mens de fleste mennesker næppe ligger søvnløse ved tanken om et par graders temperaturstigning, især ikke i de nordlige tempererede zoner, vil de fleste formentlig kunne motiveres til at gennemføre selv drastiske tiltag for at hindre verdenshavene i at stige med blot 5 meter, ikke mindst befolkningen i et lavland som Danmark.
Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) har i deres 2007-rapport forsigtigt skønnet, at man må imødese omkring 0,5 meter vandstandsstigninger i dette århundrede som følge af den menneskeskabte opvarmning, forudsat at vi bremser op for udledningen af CO2. Dette skøn indkalkulerer, at vand udvider sig ved opvarmning, at der umiddelbart vil frigøres drivhusgasser fra jord og vand ved opvarmning, og at en del is i havene vil smelte som følge af opvarmningen.
IPCC har derimod afstået fra at forudsige graden og hastigheden af afsmeltning fra den landfaste is i Grønland og på sydpolen, og dermed disses langsigtede bidrag til en eventuel yderligere temperatur- og vandstandsstigning.
To tidspunkter i jordens geologiske udviklingshistorie kan kaste lidt lys over fremtidsudsigterne. Det første tidspunkt er palæogentiden, hvor der blev dannet permanent is på polerne. Det andet tidspunkt er dér, hvor CO2-indholdet sidst var af samme størrelsesorden som nu, altså 385 ppm.
Etableringen af permanent is ved polerne skete for cirka 35 millioner år siden, og skyldtes at CO2-niveauet dengang faldt ned under 450 ppm fra tidligere væsentligt højere værdier. Det betyder i praksis, at vi kan forvente os, at al permanent is ved polerne vil smelte, hvis eller når CO2-indholdet i atmosfæren atter måtte stige op over omkring 450 ppm. Dengang verden var isfri, var temperaturen 5 til 6 grader højere end i nuværende varmeperiode, og vandstanden var 80 meter over nuværende niveau.
En langsom proces
Sidste gang CO2-indholdet i atmosfæren var oppe på 385 ppm var i Pliocæn for cirka fire millioner år siden. Dengang var temperaturen omkring 3,5 grader højere end præindustrielt niveau, og vandstanden globalt 20-30 meter over nuværende niveau.
Meget af den nye menneskeskabte varmepåvirkning går i første omgang til at hæve oceanernes temperatur og smelte is på polerne, i Grønland og i bjergene. Det er en langsommelig proces, som strækker sig over flere årtier. Denne træghed i både varmeresponset og specielt i afsmeltningen af polaris indebærer, at vi på nuværende tidspunkt kun har oplevet en mindre del af det respons, vores allerede realiserede forhøjede CO2-niveau vil afstedkomme i løbet af de kommende årtier.
Træghed i et fysisk-biologisk respons er imidlertid ikke det samme som manglende følsomhed. Jordens fysiske og biologiske systemer er - har det vist sig i praksis - ganske følsomme, selv om det klimatiske respons på en given forandring kræver årtier eller længere før det slår fuldt igennem.
De langsomme skift i klimaet gennem jordens historie skyldes primært, at de ændringer i jordens bane, som har drevet disse klimatiske skift, er foregået langsomt. Det er derfor ikke urealistisk, at hurtigt indsættende ændringer som seneste stigning i CO2 kan afstedkomme klimaændringer markant hurtigere end vi tidligere har set. Mens der for få år siden var balance mellem gletschernes produktion af is og lagringen af ny is, er nettoafsmeltningen fra polerne nu oppe på omkring 300 kubikkilometer is pr. år, og hastigheden af denne afsmeltning øges år for år.
Fra NASA’s Goddard Institute for Space Studies (GISS) har James E. Hansen og medarbejdere gennem det seneste år publiceret en række analyser, som forsøger at kvantificere de langsigtede konsekvenser af det stigende CO2-indhold med fokus på temperatur og vandstand.
James E. Hansen påpeger, at CO2-faldet fra den isfri verden til en nylig varmeperiode var fra 450 ppm til 285 ppm eller på 165 ppm. Temperaturen faldt i samme periode 5 til 6 grader. Disse iagttagelser tyder på, at temperaturfølsomheden er omkring to grader for hver 50 ppm CO2 falder eller stiger. Det er en væsentligt højere følsomhed, end IPCC regner med. Forskellen skyldes, at IPCC ikke indregner de langsomt virkende klimatiske tilpasninger og forstærkninger i varmeresponset som for eksempel afsmeltningen af indlandsisen på Grønland og Antarktis. Ved at øge atmo-sfærens CO2 med 100 ppm, som vi har gjort i løbet af industrialiseringen, må vi derfor forvente omkring fire graders temperaturstigning og ikke de to grader, som IPCC håber på. Det betyder i praksis, at vi kun har set omkring en fjerdedel af det temperaturrespons, vi kan forvente os som følge at det øgede CO2, når de klimatiske tilpasninger har haft tid til at indstille sig.
Vandet stiger
Vurderet ud fra situationen for fire millioner år siden, hvor CO2 sidst var lige så højt som nu, må man frygte, at dette på sigt vil indebære en øgning i vandstanden på 20-30 meter.
James E. Hansen konkluderer, at IPCC undervurderer den langsigtede effekt af det nuværende CO2-niveau, og at man snarere kan vente sig tocifrede meter-øgninger i vandstanden end den halve meter, IPCC når frem til i deres 2007-rapport. James E Hansen advokerer derfor for, at man sigter mod maksimalt en grads temperaturstigning i forhold til præindustrielt niveau, og en reduktion i atmosfærens CO2 til maksimalt 350 ppm, altså mindre end de nuværende 385 ppm.
Hvis James E. Hansen s betragtninger er korrekte, har de senere års udmeldinger vedrørende fremtidens klima haft karakter af regulære understatements.
I lyset af de ganske alvorlige konsekvenser blot få meters vandstandsstigning vil afstedkomme globalt, må man undre sig over, at så få klimaforskere melder lige så klart og offensivt ud som James E. Hansen og medarbejdere.
Kun klare udmeldinger fra forskerne over realistiske fremtidsscenarier vedrørende de fulde konsekvenser af de menneskeskabte drivhusgasser kan tilvejebringe den globale politiske vilje til at nedbringe disse udledninger. James E. Hansen og hans medarbejdere har med offentliggørelsen af disse analyser måske tilvejebragt det videnskabelige grundlag, som kan overbevise verdens politikere om, at der skal vedtages ambitiøse reduktionsmål vedrørende vores emission af CO2 nu, og at der skal handles konkret allerede inden for det kommende årti, hvis vi i løbet af dette århundrede skal undgå vandstandsstigninger på flere meter.
Analyserne fra NASA’s Goddard Institute for Space Studies er tilgængelige på www.giss.nasa.gov/staff/jhansen.html eller www.columbia.edu/~jeh1/
Øjvind Lidegaard er professor og overlæge på Rigshospitalet.
Kommentarer
SAMFUNDETS TRÆGHED
Det eneste man kan sige med stor sikkerhed, er at så længe det omgivende samfund forventer absolutte beviser for udviklingen inden for de områder, hvor de seriøse forskere ved at der kun findes mere eller mindre sandsynliggjorte forudsigelser, ja så længe vil samfundet umuligt kunne forholde sig hensigtsmæssigt til udviklingen.
Det er en videnskabelig opgave for sociologien at forklare, hvordan det omgivende samfund på givne betingelser er ude af stand til at forholde sig hensigtsmæssigt i forhold til de problemer det har i sin relation til den ydre omverden/miljøet/klimaet.
Og i stedet for som det er nu (hvor temaet præges af, at nogle benytter sig af usikkerheden, til at gøre sig bemærket med det faktum, at det således ikke kan udelukkes, at dommedag kommer, og andre benytter sig af usikkerheden, til at argumentere for, at efter som man ikke kan bevise, at noget af det, man gør i samfundet, med sikkerhed fører til nogen bestemt form for miljøulykke, ja så kan man lige så godt fortsætte som hidtil), må man først og fremmest indse, at de absolutte beviser for det ene eller det andet ikke kan etableres.
Det er naturvidenskaben, der skal forklare videnskabeligt, hvad man overhovedet kan skabe af videnskabelig sandhed på miljøområdet. Naturvidenskaben skulle måske være lidt mindre prætentiøs med sine forudsigelser om egne fremtidige forudsigelser, netop fordi den ved at stikke blår i øjnene på det omgivende samfund med sine prognoser for egne fremtidige bedrifter, har en tendens til at bringe samfundet i en form for venteposition.
Det er som om samfundet på den ene og anden måde skyder problemstillingerne fra sig, og siger at vi må vente med at handle til vi har et sikkert beslutningsgrundlag, samtidigt med at de fleste har en mere eller mindre ufrugtbar angst for at det hele går ad helvede til, inden der bliver gjort noget for alvor.
Den kvalificerede tale om, hvad der er hensigtsmæssige forventninger og reaktioner i forhold til problematikken, må først og fremmest hente sin gyldighed i evnen til at beskrive hvordan der beskrives, se hvordan der ses, iagttage hvordan der iagttages i forhold til de meget omfattende og usikre problemstillinger, som gælder omkring samfundets forhold til sin omverden. Det drejer sig om samfundets semantiske strukturer, som kvalificerer dets selvbeskrivelse, og det drejer sig om samfundets selvrefleksion.
Medierne har hidtil ikke været villige til at reflektere forpligtende over deres egen rolle i problematikken:
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-32.pdf
De har hæmningsløst svunget sig op, som de var kvalificerede til at skelne mellem hvad der var sandt og falskt i videnskabelig forstand, fuldstændigt på samme måde som det politiske system, som de er en del af:
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-33.pdf
Bjørn Lomborg er den mest citerede miljøprofet. Hans grundlæggende påstand er, at alle spørgsmål kan underlægges en økonomisk betragtning. Det kan de også, men det er ikke alle problemstillinger, der er økonomiske. Det største problem er, at man ikke kan se det, når man tænker økonomisk.
Hans funktion er illustrerende for det økonomisk fikserede politiske og kommercielle mediemarkeds vilje og evne til at bortforklare miljøproblemernes rolle i forhold til deres succeskriterier.
Det, at det er selve de herskende succeskriterier som er problemet, er så fundamental en anfægtelse af de herskende eliters selvforståelse, så man hellere vil lyve hinanden op i ansigterne, end se effekten af ens adfærd.
Således dækker det moderne menneske sig demokratisk ind under henvisningen til flertallets bekvemme indstilling til problemerne. Enhver kan undskylde sin adfærd under henvisning til hvad der siges, især hvad der også siges, ud over den ubekvemme udgave af sandheden.
Demokratiets evne til ansvarsforflygtigende selvdestruktiv adfærd kan meget vel gå hen og vise sig, som det man husker det for i fremtiden:
Den gang, vil man sige, hvor enhver kunne undskylde sit bidrag til den almindelige selvdestruktive (men personligt tilfredsstillende) adfærd med snak og demokratiske idealer om, at der skulle være plads til alle, også dem der byggede statuer af sig selv på enhver parcelhusgrund og slæbte sig selv rundt som en anden udstoppet figur i en storsvinende firhjulstrækkere, fordi det var et almindeligt succeskriterium, fordi det alene drejede sig om at vise at man kunne, og fordi man var jo ikke med sikkerhed kunne sige, at det ville gå ad helvede til.
Den gang hvor de storsvinende og storforbrugende 14 % af jordens befolkning smadrede det for sine efterkommere og resten af jordens befolkning med Lomborgske forklaringer om, at de rige kunne forbruge sig ud af ethvert problem, at væksten i form af de riges forbrug og svineri, var vejen frem.
En del af løsningen er behageligheden ved at kunne tillade sig at slappe lidt af. Vi har jo nok af det hele, men mangler lige at kunne påskønne det lidt bedre.
De sande helte i nutiden er dem, der kan leve og have det godt uden at forbruge og producere så meget. De sande helte er de bevidst arbejdssky mennesker, som har holdt fast i den evne til at leve resten af befolkningen forlængst har fortrængt til fordel for evnen til at forbruge og producere mangel i en uendelighed.
Og så er der det sure, som består i det nogle vil kalde afsavn. Dvs. nødvendigheden i at stoppe dem i deres patetiske forsøg på at leve op til almindeligt gældende succeskriterier, med argumenter, gode eksempler, civil ulydighed og måske i sidste ende med demokratiske beslutninger funderet i videnskabelige forklaringer omkring det sociales fundamentale forudsætninger, som de findes i dets omverden.
Vi skal i hvert fald ikke bare sætte os ned og vente på at fårene skilles fra bukkene, eller at den højere retfærdighed melder sin ankomst. Jeg tror ikke på den, eller på den jomfruelige natur for den sags skyld.
Kære Bjørn
Bare fordi man har forladt troen på skaberen, og meningen som man ser den i troens forlængelse, altså med det skabte som sat i verden med et formål, så behøver man jo ikke at være blind for livets mange farver, og muligheden for at kunne se livet som forudsætningen for det gode, de gode oplevelser med hele spektret af kvaliteter, lyst og tro på fremtiden. Bare fordi man har droppet troen på sjælens evige vandring, fra synd og skyld over straf og soning til evig lykke eller evig fordømmelse, så behøver tilværelsen jo ikke at være tømt for mening. Måske er troen på sjælen og hele det sakrale ritual selve fundamentet for det evindeligt kedsommelige ritual, som man finder i lønarbejdsinstitutionen. Måske er alle de opdragende og offerlignende foranstaltninger, som ligger i barnets opdragelse til lønarbejde udtryk for selve tidens fordrivelse, dvs. udtryk for fortrængningen af evnen til at leve, hvorefter kun offeret danne mening og alt andet er kedsomhed. Måske er du, kære Bjørn, ude af stand til at sanse, fordi du kun tror på formålet med livet, i stedet for meningen i livet. Måske savner du manifestationen af den retfærdighed, som du skriver så meget om. Man fornemmer du længes efter dommedag.
Kære Bjørn
Hvis de troende ser grunden til at tage vare på livets forudsætninger i det at en skaber har lagt formålet med livet ind bag det som dets mening, så OK med mig. Men de troende behøver ikke fortælle mig hvordan jeg skal bære mig ad med at lægge mening og kvalitet i livet. Der er nemlig masser af andre muligheder end de religiøst betingede. Uden at kunne redegøre for kvaliteternes ophav, de gode tilstande og troen på fremtiden kan jeg se at der er rigeligt at bevare, derfor er der grunde nok til at bevare dets forudsætninger, de forudsætninger som vi tenderer mod at underminerer i forlængelsen af forsøgende på at realisere de herskende men selvnegerende succeskriterier.
Bjørn skriver: ”Formålet med livet går hånd i hånd med meningen med livet. Problemet er blot, at folk flest har glemt formålet med livet, hvorfor meningen med livet er blevet meningsløs.”
Mit svar til netop den del: ”Hvis de troende ser grunden til at tage vare på livets forudsætninger i det at en skaber har lagt formålet med livet ind bag det som dets mening, så OK med mig. Men de troende behøver ikke fortælle mig, hvordan jeg skal bære mig ad med at lægge mening og kvalitet i livet.”
Så skriver Bjørn at jeg fortrænger problemet.
For mig er problemet, at menneskeheden udgør den største trussel i forhold til sig selv og livet i det hele taget. Det er min okkupation. Jeg behøver ikke et formål med livet, fordi livet er formål i sig selv, værd at bevare, også uden troen på at en skaber skulle have lagt et formål med det ind bag det.
For mig ser det ud som om Bjørn kæmper for at bevare netop sin mening med tilværelsen, som ligger i at en skaber har lagt et formål ind bag den. Fred være med det, og hvis det kan engagere Bjørn i forståelsen af de problemer, som også kan beskrives videnskabeligt, sociologisk, psykologisk, personligt, upersonligt, biologisk, evolutionsteoretisk, fysisk, osv. så OK med mig, så kan det være værd at forholde sig til.
Men hvis Bjørn kun bruger konkrete problemer som påskud for at rede sin tro og hævde den på bekostning af andre former for mening og mere eller mindre levedygtige former for udfoldelse / hvis enhver problemstilling kun skal bruges som argument for at komme til Allah, ja så er det jo altså bare et helt andet problem, end dem det dækkes ind under. Jeg fortrænger sandelig ikke dette problem, men det er ikke det, der er mit!
Jeg har tilmed noget imod nogle former for monoteistisk religiøs indstilling, nemlig det at man her har en tendens til at tilskrive religionen retten til at fordømme livsformer, alene ud fra en selvretfærdig tro og værensudlægning. Religiøse former for selvretfærdighed kan i dogmatisk form være ualmindeligt lukkede om sig selv og sammen med en statsmagt, i form af en religiøs lovstat f.eks., ja så er det noget nær det værste der findes på jorden lige nu.
De eneste kritiske og diskriminerende argumenter, jeg mener at kunne hævde over for de vesterlandske succeskriterier, stiller sig ikke op over for, eller uden for problematikken. Nej, så vidt jeg kan se, går de ind i den herskende rationalitet, for inde fra at afsløre den som paradoksal, dvs. for inde fra at afsløre den på dens egne betingelser, med det fromme håb at kunne få den til at forstå, at den er sit eget største problem, at den truer med at negerende sine egne forudsætninger og dermed sig selv. Der behøves ikke nogen absolutistisk transitiv orden af logisk og værdimæssig art for at etablere en sådan kritik. Man behøver blot nogle nogen lunde stabile former for videnskabeligt godtgjort sandhed omkring nødvendighed og praksis for at hævde en sådan kritik. Og hvis man først skal omvende hele verdens befolkning til Allah eller Kristus, for at redde jorden, ja så ser det ikke godt ud.
Jeg vil ikke have menneskeheden gennem skærsilden, for at de kan blive frelst. Jeg vil have menneskeheden til i tide at se sig selv og sin adfærd i dens kontekst, for at undgå det værste og redde det bedste.
@Bjørn Holmskjold: Som du troede jeg også engang - eller rettere, jeg tænkte vel egentlig ikke ret meget over, hvorvidt det var tilfældet eller ikke - at verden grundlæggende, altså til syvende og sidst, er styret af fornuft. Men akkurat som du så har jeg nu indset, at det ikke forholder sig sådan.
Verden er grundlæggende styret af panik. Det har den såmænd altid været. Forskellen mellem tidligere tider og idag er alene antallet af mennesker, der i denne uerkendte paniskhed belaster kloden over evne med deres materielle overforbrug. Se gerne mit indlæg http://www.information.dk/157807 desangående.
@Bjørn Holmskjold: Tak for din ros af mit debatindlæg http://www.information.dk/157807. I skrivende stund er der kommet et enkelt indlæg hertil.
Nu er der grænser for, hvor længe man kan opretholde forestillingen om, at alle hver især har ret i, at alle andre er nogle idioter. Det er tilsyneladende kun trafikanter der er i stand til det, og fuckfingerens befordrende effekt for adrenalinniveauet er performativt med til at skabe både ulykker og det lave niveau, som trafikanternes selverkendelsen generelt befinder sig på.
Den eneste måde, man tilsyneladende kan bevare en forestilling om, at alle er i stand til hver især på gyldig vis at underlægge alle andre sit eget realitetsprincip på, består i at reducere den enkeltes sandhed til kun at gælde på de snævre betingelser, som hersker netop inden for det enkelte psykiske systems egen kognitive ramme og kun her.
Betydningerne og meningen lever ved de forudsætninger de hævder sig på baggrund af. Kunsten er at kunne mediere dem i hver andre, se hvordan der ses, og især hvad man ikke kan se, når man ser som man gør. Det kan godt være at den overordnede fornuft ikke findes. Men at ethvert kognitivt system er bundet op på sine egne forudsætninger og at det befinder sig i en kontekst, det kan man godt reflektere lidt over. F.eks. så er det yders begrænset hvad man kan forklare med Koranen og Bibelen. Selv om de troende tror alt kan forklares religiøst.
Interessant er det, at der i USA og resten af verden netop nu er stigende efterspørgsel efter små, småtforbrugende biler. Er det mon udtryk for, at menneskeheden endelig har fattet det??
WRONG. Det er fedt at det sker, men årsagen er udelukkende benzinpriserne. Størstedelen af den menneskelige bestand er enten fløjtende ligeglade med klimaet, eller ikke opmærksomme på at det overhovedet er et problem - begge dele pga. manglende viden.
Tog DU bilen til arbejde i morges? Hvor mange sad der i den bil?
Bjørn Holmskjold skriver så smukt at vi bør “lade intellektet bekæmpe enfoldigheden i ord og handling”. Det kommer aldrig til at ske. Intellektet vil altid være taberen, især fordi mennesker med lav intelligens har tendens til at formere sig hurtigere end mennesker med høj intelligens (en lille provokation der…).
@Karsten Jensen: Jeg kan ikke dy mig for at citere følgende fra Milan Kunderas roman “Afskedsvalsen”:
“Menneskeheden producerer et usandsynligt antal idioter. Jo tåbeligere et individ er, des større lyst har det til at formere sig. Fuldkomne individer avler således allerhøjst et enkelt barn, og de allermest perfekte kommer […] til den anskuelse at de overhovedet ikke vil sætte børn i verden. Det er katastrofalt.”
Til de herrer - den manglende tro på menneskenes (“folks”) evner er første skridt til at legitimere et tyranni overfor samme. Mens I foragter menneskets evner i almindelighed sætter I selvtilfredse Jeres egne evner højt. Jeres skriverier her er dog ikke udtryk for at I har særlige evner, blot oppustede egoer og jeg tvivler på at I nogensinge får udrettet mere end den gemene hob I håner og ønsker at undertrykke.
Mvh Søren
Men Bjørn, hvorfor vil du egentlig redde menneskene? Vi vil jo ikke reddes af dig. Det vil nok være en skæbne værre end døden for os mennesker hvis det på mærkværdig vis skulle lykkes dig at stavle dig op som islamistisk diktator og guds selvbestaltede højre hånd.
Men du må godt drømme dine mærkelige drømme.
Mvh Søren
Lige nogle links til opdatering:
http://www.compodium.se/tallberg08/sunday_bill2/
http://www.350.org/
http://a21.dk/blog/2008/06/23/james-hansen-sidste-udkald/
http://www.columbia.edu/~jeh1/2008/TwentyYearsLater_20080623.pdf (Must read)
http://www.columbia.edu/~jeh1/2008/TippingPointsNear_20080623.pdf
http://climateprogress.org/2008/06/23/drilling-off-shore-is-a-crazy-thin…
http://climateprogress.org/2008/06/27/must-read-mckinsey-report-shatters…
http://pubs.acs.org/subscribe/journals/esthag-w/2008/jun/science/ee_seai…
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/07/10/AR200807…
“Rep. Edward J. Markey (D-Mass.), chairman of the House Select Committee on Energy Independence and Global Warming, said yesterday, “If this administration spent the same effort fighting global warming as they do editing and censoring global warming documents, the planet might not be in such dire straits.”” Citat fra nærmest ovenstående link, nh.
http://www.guardian.co.uk/environment/2008/jul/03/biofuels.renewableenergy
http://dsc.discovery.com/news/2008/07/02/carbon-capture-storage.html
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/06/19/AR200806…
http://www.planetark.org/dailynewsstory.cfm/newsid/48895/story.htm
http://dsc.discovery.com/news/2008/06/18/ocean-warming.html?dcitc=w01-10…
http://www.reuters.com/article/domesticNews/idUSN1839745820080618?sp=true
http://www.reuters.com/article/environmentNews/idUSN0337238320080603
http://www.livescience.com/environment/080708-ap-coral-reefs.html
http://technology.newscientist.com/article/dn14297-nanotubes-bring-artif…
http://environment.newscientist.com/article/dn14300-giant-vacuum-cleaner…
http://gristmill.grist.org/story/2008/7/9/104050/4679
http://sizzlethemovie.com/
http://www.grist.org/feature/2008/07/10/olson/index.html
http://green-blog.org/
http://www.nature.com/climate/2008/0806/full/climate.2008.50.html (en gyser)
http://www.greenleft.org.au/2008/757/39092
http://www.greenleft.org.au/2008/757/39096 (kun for realister)
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2008/jun/30/climatechange.oiland…
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2008/jul/09/georgebush.climatech…
http://www.monbiot.com/archives/2008/07/01/green-lifeline/
http://www.monbiot.com/archives/2008/07/08/kept-afloat-on-a-tide-of-money/
Osv osv, jeg tror vi har fat i en trend her!