To begivenheder har givet amerikanerne grund til forsigtig optimisme i Irak i den seneste tid uge. Den første var en mand ved navn Abu Khalafs angivelige død. Den mand, amerikanerne havde udpeget som lederen af al-Qaeda i Mosul, stedet, hvor en meget stor del af den stadige dryppen af nyheder om bomber og attentater er kommet fra, og som de amerikanske styrker har fastslået som al-Qaedas sidste stærke urbane bastion. Den anden er sådan set ikke en begivenhed, for så vidt som, at den endnu ikke har fundet sted. Overdragelsen af sikkerheden i Iraks største provins, Anbar, skulle være foregået for et par dage siden, men blev udsat på grund af dårligt vejr. Samme årsag som blev angivet for at udsætte overdragelsen af endnu en irakisk provins, Diwaniya, i mandags.
Begge nyheder, at de amerikanske styrker er ved at gøre indhug på "al-Qaedas sidste urbane bastion" og er i stand til at overgive kontrollen med den provins, der har været selve symbolet på, hvad der var gået galt i Irak, syntes for et år siden fuldstændig utopisk. Og sammen med koalitionsledelsens kvartårlige rapport, der kunne konstatere væsentlige fald i volden og en Muqtada al-Sadr, der er trængt i defensiven af offensiver i sine kerneområder, gav det grund til optimisme for de vestlige styrker i Irak.
Det er dog en optimisme, der samtidig blev undergravet fra anden side. Dels af al-Qaeda-angreb i Anbar og Mosul, der dræbte 40 mennesker og viste, at al-Qaeda selv om de er trængt, stadigvæk bevarer en vis slagskraft, som de som regel anvender i direkte attentater mod de USA-allierede Sahwat eller Sons of Iraq sunnigrupper.
Dels pegede to rapporter fra de amerikanske myndigheder selv på nogle afgørende problemer i det irakiske hængedynd.
Begrænsede fremskridt
For samtidig med at amerikanerne med de ventede overdragelser af kontrollen i Anbar og Diwaniya har overgivet 11 ud af 18 provinser til irakisk kontrol, så viser amerikanernes egne rapporter også, at den irakiske regering kun gør temmelig begrænsede fremskridt i forhold til selv at kunne varetage sine opgaver i provinserne og i det hele taget. Både i forhold til helt grundlæggende administration og genopbygning og i forhold til de sikkerhedsopgaver, som USA så gerne vil overlade til irakerne selv, så de kan begynde at sende tropper hjem.
Samtlige ministerier har en katastrofal mangel på kompetente medarbejdere, meget lidt kommunikation internt og eksternt, og indenrigs- og forsvarsministerierne, der skal overtage sikkerheden har store mangler, er ikke er i stand til at hyre og uddanne de sikkerhedsfolk, der skal overtage efter amerikanerne og i øvrigt agere bare lidt fremsynet, ifølge den sidste officielle rapport fra de amerikanske myndigheder i Irak, som udkom i sidste uge.
Eller som det lidt mere jordnært forklares af officerer med erfaring fra Irak: Ministerierne er stadig fuldstændig sekterisk opdelt og i vid udstrækning korrupte og styret af nepotisme. Faktorer, der skaber tvivl om, hvorvidt amerikanerne virkelig kan trappe deres engagement ned i den umiddelbare fremtid - og om hvor stor en forskel det gør, når amerikanerne på papiret overlader sikkerheden til irakerne selv i f.eks. Anbar.
USA under pres
Erfaringerne i de primært sydlige shia-provinser, der foreløbig selv har overtaget kontrollen med sikkerheden har ikke været udpræget positive, og den irakiske regering har haft brug for massiv hjælp fra de vestlige styrker for at genvinde kontrol over bl.a. Basra, mens den relative fred i Anbars sunni-dominerede byer stort set samstemmende tilskrives den strategiske alliance med områdets traditionelle sunni-stammer, snarere end at den irakiske regering rent faktisk er blevet stærkere, og på den baggrund er det nok tvivlsomt, om den formelle overlevering af de to provinser for alvor letter presset på de amerikanske styrker.
De kan til gengæld ikke blive der til evig tid, som en anden amerikansk rapport - måske lidt overflødigt - konstaterer. Rapporten, som den amerikanske hær selv har udført, evaluerer hele engagementet i Irak efter invasionen og kommer med en skarp kritik af både USA's militære ledelse og den politiske ledelse for at have fejlvurderet situationen i Irak og udstationeret for få tropper. Men samtidig konstaterer den også, at USA's Nationalgarde og de amerikanske styrkers reservister, der sørger for at holde den amerikanske tilstedeværelse på dens nuværende høje niveau ikke kan holde til presset ret meget længere.
