Åbningskoncerten på Roskilde Festival er ofte en mærkelig størrelse. Man står nogle gange og tænker: Hvorfor dem? Hvorfor netop i år? Men til festivalens forsvar er det også svært at finde et forholdsvist nyt navn, der både kan favne hele publikum og spille Orange op - noget som selv store navne som Red Hot Chili Peppers helt åbenlyst kan have svært ved, som under deres skandaløst dårlige koncert sidste år. Men i år røg øjenbrynene højere end normalt. Ja, det var sgu lige før de gik i et med pandehåret. Teitur? Denne utvivlsomt dygtige, men rolige og meget nordiske færing har så vidt vides ikke noget i sit ellers imponerende repertoire, der er potentiel stadionrock. Det var derfor med en vis portion skepsis, at man vadede mod Orange, efter euforien omkring de nyåbnede indgange så småt havde lagt sig. Der var kommet plastre på de skrabede knæ, og de orange-klædte vagter var efterhånden ved at have kontrol over situationen igen efter at være blevet løbet over ende af en skræmmende hob af teenagere. Skræmmende ikke kun på grund af deres antal, men på grund af den umiskendelige lugt, der stod omkring køen udenfor hegnet. Lugten af mennesker, der frivilligt er gået betragteligt ned i hygiejnestandard. Ned til nul. Eller lavere. De, der var her sidste gang vejret var så fantastisk, som det indtil videre er ved dette års festival, husker overskrifterne på festival-avisen i 2006: 'Luften er fyldt med urinstøv'. Og det var altså med den erfaring og med det på tøjet, i næsen og i øregangene, at flokken bevægede sig mod Orange og en kunstner, der er mere stille skovsø og regelmæssig kropsvask over end tis og fadøl.
Man føler sig beæret
Færingen, der i dag bor i Stockholm, men havde København som mellemstation, slog igennem med albummet Poetry & Aeroplanes, og der eksisterer udbredt konsensus om, at han er den nordiske singer/songwriter med størst internationalt potentiale, som det i al sin mindreværdskompleksitet kaldes. Hans seneste plade The Singer udkom i februar til begejstrede anmeldelser. På The Singer koncentrerer Teitur sig netop om at være the singer, og lader sig akkompagnere. Lader andre invadere det ellers tilstræbt ensomme mand-med-guitar-set up. Med stort held.
Og det var som om Teitur var klar over det paradoksale i, at en singer/songwriter åbner Orange. For han var heller ikke alene på scenen. Slet ikke. Foruden et kvindekor af den lyse slags, var der en hær af nogle af nordens mest prominente musikere med på scenen. På kontrabas, på blæsere og percussion. For eksempel danske Kresten Osgood, der regnes for at være Danmarks bedste jazztrommeslager. Men frem for alt et multitalent. Og med Osgood på klaver er man meget godt hjulpet.
Når Teitur synger, får man fornemmelsen af, at han næsten ønsker at holde historierne inde. Hans stemme er smukt tøvende og tilbageholdende. Man føler sig nærmest beæret over, at han vil dele sine historier med én. Mens stemmen er introvert er kropssproget noget helt andet. Han vil have, vi skal sætte os om lejrbålet sammen med ham. Og da han allerede i tredje nummer leverer det store hit "Louis, Louis" så har han os. I samspillet med koret og musikerne, når man de følelsesmæssige højder, man ofte kun når i selskab med nære venner.
Øjeblikket forbi
Hvis man i forvejen befinder sig i en sindsstemning af umiddelbar lykke over det gode vejr, over gode nyheder leveret af en man elsker eller bare over livet generelt, så kan en sådan stemning fra Orange Scene skabe et øjeblik af ren lykke. Hvor man måske løber over. Sentimentalt, helt sikkert. Ualmindeligt imponerende, uden tvivl. Så for fanden, hvor er det ærgerligt, når de mister grebet. For det gør de selvfølgelig. Halvvejs igennem koncerten skal de medbragte musikere inkluderes på deres egne præmisser, og et af numrene ender i en forvirret jamsession. Det varer højst fem minutter, men det er nok. Med et er øjeblikket forbi. Og så er det svært at få fat i publikum igen. Desværre. Men det er bestemt ikke hvert år, at man ved åbningskoncerten oplever, at alt uden for dyrskuepladsen forsvinder. Bliver væk i et glimt af kvalmen-de smuk forening af mennesker, der er her for at elske musikken, elske tilværelsen, elske øl og elske med hinanden. Så det er man taknemmelig for.
Roskilde Festival, Orange Scene, torsdag
Teitur,
