Your sons and your daughters
Are beyond your command
Your old road is
Rapidly agin'
Bob Dylan
EFTER fire døgn i femte gear skal der ske noget. Og det skal ikke vare alt for længe. Vi mærker det allerede aftenen forinden. Ræven og jeg er på jagt efter anstændig kaffe. Grundsuppen af larm, som Warm Up'en serveres i, er ved at få en utålmodig mislyd af den slags, stjernestunder iser til i. Toner af råhed og kynisme trænger sig på lige under overfladen. De værste branderter er ikke længere så markant de sjældneste. Symptomerne på udmattelse breder sig. Og sine steder svigter bærekraften synligt. Så skiftet kommer tilpas: Festivalens Warm Up er blevet til old hat, når disse linjer læses. Men vi er glade for, at vi har haft den. Og ret selvfede, som vi går her i nydningen og leder efter kaffe. Det er Chili-gryden, der gør det. Den sad. Hul i at ungerne kom dryssende op til timer efter annonceret spisetid - de må jo føle sig hjemme. Og hul i at de skred fra opvasken på samme konto. Næh, de spiste op, gjorde de, helt op. Glade var de også. Seks kilo mad i et dusin maver. Voksne elsker at se børn spise - og ikke kun deres egne. Mens de sidste skefulde gik til to os aldeles ukendte piger, der havde hørt, at "I forærer gratis mad væk", sad vores flok effektivt vaccineret mod ernærinsgbetinget rastløshed og slog mave til historier, de læste højt for hinanden. Panorering til total - og nu strygere, tak. Klar med rulletekster...
JEG ER også ved at blive normal igen. Eller i det mindste upåagtet."The Grey Team?", "hvorfor er du her!?", "jeg troede, det var en joke...", "ligger du i telt!?" De første dages bemærkninger og tilråb ude i terrænet er så småt ved at ebbe ud. Selvfølgelig har gennemsnitsdeltageren set sådan nogen som mig, Ræven og Alenefaren - det tredje ben i fædrelejren - men bare ikke lige dér og slet ikke sådan. Nu er det grå segment så begyndt at myldre frem fra hullerne, og jeg må vel se frem til at blive puffet til i køerne, vente på min kaffe, til serveringen åbner - og i det hele taget sige farvel til de første dage og nætters privilegier. Det var skønt så længe, det varede, det der med at være sej og eksotisk.
OVERVEJER om jeg gør hende uret, hende min dejlige pige. Til morgen møder jeg hende og et par veninder med kirsebær og meloner i armene. De er på vej. Til Tømmermandshospitalet. Et stort telt ovre ved siden af langtidsgerontologisk, hvor fædrelejren ligger: Personale i hvide kitler, flydebriks med tegneserier, fodbad, mørke rum, koldt vand i spandevis, spejlsal, ro og humor ... det er gennemtænkt og sjovt. Tømmermænd, spørger jeg neutralt. Lidt, smiler hun en anelse usikker, men også udfordrende. I dronningens og ikke mindst hendes mors navn beordrer jeg øjenkontakt - sofort. Ikke kun for princippets skyld. Jeg er mere lettet end bekymret. Og slet ikke forarget. Hendes ærlighed kan nemlig kun komme et sted fra - fra en spirende tillid til, at jeg ikke er her for stå i vejen for hende. Her i græsset, larmen og solen lader hun det komme an på en prøve: Mener jeg det, når jeg siger, at der kun er to regler - også når hun læner sig op ad den ene af dem? Hun er ikke bare 14 og dysfunktionel - hun er også klog. Hun gengælder et knus og ved godt, hvad der ligger i mit evigt gentagne: Husk nu at passe på jer selv og hinanden, I skal holde længe. Valse, vimse, væk, væk, væk.
OG NU må De altså have mig undskyldt- nu kommer drønet.
Jon Jørgensen skriver dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det
