Krigsforbrydere på anklagebænken

HAAG - Ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og lysegult slips sidder Liberias tidligere præsident Charles Taylor på anklagebænken. Ved sin side har han en dokumentmappe og et helt arsenal af forskelligt farvede kuglepenne.

Retssagen imod ham, som har været i fuld gang siden januar, har formet sig som en detaljeret gennemgang af en række grumme hændelser under borgerkrigen i Sierra Leone. Charles Taylor lytter, gør notater og bladrer i de papirer, der ligger foran ham. Indimellem skriver han en meddelelse på blå, lyserøde eller gule papirlapper til sin forsvarsadvokat.

Vi befinder os i Haag i den internationale straffedomstols lokaler, men i spidsen for retsprocessen står Specialdomstolen for Sierra Leone, SCSL.

Charles Taylor er det første tidligere statsoverhoved fra Afrika, som er blevet tiltalt ved en international domstol. Længe troede man, at Taylor, som efter krigsafslutningen i Liberia i 2003 drog i eksil i Nigeria, skulle få held til at unddrage sig retfærdighed. Men da Liberias nuværende præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, bad om at få ham udleveret, udløb hans frist.

Taylor blev ført til Sierra Leones hovedstad, Freetown, i marts 2006, men på grund af sikkerhedsrisikoen blev det besluttet, at retssagen skulle forlægges til Haag.

“Taylor har fortsat mange tilhængere, og det var frygt for, at en rettergang i Sierra Leone skulle bringe sikkerheden i regionen i fare. Man frygtede sågar, at Taylor-tilhængere kunne finde på at angribe domstolen,” siger Solomon Moribor, talsmand for SCSL i Haag.

At der blev begået krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden under Sierra Leones borgerkrig er for længst dokumenteret ved andre retssager, som SCSL har forestået. Det, som domstolen nu forsøger at slå fast, er Charles Taylors forbindelse til disse forbrydelser: At Taylor ved at støtte, træne og forsyne RUF-oprørerne med våben, var med til at forlænge krigen i Sierra Leone. For ham skal udbyttet have været diamanter.

For 15 år siden var det noget nær utænkeligt, at en tidligere præsident kunne blive stillet for en international domstol. Men efter Jugoslavien-tribunalet og Rwanda-tribunalet, som begge blev etableret i begyndelsen af 1990’erne, har den internationale retssikkerhed gjort store fremskridt. Det mest markante bevis er oprettelsen af den internationale straffedomstol, ICC, som indledte sit arbejde i 2002. Dog har tilløbet været meget langt, og endnu er ingen retssager kommet i gang.

Retssag afblæst

Mandag i forrige uge var det ellers planen, at en retssag skulle have været indledt imod Thomas Lubanga, mistænkt krigsforbyder fra den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Men rettergangen blev indstillet ugen før, og i stedet for at indkalde det første vidne, blev der indledt en separat forhandling om Thomas Lubangas mulige frigivelse.

Grunden til, at retssagen kunne afblæses var, at anklageren havde hindret forsvaret i at få indsigt i FN-dokumenter. Materialet var fortroligt af hensyn til beskyttelse af kilderne, men da forsvaret ikke fik mulighed for at se dokumenterne - som kunne være til Lubangas fordel - mente domstolen, at retfærdigheden ville være bedst tjent med at aflyse sagen.

Forsvaret insisterer på, at dette må betyde, at Thomas Lubanga nu sættes på fri fod, men anklageren har appelleret og håber, at problemerne med adgang til dokumenterne snart kan løses, og retssagen genoptages.

Thomas Lubanga, som blev pågrebet i marts 2006, var leder af en af de mange militsgrupper i Ituri og anklages for at have rekrutteret og udnyttet børnesoldater. Muligheden for at han nu kan blive løsladt uden rettergang som følge af juridiske teknikaliteter, har vakt opstandelse i Ituri.

“Hvordan skal vi kunne forklare ofrene, at Lubanga er gået fri uden rettergang? Hvem vil tage ansvaret for følgerne af en frigivelse? Man tager hensyn til den tiltaltes rettigheder og til forsvaret, men ofrene lader ikke til at have nogen rettigheder,” siger Carine Bapita, som under retssagen repræsenterer ofrene.

At have særlige repræsentanter som talspersoner for ofrene er unikt for ICC. Ingen af de tidligere krigsforbryderdomstoler har haft noget sådant.

“At have en særlige repræsentant for ofrene giver retssagen en menneskelig dimension. Selvfølgelig er det - som i Lubangas tilfælde - vigtigt at vende og vrede de juridiske detaljer, men ofrenes repræsentatner minder os til stadighed om, hvorfor domstolen er til,” siger Geraldine Mattioli fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Håb afløst af skuffelse

At det har taget så lang tid for ICC at komme i gang med sit arbejde beror ifølge Geraldine Mattioli på, at domstolen og dens rammer er så nye - det tager tid at fastlægge procedurer og arbejdsmetoder.

“Lokalbefolkningen i Ituri var uhørt positive over for ICC og ønsker intet andet end at se retfærdigheden ske fyldest - de siger, at retssagen kan lægge grunden til, at de forskellige folkegrupper igen kan leve sammen.”

Nu, vurderer Geraldine Mattioli, er håbet i Ituri blevet afløst af en skuffelse. Ingen havde regnet med, at det internationale retsmaskineris kværne skulle male så langsomt.

“Det giver klart et troværdighedsproblem, at ICC ikke har indledt nogen rettergange endnu. Samtidig har vi dog hørt fra vores folk i Ituri, at ICC’s arbejde til en vis grad allerede har haft afskrækkende effekt.”

‘Dårlig timing’

Men hvis domstolen er blevet hilst velkommen i Congo, har reaktionen i Uganda været den modsatte. Da ICC udstedte fem arrestordrer, bl. a. imod den berygtede LRA-rebel Joseph Kony, talte mange om ‘dårlig timing’. Fredsprocessen mellem LRA og regeringen var inde i en kritisk fase, og de lokale ledere advarede om, at domstolen kunne true freden. Andre vurderer omvendt, det var truslen om en retssag i ICC, som fik Kony til at gå med til at fortsætte forhandlingerne.

Men da det ikke lykkedes for ham at få ICC’s arrest-ordre trukket tilbage, vægrede han sig i sidste ende imod at underskrive fredsaftalen og trak sig i stedet tilbage over grænsen til Congo, hvor han oprettede en ny base camp.

“Der findes flere grunde til, at Kony endnu ikke var klar til at give op. Men fredsforhandlingerne betød ikke desto mindre, at spørgsmålet om retfærdighed virkelig blev diskuteret for alvor, og der er i sig selv et stort skridt fremad,” siger Geraldine Mattioli.

Görrel Espelund er svensk freelancejournalist Oversat af Niels Ivar Larsen