Den udbygning af samfundets viden på alle felter, som har været forskningens opgave og mål, er i det sidste årti blevet sat i stå, og i stedet er kommet politisk styret forskning inden for emner, som anses for at være de vigtigste for udvikling af nogle få industrielle nøgleområder (f.eks. nanoteknologi, bioteknologi, og it).
Dette er sket via afskaffelse af universiteternes og de enkelte forskeres uafhængighed og selvstændighed gennem omdannelse af universiteterne til selskabslignende læreanstalter med eksternt udpegede bestyrelser og komplicerede autoritative ledelsessystemer, som detaljeret styrer den enkelte forskers initiativer.
Derved er den enkelte forskers fantasi og teorier sat i bås og styret ind under store, koordinerede og administrativt tunge erhvervsprægede projekter. Det er urealistisk, at man forventer betydelige forskningsresultater i et miljø, der er så præget af mistillid og kontrol. Og det er usandsynligt, at højt kvalificerede unge forskere skal vælge at arbejde under de betingelser i Danmark. Samlet har man sat den udvikling af samfundets viden i stå, som den uafhængige forskning tegnede sig for, dengang læreanstalternes demokratiske struktur og betydelige annuum-midler muliggjorde en bred vifte af mindre forskningsprojekter.
Katastrofal
Via et uigennemsigtigt bevillingssystem er det blevet fremstillet, som om satsningerne er finansieret via øgede bevillinger, mens realiteterne er, at de er sket på bekostning af den brede forskning og herunder især grundforskningen. Det medfører, at forskere, som er bedømt flere gange bl.a. gennem eksaminer og ansættelsesevalueringer, ikke kan få mulighed for at udføre deres arbejde, men skal gå ledige eller bruge en stor del af deres arbejdsressourcer på at skrive ansøgninger, hvoraf langt de fleste (85 procent) ikke vil få bevillinger.
Samtidig vil kvaliteten af deres undervisning falde som følge af deres manglende forskning. Flertallet af de danske forskningsmiljøer dør ud på grund af manglende nyansættelser.
Selv den anvendte forskning oplever nedskæringer i katastrofal grad. Helt mod de gentagne politiske løfter og de langsigtede planer for EU er Danmark sakket agterud indenfor forskning i f.eks. vindkraft og bølgeenergi.
Dominerende grupper
Projektstrukturen har medført, at dominerende forskningsgrupper dannes - et par stykker for hver af de politisk favoriserede forskningsområder - og ofte som centre omkring henholdsvis Århus og København. Disse forskningsgrupper kan omfatte en eller flere personer med tilknytning til de bevilgende instanser og har således en viden om optimering af ansøgningerne.
Gennem successive succesrige ansøgninger og samarbejde vinder disse forskningsgrupper nøglepositioner, som bliver udslagsgivende ved nye forskningsudbud, og kan effektivt dominere forskningen inden for de pågældende felter. Mens alternative teorier og undersøgelser bliver udelukket. Endvidere kan disse grupper omfatte en eller flere store virksomheder inden for fagområdet, og derved dels få støtte herfra og dels stå bedst muligt ved ansøgningsproceduren. Virksomhederne kan herved få stor indflydelse på forskningen for forholdsvis ringe investering.
Hvad betydning har den danske forskning i international sammenhæng? Læreanstalternes eksternt udnævnte ledere sammenligner hele tiden med udenlandske førende universiteter. Uden at tage i betragtning, at disse har meget større forskningsbudgetter og derfor kan udføre mangesidig forskning med større projekter.
I denne konkurrence kan man diskutere dansk forsknings betydning. Men en væsentlig opgave for dansk forskning er at skabe et forsknings- og uddannelsesmiljø, som kan sikre en høj standard for uddannelse og undervisning i Danmark. Den kortsigtede, markedsbetingede forskning, som er affødt af det markedsorienterede samfund, og som nu er det eneste sagliggørende i Danmark, er potentielt ødelæggende.
Det skyldes, at forskningens tidshorisont er lang, hvilket står i skærende modstrid med de tre-fireårige forskningsbevillinger. De giver ikke mulighed for at fastansætte forskere eller udnytte avanceret apparatur.
I disse år sker derfor et betydeligt tab af viden fra danske forskningsinstitutioner, når de få fastansatte forskere (ofte begrænset til en pr. forskningsfelt) forlader deres stillinger, og som konsekvens tabes forskningsområdet for dansk forskning og undervisning.
Politisk styring af forskningen er ikke ny. Hitler nedprioriterede således forskning i fysik, fordi han anså fysik for at være et forskningsområde domineret af jødiske forskere.
Lomborg-sagaen
Et forsøg på styring af forskningsresultaterne i Danmark er Lomborg-sagen. Bjørn Lomborg fik i 2001 af Foghs regering sit eget miljøinstitut og 10 mio. kr. til trods for, at hans dokumenterede ekspertise ligger inden for økonomiske discipliner, og hans svaghed er manglende viden om de økologiske mekanismer.
Alligevel har han siden fået regelmæssig støtte, og han var den tidsmæssigt højst prioriterede foredragsholder på Venstres energi- og klimakonference på Christiansborg den 9. maj. Tankevækkende er endvidere ministeriernes, senest Transportministeriets talrige forsøg på at tilbageholde forskningsrapporter og benægte forskningsrapporter med politisk uønskede konklusioner.
Det russiske Videnskabernes Akademi vælger selv sine medlemmer og ledere. Et forsøg fra Putin den 28. maj på at få valgt en håndplukket forsker (Mikhail Kovalchuk) som leder af akademiet blev nedstemt af akademiet.
Måtte vi snart få russiske tilstande på læreanstalterne i Danmark!
Holger Lindgreen er dr. scient., ph.d.
Læs også 'Kvinder flygter fra forskerstillinger' side 6-7
Mokkasinen
4. Juli, 2008 #
Jeg mener problemerne i den danske forskningsverden (som jeg selv arbejder i) i øjeblikket er så massive, at hele sektoren er på vej til sammenbrud. Selv overvejer jeg at tage mit gode tøj og gå, og finde mig et stille job som arbejdsmand med tilsvarende løn og højere arbejdsglæde.
'Politisk styring' er en ganske mild betegnelse for hvad der skér i øjeblikket, og mere præcist vil det være at kalde en spade for en spade; ideologisering af forskningssektoren. Forskning har som udgangspunkt altid været politisk, både i den strategiske vurdering af relevans og aktualitet, i forhold til tildeling af forskningsmidler, samt i de mange små valg i forskerens egen dagligdag. Og dermed omfatter 'det politiske' også den frie grundforskning, der initieres af forskernes egne gode ideer (mikropolitisk).
Forskningen er mikropolitisk på den måde at det enkelte projekt udvælger sit emne og fokus i en vurdering over hvilke typer problemer som forskningen skal bidrage til at forstå eller løse. Disse mikropolitiske valg arbejder helt nede på metodologisk niveau, hvor fx en funktionalistisk tilgang i samfundsvidenskabelig forskning ukritisk arbejder ud fra de dominerende politiske mål, mens man med en mere kritisk tilgang også søger at diskuttere politiske forudsætninger for en forskningsgenstands beviselige tilstand. I den proces har forskningen, siden Humboldt, været drevet af demokratiske hensyn, og der har indtil nu været plads til de kritisk orienterede forskere.
I en glimrende kronik i Politiken den 22 Februar 2008 (http://politiken.dk/debat/kroniker/article474671.ece ) viser forfatterne universiteternes Humboldt'ske ideal og dets demokratiske begrundelser:
1) Sammenhæng mellem forskning og undervisning (tidligere var der ikke fast tradition for universiteters forskningstilknytning, ofte var der blot tale om fagskoler). Begrundelsen for forskningstilknytning var primært at holde undervisningen på det højest mulige niveau.
2) Forskningsfrihed for den enkelte universitetslærer, dvs. retten til frit at vælge forskningsområde og metode og til frit at offentliggøre resultaterne.
3) Udvidet ytringsfrihed, der også omfatter retten til at kritisere kolleger og ens egen institution.
4) Kollegialt selvstyre – universiteterne skulle være uafhængige af statsmagten. Og endelig:
5) Fastansættelse af universitetslærerne.
Ifølge forfatterne så Humboldt universiteterne som en (demokratibærende) kulturinstitution, og det er her vi kan begynde at forstå Sanders nyliberale forskningspolitik. Meningen med de Humboldt'ske kriterier var ifølge kronikørerne, at sikre uafhængighed og en kvalificeret offentlig debat. Dermed kan det aktuelle jerngreb af universiteterne forstås som en del af regeringens proklamerede 'værdikamp'. Værdikamp betyder jo så i VK-sprog, styringskamp, og ydermere med udgangspunkt i nyliberalistisk ideologi (læs fx kommentarerne til artiklen http://www.information.dk/160964 ), betyder det ikke blot traditionelle borgerlige værdier som de blev debatteret i oplysningstiden, men den økonomiske elites værdier. Denne styringspolitik baserer sit grundlæggende skema på en antidemokratisk ideologi, hvor den grundlæggende præmis er at et velformuleret mindretal udøver et flertalstyrrani, og derfor må systemet reformeres top-down. Hertil kommer at ikke blot reformen gennemføres top-down, men også at nye ledelsesformer af systemet skal sikre den økonomisk elitære styring.
Derfor er der på universiteterne udnævnt 'professionelle' ledere der har fået ubegrænset magt nedad, men skal svare for økonomiske mål og politiske prioriteringer opad. I dette jernbur af et system forsvinder hensyn til faglige specialer og arbejdsmiljø, og der foregår i øjeblikket en massiv de-professionalisering af universiteterne. Jo, medskyldige i denne udvikling er de forskere som har svigtet deres rolle som offentlige intellektuelle, ved ikke at bidrage i den offentlige debat.
Men den aktuelle forskningspolitiske kurs er ideologisk betinget, og ikke blot begrundet i politiske justeringer og nødvendige tilpasninger. Det er fx let at dokumentere at store dele af dansk forskning var i verdensklasse indtil omkring år 2000, mens det er betydeligt vanskeligere at dokumentere at dansk forskning er i verdensklasse i dag. Dette må tilskrives VK regeringen, hvis ideologi om markedsgørelse forudsætter politiske spin-strategier om at destabilisere og nedbryde det eksisterende, for at kunne kvalificere deres ideologisk betingede reformer. Dermed mener jeg der er den lille finurlige forskel på politik og ideologi, at man med ideologiske valg handler imod bedrevidende, uanset forskningen også i sig selv er mikropolitisk. For her har forskningsrådene netop haft en funktion i at sikre en (politisk) repræsentativ bemidling af forskningen. Hvorvidt dette i dag er tilfældet står hen i det uvisse, for det kan kun forskningsrådenes medlemmer svare på. Men at forskningspolitikken er afdemokratiseret er til gengæld sikkert, når den formuleres bag lukkede døre i ministeriet med et håndplukket udvalg af rygklappere.
Vi står altså i Danmark i en situation hvor demokratiet er dømt ude. Der er ikke længere forskningsmidler til kritisk og forandringsorienteret forskning i "konkurrencen" om forskningsmidlerne. Der er i mindre og mindre grad plads til 'fri' grundforskning initieret af forskere. Det er den økonomiske elite der formulerer forskningsmålene på alle områder, og man benytter sig ikke længere af faglig ekspertise.
En nærliggende konsekvens er at store dele af aktuel dansk forskning i stigende grad kan bortdømmes som interesseudviklet viden, på samme måde som vi ser i de store industriers egenforskning (i stilen, en undersøgelse fra Novo Nordisk viser at deres eget produkt er langt bedre end konkurrenternes (så salget af egne produkter styrkes), eller metalindustriens forskning peger at hærdet stål er kræftfremkaldende (så vi skal udskifte i det uendelige), og dermed er forskningsresultater blevet så interessebundne at de mildest talt er upålidelige.
Forskning- og forskningsviden er dermed blevet så markedsgjorte, at produkterne har mistet deres værdi og blevet discountvarer. Demokratiet er kun for de få der vil købe det, for du kan godt omgå statens jernhånd hvis du selv kan finde finansiering til dine (underforstået 'utopiske og værdiløse') projekter. Betalingen er at du som forsker (og i mange andre dele af arbejdsmarkedet) skal acceptere det individualiserende økonomiske vokabular fra markedsværdierne (innovation, entrepreneur, evner, kompetence) på bekostning af erkendelsesbaserede værdier (forståelse, kritik, tværvidenskabelighed, visdom), og dermed er der store dele af forskningsstaben der bliver fremmedgjort, for at bruge et i denne sammenhæng præcist udtryk.
Desværre vil dette nok også medføre en uberettiget cementering af myten om værdifri forskning på grund af den funktionalistiske forkærlighed for positivisme og deraf udvundne metoder, samtidig med en berettiget cementering af folkelig modstand mod forskningen, fordi den i stigende grad anvendes som undertrykkende politisk instrument. Uden den mikropolitiske dynamik i forskningen, mister store grupper i samfundet sin demokratiske stemme, og forskningen sin (tro)værdiged. Et sådant system vil fremme religiøse holdepunkter hos den jævne borger, fordi det da vil blive her man leder efter demokratiske og medmenneskelige idealer. Om de findes her skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er ingen tvivl om at common sense, moral, etik og almindelig sund fornuft vil få en langt større betydning for demokrati, medmenneskelighed og stabilitet i civilsamfundet. Dette forsøger de konservative at løse værdipolitisk med kanons af forskellig slags, som skal sikre 'sammenhængskraften' i ustabile tider. Men dette er jo blot endnu et forsøg på den dominerende elite's forsøg på at fodre borgerne med viden 'oppefra'. Hvis det slår fejl må vi jo have mere autoritativ 'ro og orden' i geledderne, det er jo den vej vi er inde på. Ligesom vi kan medicinere unge ud af deres individuelle manglende 'evner', hvis de efter prøvetid stadig føler sig fremmedgjort af markedets 'værdisæt'.
Under VK regeringen med Helge Sander som excecutive, er markedsmekanismerne på godt og ondt, udvidet til at omfatte den bærende institution for demokrati i vores vestlige verden.
Karsten Aaen
5. Juli, 2008 #
Hvis ellers Information vil, kunne man så ikke linke til sidste sommers (eller sommerens 2006?) ganske udmærkede beskrivelse af Konkurrence-staten.
Det er jo netop den vi ser i fuldt flor her. Alle i Danmark skal være med til at bidrage til at Danmark klarer sig dot i verden - også forskningsmæssigt.
Og her drejer det sig ikke hverken om anvendt forskning eller noget sådant. Nej, det drejer sig udelukkende om en ting: Fra forskning til faktura - i den hellige konkurrencestats navn.
Og Konkurrence-staten tåler ikke kritik. Kritikken bliver som regel og oftest affejet med ordene 'der er ikke noget at komme efter' eller 'udviklingen kræver ' eller 'konkurrence-evnen kræver'.
Der er ingen som helst tvivl i mit sind om at regeringen går ud af den slagne vej der skal omdanne Danmark til et art mini-USA eller en slags mini-udgave af den angelsaksiske verden, hvor folk selv betaler stort set alting, mens skatte-trykket på arbejde bliver sat ned fra ca. 50% til ca. 30%.
Og netop i Anders Foghs's opgør med 'smagsdommerne' - ser vi jo klart de første spæde ansatser til at common sense mv. skal råde - og at moral, etik mv. skal være bærende elementer i samfundet - sådan som det allerede (til dels) er i USA og England. [Så er det jo også lettere at bilde befolkningen ind, at visse folk lyver, stjæler og bedrager - fordi det ligge i deres natur - eller kultur].