“Byrettens og landsrettens prøvelse af frihedsberøvelsen af de to har ikke levet op til de krav, der må stilles til den domstolskontrol, der skal foretages. Højesteret har derfor ophævet byrettens og landsrettens kendelser.”

Højesterets kendelse onsdag

PÅ RIGETS OG retssikkerhedens vegne er der i disse år grund til at være glad for Højesteret som institution. Ikke alene på baggrund af afgørelsen i den såkaldte tunesersag i onsdags, der som det fremgår ovenfor sendte by- og landsrettens afgørelser tilbage, hvor de kom fra til endnu en behandling. Samtidig indeholdt afgørelsen en temmelig direkte kritik af anklagemyndigheden, underforstået Politiets Efterretningstjeneste (PET) for ikke at have leveret det faktuelle grundlag for at have holdt de to tunsere indespærret siden februar i år.

Højsteret understregede dermed, at de to øvrige retsinstanser har handlet på et yderst tyndt grundlag, når de i snart et halvt år har accepteret at frihedsberøve de to tunesere, der er mistænkt for at ville slå Muhammed-tegneren Kurt Westergaard ihjel, uden der er leveret noget bevis for det påståede mordkomplot. Og samtidig er det et tydeligt signal til PET om, at selv om tjenesten kan have nok så mange grunde til at ville tilbageholde beviser af hensyn til agenter, andre kilder og ikke mindst statens sikkerhed, så går det ikke at tilsidesætte de principper, som bør og skal kendetegne et åbent retssamfund. Det er muligt, PET har beviser, der underbygger påstanden om et komplot mod Westergaard, men det er og bliver stadig anklagemyndigheden, der har bevisbyrden.

MEN AFGØRELSEN I onsdags understreger også endnu engang, hvor stor en udfordring den terrorlovgivning, som gradvist er blevet indført siden 11. september 2001, er for det danske retssamfund. Det illustrerer derfor også vigtigheden af, at der heldigvis stadig er instanser og dommere, der uanfægtet af pres fra PET eller offentligheden - ikke mindst medier og politikere - er i stand til at bevare juridisk is i maven og træffe afgørelser på baggrund af gældende ret og intet andet.

Terrorlovgivningen har gradvist, men konsekvent rykket ved grænserne for myndighedernes beføjelser og forpligtelser til for eksempel at søge dommerkendelser og fremlægge beviser. Det er tilfældet ikke bare her, men i de fleste europæiske lande. Senest så man for et par uger siden, hvordan Riksdagen i “du gamla, du fria” på den anden side af Kattegat gav de svenske myndigheder beføjelse til at overvåge alle almindelige borgeres e-mails og telefonsamtaler. Selv en stor offentlig debat og en demonstration foran Riksdagen i Stockholm gled Big Brother-loven glat igennem og blev af regeringen betegnet som en “naturlig tilpasning til virkeligheden”.

I DANMARK HAR har man blandt en mængde tiltag i anti-terrorloven set en gradvis udvidelse af beføjelserne til at aflytte telefoner og screene hele beboelsesejendomme uden dommerkendelser, samtidig med at tiltalekompetencen er blevet forrykket til justitsministeren. Det var oprindeligt ment som en betryggende foranstaltning, men bærer naturligvis også i sig en fare for politisk indblanding i verserende sager.

Samtidig er efterforskningen forrykket til PET, der dermed også får stor indflydelse på, om en sag rejses. Men da PET ikke nødvendigvis har samme kompetence som politi og anklagemyndighed til at afgøre om en sag faktisk kan bære, befinder man sig hurtigt i en retsmæssig gråzone. Ikke mindst når anklagemyndigheden som i tunesersagen af sikkerhedsmæssige grunde vånder sig ved at fremlægge beviser og angiveligt også er i stand til at lægge et vist pres på domstolene.

Justitsminister Lene Espersen (K) har efterhånden lært, at hun ikke skal kommentere verserende sager, men både i de såkaldte Vollsmose- og Glostrup-sager har man set eksempler på, hvordan en kombination af ovenstående og en oppisket terrorstemning i offentligheden har fældet dom, længe før sagerne er nået frem til retssalen. Men i både Vollsmose-, Glostrup- og nu altså tunesersagen, der på ingen måde i forhold til udgangspunktet kan kaldes sejre for PET, har man set, at Højesteret har vist, at det aldrig må blive medier, terrorstemning eller politisk pres, men udelukkende bevisets stilling, der må være gældende.

Terroren vil det åbne og frie samfund til livs. I bekæmpelsen af den globale terror er det naturligvis nødvendigt, at myndighederne og ikke mindst PET får de rette arbejdsvilkår for at kunne overvåge og optrevle i tide.

Men denne naturlige tilpasning til virkeligheden bør følges af en lige så naturlig forpligtelse for anklagemyndigheden til at fremlægge beviser i rette tid, eksempelvis over for et særligt fortroligt domstolsorgan. Både for at afgøre, om sagerne kan bære, men også for at undgå unødigt lange frihedsberøvelser.

Terrorlovgivningen balancerer på en knivsæg i forhold til retssikkerheden, og derfor kræver det principfasthed at undgå, at det ikke er os selv, der underminerer principperne i det åbne og frie samfund, som terroren vil bekæmpe.weis