Uden forhandling

HVIS KINAS REGERING var ude på at skabe en positiv forhandlingsatmosfære, så mislykkedes det.

Dalai Lamas udsendinge blev denne uge budt velkommen i Beijing, angiveligt med et kinesisk ønske om at finde en løsning på spændingerne i Tibet. Men mødet gav i stedet anledning til en gentagelse af Kinas efterhånden fortærskede angreb på den tibetanske leder: Dalai Lama og hans "klike" har "onde intentioner", de iværksatte et blodbad i Tibet, og er desuden ude på at ødelægge Kinas OL. Med den udmelding var det svært at se optimistisk på forhandlingerne. Gennembruddet udeblev da også.

Det er trods alt positivt, at de to sider overhovedet snakker sammen. Forhåbentlig kan det være med til at mindske spændingerne, der har simret i Tibet siden de voldelige tibetanske protester mod det kinesiske styre i marts og Kinas efterfølgende stramme kurs for at opretholde ro og orden.

Men denne anden forhandlingsrunde siden uroen har ikke kunne fremvise de 'konkrete fremskridt', som Dalai Lama efterlyser.

EN FORHANDLINGSLØSNING vil da også indebære, at Beijing giver afkald på en del af sin autoritet i Tibet, men for centralregeringen i Beijing vil det være uacceptabelt, at det ikke er den og alene den, som bestemmer udviklingen i Tibet.

Mødet i Beijing kan dog selvfølgelig ses som et tegn på, at den kinesiske side er seriøs omkring forhandlingerne. Desværre kan det vise sig, at Kina blot har et kortsigtet mål med drøftelserne: at undgå ny tibetansk uro før OL og imagepleje i forhold til Vesten, der har kritiseret Kinas fremfærd i Tibet og efterlyst en dialog med Dalai Lama.

MEN DET ER EN STOR FEJL, hvis Kina blot bruger forhandlingerne som et PR-stunt, da problemerne i Tibet åbenlyst også vil eksistere efter OL.

Dalai Lama er det bedste bud, Kina har på en tibetansk forhandlingspartner - hans kompromissøgende tilgang kommer under stadig større pres fra tibetanske ekstremister i eksilregeringen, der har mistet tålmodigheden og advokerer for en mere åben kamp mod Kina. Men der er ikke tegn på kinesisk fleksibilitet. Beijing kræver indrømmelser uden at komme med nogen selv.

Kinas Tibet-forhandler sagde denne uge, at fortsat dialog kun er mulig, hvis Dalai Lama udviser "positiv opførsel" og lover "ikke at støtte aktiviteter, der forstyrrer eller saboterer OL". Det er en udmelding, der er svær at tage alvorligt, da Dalai Lama ud fra enhver tænkelig målestok allerede har udvist 'positiv opførsel'. Han har gentagne gange udtrykt støtte til OL. Og desuden er han inden for de sidste tre årtier gået fra at ønske selvstændighed til autonomi inden for Kinas grænser. I stedet for at hilse de udmeldinger velkommen stempler Beijing fortsat Dalai Lama som en, der vil splitte Kina. Hvis forhandlingerne ikke kun er kinesisk spil for galleriet, vil det være en god start, hvis Beijing stopper sine verbale angreb på Dalai Lama, som blot er med til at ophidse tibetanerne yderligere.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her