Æh, bæh, buh
det er sjov at være lille,
æh, bæh, buh,
Læs mere om
man kan tids nok blive stor!
PH
VI VOKSNE kan også være glade. Jeg har 15 varme brusere at vælge imellem. Der er ingen kø, faktisk ikke et øje. Overvejer at tænde for alle 15 og løbe rundt under dem - og måske fløjte lidt. Dropper det - sæt der kom nogen. Klokken er otte. Teltbyen sover lidt endnu, og følelsen af at have noget uforstyrret for sig selv er suveræn. Glemmer, hvor få timers søvn det blev til, fordi vores ende af campingens stilleområde er domineret af tre telte med idioter, som løber rundt i natten og skriger "Silent Caaaamp!!!". Dog kun, hvis vagterne beder dem slukke deres rullende højttalertårne. Tænker, de bevidst har valgt stilleområdet. Her er de sikre på ikke at falde i med tapetet. På mit tapet står der lang kaffe og morgenmad. Resten af fædrelejren, først Ræven så Alenefaren, dukker langsomt af døsen. Restituering. Stille glæde. Får lidt nyt hjemmefra: En kattekilling er død, bilen klarede værkstedet ... Det sure med det søde.
MED åbningen af festivalen ryger overblikket over datteren. Dagene inden havde en vis geografi. Hendes telt var basen. Festivalområdet har ingen base. Det er basen. Med post-Warm Up'erne - det er dem, der ikke lugter af ged - er vi pludselig rigtig mange, og det hele flytter sig hele tiden. Og når 70.000 mennesker på én gang skal sende den samme sms: "Det er mig, hvor er du :-|", bliver mobiltelefonen en ustabil livline. Slapper af ved Orange Scene, men bliver ramt af egen tåbelighed: Går jeg ikke glip af noget, hvis jeg bare sidder og fiser den af? Fase to lurer lige om hjørnet: Burde jeg ikke lette røven og finde festivalens sjæl? Ræven udbryder pludselig med smil fra øre til øre: "Det' altså fedt at være på Roskilde". Alenefaren har cool strakt sig på ryggen med solbrillerne og kasketten for øjnene og siger, han ikke kan se noget. Jeg er tilbage på sporet: For fanden! Den er her jo, sjælen! Jeg slapper af.
Håbløst er det ikke. Vi får kontakt. Hun finder mig, giver et knus, letter mit sind - samt min pung for 300 kr. Lidt senere er det hendes storesøster, der savner mig - og skrider med min mobiloplader. Pigerne har også brug for mig.
KONSTATERER ved selvsyn ud på natten, at festivalen har taget det værste pres af campingområderne. De foregående dages inferno med små symptomer på opløsning er afløst af en relativ ro. Indtrykket bekræftes næste dag af en nyslået student i et af de telte i sumpområdet, som jeg har løbende kontakt med. Hun synes, det er ærgerligt, at festivalen spreder folk for meget: Det er blevet sværere at finde en fest, siger hun, men ser da glad ud, som om det lykkedes.
Den 14-årige savner ikke fester, hun går fra scene til scene, det er festen for hendes slæng - eller var det en gruppe? Første nats favorit bliver Pavillonscenen. Det blev ikke sent, siger hun. Det er svært at modsige. Synderligt eksakt er udsagnet jo ikke. Men hun har det godt. Hun gået til badesøen med veninderne. Drengene i hendes lejr har været de sværeste at tø op. Men paraderne over for det grå segment er langsomt ved at falde. De fortæller, hvor hun er, og sågar, hvordan de selv har det. Jeg tror, det er tid til øjenkontakt.
Jon Jørgensen skriver i denne uge dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det
