Ja, måske... - men det er vel lige så meget være "røgslør", at forsøge sig med en seriøs debat om hvorvidt, Anders Fjogh skal være præsident for EU.

Jeg mener, kunne snakken om EU-posten, ligeledes være for at dække over andre ubehagligheder, som Irak og afghanistan krigene. Danmarks ringe postion ift. miljø, den fejlagtige terrorbekæmpelse, den dårlige økonomi, forrigelserne af de offentlige services, afviklingen af velfærdsstatseksperimentet.....(forsæt selv).

Men selvom Anders Fjogh, gør dumme ting, så elsker jeg ham stadig som en bror, også hvis han skal i fængsel for at have brudt grundloven, ved at gå i krig på en ulovligt grundlag, eller hvis han kommer for en rigtig krigsforbryder domstol, og skal brumme den, i et andet land.

mere kærlighed.....

Klaus Rifbjerg:

"Men det sære er, at Anders Fogh Rasmussen og hans regering stort set slipper af sted med det hele uden særlige kommentarer, ja det er nærmest, som om man ser med beundring på manøvrerne og hylder statsministerens evner som realpolitiker, han kan sit håndværk, som det hedder, og ikke mindst i Information bliver der heppet voldsomt sidst af AG (Annegrete Rasmussen), der slet ikke kan få hænderne ned (som det kaldes på Newspeak) af begejstring ved tanken om,at Fogh Ramusssen måske en dag kan se sig selv som præsident for hele Europa!"

Man må ligesom Klaus Rifbjerg, Svend Auken og andre undre sig såre. Jeg gad godt at have været en flue på væggen i Dagbladet Informations lokaler, for på den måde, at have fået en forklaring på, hvorfor man har valgt at offentliggøre Annegrete Rasmussens meget mærkelige tekster.

Man ser for sit indre øje hvordan en sanseløst beruset og højlydt fnisende chefredaktion en sen nattetime beslutter at lave en hyldest til statsministeren som en bizar praktikal joke som optakt til agurketiden...

Per Thomsen:
"Man må ligesom Klaus Rifbjerg, Svend Auken og andre undre sig såre."

Ja. Det er en besynderlig leder, Annegrethe Rasmussen fik komponeret. Sidste artikel er næppe trykt i den anledning...

Klaus Rifbjerg:

"En krig på forløjet grundlag, en såkaldt 'aktivistisk udenrigspolitik', som kloge og tænksomme folk finder højst belastende for fædrelandet.."

Har den elitære venstrefløj pludseligt fået varme følelser for "Das Vaterland"?

Klaus Rifbjerg:

"Og hvis nogen - in casu Margrethe Vestager - forsigtigt prøver sig frem med et forbehold og et spørgsmål, bliver hun fejet af bordet som utilregnelig, ja nærmest som en slags landsforræder"

Tja - når en ung litterat som Mikkel Bruun Zangenberg, rejser en diskussion om forholdet til Irak, relevant og stilfærdigt - så er svaret fra Rifbjerg, at Zangenberg er en falleret litterat, der burde holde sin kæft og lade være med at manifestere sig.

Klaus Rifbjerg:

"..for nu kæmper vi på et FN-mandat og tror stadig, at man kan indføre demokrati og frihed med våben og pansrede mandskasbsvogne og med fromme ønsker og lidt håndører kan få sultne bønder til at dyrke noget andet og mindre livsfarligt end opium."

Hvorfor gik venstrefløjen forrest, da det i 30′erne med våben i hånd gjaldt om at bekæmpe fascismen i Spanien, mens man ikke vil bruge våben til at bekæmpe Taleban, der er mindst lige så fascistisk som Francos oprørstropper? Taleban lader ydermere al-Qaeda bruge sit territorium som træningslejre for terrorister.

Gamle mænd, med kroniske sure maveopstød, synes at være blevet fast inventar på Information. Når Metz kobler fra, tager Auken eller Rifbjerg over. Fællestrækkene for deres debatform er meget karateristisk, de er ofte personlige, anti-intellektuelle og forholder sig ikke til fakta.

Rifbjerg skriver altid ud fra instinktet, han behøver ikke at sætte sig ind i noget, for hans mave fortæller ham, hvad han skal skrive. Dette skyldes formodentlig, den her til lands herskende senromantiske opfattelse af kunstneren, som personen der ikke behøver at tænke, thi han føler jo.

Hvorom alting er, Rifbjerg surmuler stadig over AFR's optræden som festtaler i Dansk Forfatterforening, men hans evindelige forsøg på karatermord er dog festlig underholdning.

Behold ham for helvede i Danmark, der er hans mulighed for at gøre skade sguda begrænset til Danmark og danskerne, og de elsker ham jo hører vi i vores øresnegl.

Hvorfor fanmden ska vi andre belemmes med rokarlen, og nu hvopr vi endelig kan see en ende på ham Micky Mouse fra Texas?

Her udenfor Danmark kan sådan en roe luger gøre ubodelig skade

Folk vil bedrages, og de bliver det med denne arrogante regering, der tror, de er hævet over alt og alle med deres spin, der slører sandheden!
Giv pøblen en lille luns sladder og de glemmer , at vi er i krig.
AFR må for min skyld gerne bosætte sig i et andet land. Det lyser jo ud af ham, at han ikke bryder sig om Danmark og halvdelen af danskerne. Eller er det ham selv han i bund og grund ikke kan holde ud?
Beskæmmende at se hvordan de fleste politiske kommentatorer slikker AFR op og ned af ryggen.
Derfor en befrielse at læse Rifbjergs indlæg her!!

H Ristinge:

"Behold ham for helvede i Danmark, der er hans mulighed for at gøre skade sguda begrænset til Danmark og danskerne, og de elsker ham jo hører vi i vores øresnegl."

Her gik man og troede at han var den direkte årsag til 5 millioner irakers død og lemlæstelse, for ikke at tale om de mange hundrede tusinde ofre for tortur og sekterisk vold. Nu viser det sig alligevel, at han er temmelig harmløs.

Men hvorfor fanden skal folk down under belemres med den globaliseret roekarl H Ristinge fra det krigsførende, fremmedfjendske og højreekstremistiske Danmark. Har de stakkelse aussier virkeligt fortjent en så grel skæbne?

Ristinge du kan ikke rende fra dine danske roe-rødder, selvom du prøver ihærdigt med lidt "dem" og "os" retorik!

"...med halm i træskoene og andre steder." Mon Rifbjerg her hentyder til følgende af T. S. Eliot?

Vi er de hule mænd
Vi er de udstoppede mænd
Lænet mod hinanden
Hoveder fyldt med halm
Ak!

Information er god. På mange måder er det en dejligt overraskende avis, der i modsætning til Politiken ikke falder i den dræbende forudsigeligheds grøft, og luller sine kernelæsere ind i et slumrende parallelunivers, hvor de samme politisk korrekte eventyr kan fortælles igen og igen og...
Dækningen af emner som nypuritanismen, kønsdebatten og dansk politik, er tit både interessant, rimelig originalt vinklet og i ny og næ endda sågar fordomsfri. Skulle jeg holde nogen anden dansk print-medie end Weekendavisen, ville Information klart være valget.

En anden grund - omend af mere nostalgisk og underholdninsmæssig karakter - til at jeg godt kan lide Information, er at man ingen andre steder på een og samme dag kunne finde på at bringe harmdirrende og vitrioldryppende klummer af både Georg Metz og Klaus Rifbjerg.
Ok, ja jeg ved godt jeg lige har rost Information for ikke at være så forudsigelig som Politiken, men bær over med mig. Hvor Politiken trofast bringer sin månedlige Rifbjerg-kronik, som nogen endda måske ligefrem læser, kunne ingen andre end Information finde på noget så mesterligt som at bringe klummer af begge om næsten samme samme emne (reelt Fogh-regeringens ondskab, selv når det angiveligt er S oppertunisme der kritiseres...) på samme dag. Det er genialt godt set, og for et firserbarn som mig et klokkeklart deja-vu, ja et regulært flashback til min barndom og en verden hvor Metz beherskede monopolæterbølgerne som myndig vært på TVA, og man som en selvfølgelighed læste og anpriste Rifbjerg i metermål i skolen.
På den måde kan i dag efter endt læsning så glæde sig over at tingene heldigvis har ændret sig siden da, og de begge nu er reduceret til de intellektuelles udgave af Statler og Waldorf fra Muppet-show, som fra deres lille balkon i en mindre avis, arrigt kommenterer sædernes forfald, forestillingens underlødige karakter og alle andres stupiditet.

Rifbjerg kunne jeg egentlig ikke rigtig lide, heller ikke dengang, trods jeg stadig da var en velafrettet lille kulturradikal folkesocialst in spe, behørigt opflasket i denne tradition som jeg var. Nok mest pga. det faktum at, det var min dansklærer som introducerede mig for hans forfatterskab - dansklærere kan i den bedste mening og ganske uforvarende ødelægge en hel del på den måde.
Jeg tror derimod ikke jeg havde noget forhold til Metz, udover afgrundsdyb beundring fordi han var på TV. Eller jo forresten! Han råbte arrigt af mig, da jeg engang besøgte min mosters kollektiv et sted på Østerbro (I think...), til hvilket han var nabo engang i midtfirserne. Det var vel både forståeligt og rimeligt nok, da jeg på mindre ansvarlig vis - men nok meget i tråd med kollektivets ånd - havde fået lov til at fornøje mig med et tågehorn i gården. På den anden side, kan jeg ikke, i lyset af Metz nuværende habitus og lødighed som debattør ryste mistanken af mig, om faktisk ufrivilligt at have inspireret ham med min umådeholdne brug af tågehorn. I så fald beder jeg ydmygt eftertiden om forladelse.

Som tiderne dog forandrer sig. I dag kan jeg ikke rigtig læse de to herrers udgydelser, uden at trække let på smilebåndet og ryste lidt overbærende på hovedet. To dinosauere der hostende og harkende i støvet og røgen efter meteornedslaget desperat forsøger at italesætte sig ud af det skete; "Måske hvis vi nu bare lod som alt var som det plejede at være i de gode gamle dage, hvor vi herskede over jorden?", "Ja, eller måske om vi bare overdyngede meteoren med de allerfæleste skældsord indtil den forsvandt i gemen skam, og tiden rullede sig baglæns så alt igen blev godt og rigtigt?".

Jeg tror første gang jeg for alvor fik ondt af Georg Metz var dengang i Debatten på DR2. Han var oppe mod Lars Hedegaard og et par andre, og på hans side af bordet havde Metz Tøger Seidenfaden som sekundant. Emnet husker jeg ikke, for det var absolut ingen mindeværdig eller køn debat - Islam eller Muhammed-krise dog utvivlsomt. Nej, det jeg husker tydeligt, var hvordan Tøger Seidenfaden efter en i særklasse frådende og aldeles usammenhængende tirade fra Metz krympede sig. Hvordan han med flakkende øjne og lidt skamfuld så ud til at tænke; "Sagde han virkelig dét?" Og når Tøger skammer sig over en meddebattør, så ved man det er slemt. Rigtig slemt.

Rifbjerg har jeg også lidt ondt af. Stakkels mand, der så arrigt skoser andre for at ville fjerne fascistiske despoter, mens manden selv er kendt for at sidde langt fra alt andet end Costa del Sol og sine storladne drømme om at blive en vaskeægte Hemmingway-klon en dag. En solkyst hvortil han velvilligt flyttede under Franco - for selvfølgelig skal fascistiske despoter ikke væltes, de skal da støttes, helst indefra med skattebetaling i form at klingende dansk mønt hentet fra biblioteksafgiften...
Men måske man skulle anlægge et mere venligt perspektiv på det? Rifbjerg havde det vel meget godt i sit nyfasctiske og asociale paradis under en højreekstrem dikatator - så hvorfor skulle irakerne ikke også have haft det? Herregud da, det kunne da godt være trist med militær og alting, men så kunne de vel fornøje sig med lidt tyrefægtning og beundre den Stærke, Handlekraftige Mand?...

@Mikkel Andersen

HØRT.

Jeg kan kun yderligere tage afstand til Rifbjergs pedestalagtige belæren og antydning af, at hvis man ikke er enige med ham og hans medløber Georg Metz må man befinde sig på et lavere intelligensstadie. Dette som sædvane uden at komme med løsningsmodeller.

Jeg ved ikke hvem der har bildt journalister og forfattere ind at de er eksperter indenfor stortset alle stofområder og de derfor kan udtale sig som sådan.

Det kan heller ikke komme som en overraskelse at maxisten Per Thomsen helst så pressecensuren (som i det sorte sovjet) indført så han kun skulle høre på ligesindet.

Selvom jeg ikke er enige med alle skribenterne i information er det dog lærerigt at høre andre meninger uden at behøve at latterliggøre dem.

”Så selvom tanken er fantastisk og slet ikke har noget på sig, ....”, skriver Klaus Rifbjerg om den fritløbende politiske spinderok, og nævner eksempler på, hvad der – måske, er sat i scene for at ”underholde” politikerne og (vælger)befolkningen, medens regeringen i ro og mag gennemføre dens svinestreger.

I 30'erne havde en lille mand med et lille overskæg lidt syd for Danmark, stor succes med bl. andet udpegning og forfølgelse af « den indre fjende » og hans « retfærdige » og « retmæssige » erobreringskrige til sikring af landets legitime interesser.

Om Rasmussen har halm mellem ørene eller ej, om han har taget skade af, eller tvært imod har haft gavn af de hug han fik som barn, og om han har godt for ham at have været i roerne fra tidlig morgen, eller det tværtimod har gjort ham forpint, så har han stor succes med at nære fremmedhadet, med U-dansk Folkeparti ved blæsebælgen, med at jagte terrorister, fortrinsvis blandt de samme forhadte fremmede, og med de « retfærdige » og « retmæssige » aktivistiske udenrigspolitiske tiltag i « Langbortistan » til sikring af vores fælles sikkerhed.

Sagen om tørklædeklædte dommere er en lille, men underholdende, detaille i spindet, der var vist sågar forsøg på at få en diskussion igang om det behørige i at skulle konfronteres med skæggede dommere, men den gik vist alligevel ikke, men da så Lille dommen - den om den muslimske u-jomfru, blev kendt, gik Annegrethe Rasmussen også til blæsebælgen.

Mon ikke Klaus Rifbjergs ”tanke” har noget på sig ? Det er jo her Rasmussen er så god.

Jeg har endnu ikke fattet, hvordan Søren Pind’s hellige krig mod kvinder passer ind i spindet ... à suivre

Grin til aftenkaffen, Otto Bismark. Hvor er du iøvrigt henne ?

Rart at høre, hvad morfar har på hjerte. Så fik han igen luft. Ældre mænd kan godt have svært ved at komme af med tarmgas, så det er jo rart, at de, når det endelig kan lade sig gøre, lader den gå med larm og lidenskab, så vi andre ved, at der igen er gennemtræk.

Iøvrigt giver jeg ham ret et langt stykke hen ad vejen, men ærligt talt... Vio ved efterhånden godt hvor morfar står i denne sag. Vi har hørt det og forstået beskeden.

Gentagelse fremmer forståelsen, siger de demente. Det er der ikke almindelig enighed om hos yngre mennesker.

Så længe hele den øvrige presse - og af og til også informations lederspalter - flyder over med brovtende lobhudling af den mest korrupte og reaktionære regering siden Estrup, er det velgørende, at de gamle kæmper holder krudtet tørt - når nu de unge har så travlt med at løbe efter friværdien og pisse på alt, hvad der hedder solidaritet.

Jeg foretrække til enhver tid Statjer og Waldorf for den flok Søren pind-kloner, der befolker Folketinget, pressen og Informations debatspalter.

Uden folk som Metz, Rifbjerg, Dragsdahl og Vinn Nielen var Informaton ligegyldig. Nå ja, og Robert Fisk, men han er jo lånt andetsteds fra.

Al respekt for Morfar. Det er slet ikke det. Jeg må bare indrømme, at jeg godt kan forstå de folk, der efterhånden er blevet træt af at høre på ham - og de andre koryfæer, du nævner, Vadmand.

Det er jo altså stort set samme sang hver gang, og jeg har en fornemmelse af, at det forbliver ved denne sang, og at disse koryfæer selv er alt for magelige og forkælede til andet end netop at synge, og selvom sangen er vigtig og god at synge med på, så forbliver sangen altså en sang sålænge det er det eneste, der sker. Efterfølges sangen af handling, altså en handling som medfører en ændret situation, så er sangen god nok at synge igen og igen. Medfører sangen ingen handling, ja, så kan vi jo lige så godt lytte til thomas Helmig eller ham der Buttenskjønn, eller hvad det nu er han hedder.

Meningsmålingerne fortæller, at det borgerlige flertal vil fortsætte og at Dansk Folkeparti stiger i popularitet. det er den realitet, der foregår udenfor døren, i roehakkerens Danmark.

Jeg tror vi har brug for mere end sang for at rette op på dette.

Kan vælgerne blive ved med at tage fejl, eller skulle venstrefløjen mon se at få revideret deres ortodokse tankegods?

Realitetssans og tilpasningsevne er ikke nødvendigvis det samme som opportunisme og populisme. Nu er det jo trods alt folkets sikkerhed og velfærd som burde være hovedfokus i politik, og ikke alle mulige ideologiske svinkeærinder.

Venstrefløjen har store kvaler med at acceptere andre politiske holdninger end sin egen. Baseret på et obskurt postulat om moralsk overlegenhed og intellektuelt forfald hos modparten, harcelleres der om svundne dyder og det luftige begreb "solidaritet".

Hvis det er venstrefløjens platform for et regeringsskifte, så forudser jeg en ørkenvandring i opposition.

Martin Kjeldsen:

"Det er jo altså stort set samme sang hver gang, og jeg har en fornemmelse af, at det forbliver ved denne sang, og at disse koryfæer selv er alt for magelige og forkælede til andet end netop at synge, og selvom sangen er vigtig og god at synge med på, så forbliver sangen altså en sang sålænge det er det eneste, der sker."

Ikke for at være umusikalsk eller noget, men det er alstså det sangere gør. Altså synger.

Og de Herrer Seidenfaden, Rifbjerg og Metz synger naturligvis den samme sang igen og igen, fordi virkeligheden har været den samme siden 2001 hvor VKO startede deres ulyksaglige kultutrvolution. Der findes desværre ikke noget kvalitativt nyt at synge glade sange om. Tværtimod.

Martin Kjeldsen, du skulle glæde dig over dem du kalder for forkælede koryfæer. De er din eneste garanti for at den neonationalistiske og kryptofacistiske Richard Ragnwald og konsorter ikke får monopol på den danske sangskat.

Det er nemlig så ganskekrækkeligt at høre på:

Kære lille mormor, kære lille Pia...

I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb, og de fleste har da sikkert også hørt om krigsskibe i knibe, der lægger røgslør ud, eller generaler, der sender blænkere af sted for at for at forvirrre fjenden og trække opmærksomheden væk fra hovedstyrken og det frontafsnit, hvor det afgørende angreb skal sættes ind.

Eller dem, der fører krigen over i fjendens lejr.

I kampens hede glemmer vi, at partiet Venstre (som AFR trods alt stadig har en form for tilknytning til) engang havde en ideologi. Noget med personlig frihed, mindre stat o.s.v. - en statsform som, for i det mindste nogle mennesketyper, kunne være attraktiv.

Selv ikke med den bedste vijle er det muligt at få øje på noget som helst af dette i den førte politik siden 2001.

Under Pia K.s faste ledelse er alle DF's ønsker blevet indført, på trods af at disse er i lodret modstrid med venstres ideologi (mere stat, mindre liberalisme, fremmedhad, mindre EU og mere kulturkamp).

Politikere der har forsøgt at henlede opmærksomheden på dette punkt, er øjeblikkeligt blevet beordret fra bestillingen af Pia K. personligt - dog i enkelte tilfælde har eksklusionen kunne undgås hvis ofret ekstraordinært hurtigt og ydmygende har undskyldt og lovet bod og bedring (Rønn Hornbech).
Indtil for et par år siden gik Pia K's SM-tilbøjeligheder mest ud over de forkølede K politikere, men nu synes turen kommet til V politikerne.

Om mindre end et år, vil simpel oplæsning af Venstres partiprogram være gyldig udsmidelsesgrund af partiet (hvis jeg kender Pia ret).

Jeg tror eftertiden vil dømme dette forhold til at være det mest bemærkelsesværdige overhovedet - når det gælder ting, opmærksomheden skal bortledes fra.

Ganske enig, G. Petersen. At partiet Venstre konsekvent har svigtet alle sine traditionelle synspunkter, for at tækkes DF, er en gåde.

Den sædvanlige strategi, venstrefløjen forsøger at drive en kile ind mellem regeringspartierne og skabe lidt opbrud, alt imens grønlændere og svagtstillede bliver stenet ud af Gellerup på den mest racistiske facon!

Hvad klaus Rifbjerg har gjort for andre? Såmænd bare skrevet noget af det bedste danske prosa siden 1950.

Herudover er den udmærkede hr. Rifbjerg en evig påmindelse om, at kultur er den eneste sportsgren, hvor der ikke er andre til at udpege, hvem der er eliten, end eliten selv.

Jeg tror ikke det er tilstrækkeligt at operere med 7 former for intelligens - jeg tror der findes en ottende form - "kulturelitær musikalitet" - at kunne sige noget relativt enfoldigt på en måde, der kan behage en studievært, forudsat denne besidder samme form for intelligens.

For et par årtier siden skrev en Jes et-eller-andet en uforglemmelig kronik - hed vist nok: "Knævrerne og de døve". Vist netop inspireret af samme forfatter.

Når jeg siger, jeg har en fornemmelse af at nævnte koryfæer er magelige og forkælede, så er det i erkendelsen af, at denne fornemmelse måske ikke svarer til det virkelige. Jeg er sikker på - og synes at kunne tyde det af blandt andet Rifbjergs noget følelsesmæssige retorik - at der banker et ret omfattende socialt hjerte i deres bryst og at det er dette, der gør sig gældende i deres mangfoldige opfordringer, også når disse antager karakter af bandbuller og kætterskrifter.

Jeg er som sagt enig med d'herrer et langt stykke hen ad vejen, men savner måske en anden vinkel end den idelige tilsvining, der har været den fremtrædende hidtil. I det hele taget er jeg ikke tilhænger af tilsvining, da jeg ikke finder det særligt kreativt eller konstruktivt. For det første fordi den kun appelerer til et bestemt sekment af læserne, nemlig dem som allerede er enige og derfor ikke som sådan får flere folk med 'på vognen', dels fordi det ganske enkelt ikke er passende at svine andre til, selvom man er uenige med deres synspunkter eller finder dem 'farlige'. Hvis vi skal tage demokratiet alvorligt må vi sgu tage modstand som mænd og være tolerante overfor vore modstandere.

De har jo, i en demokratisk optik, ret til deres holdning.

Skal dog indrømme, at der er visse dele af verdenslitteraturen - klassikere såvel som nyudgivelser - der bestemt egner sig bedst til indtagelse i små doser under forhold, hvor det er muligt at følge naturens gang og reagere på for eksempel stærk kvalme uden at det fører til unødvendig besvær. Til min fortrydelse valgte jeg for år tilbage at læse indledningen til Foghs kampskrift om minimalstaten siddende i en odenseansk bybus. Begivenheden var traumatiserende, ikke blot for mig, men også for mine medpassagerere og chaufføren, der næsten mistede herredømmet over sit køretøj. Og jeg måtte melde mig syg fra arbejde og gå hjem og skifte benklæder. Der burde være advarsler på den slags litteratur og anvisninger til aktuel krisehjælp.

Måske burde man overveje at udvide aldersgrænserne fra film, til også at gælde litteratur...

BREAKING NEWS

Anders Fogh Rasmussen fordømmer i et nordjysk interview i anledning af sin optagelse i det hemmelige selskab Chr. Iv's Laug under Rebild Festen (hvor Fogh Jr. var hovedtaler) Christian IV's politik: "Han satte meget over styr". Altså var Chr. IV's deltagelse i 30-årskrigen ifølge Fogh en fejltagelse - trods heroismen og positionen på den rigtige side, den nordisk-protestantiske. Skulle Danmark da som omtrent eneste land i Europa have holdt sig udenfor 30-årskrigen, når vor frihed var truet af katolikkerne?