Alvorlig sygdom hos én selv eller ens nærmeste gør mennesker villige til at gøre hvad som helst og søge det allerbedste.
Derfor er der grund til at lykønske EU-Kommissionen, der onsdag igangsatte det, som på sigt uden tvivl vil om ikke revolutionere så i hvert fald forandre det europæiske sundhedsvæsen.
Patienter skal nu have ret til at søge behandling i alle EU's medlemsstater. Formålet er at komme ventelisterne til livs og sikre den bedst mulige behandling i svære sygdomstilfælde.
Der er ekstra grund til klappe EU-Kommissionen på skulderen, fordi de for en gang skyld har spillet ud med noget, der i disse 'nej-til-traktat-tider' konstant bliver efterlyst: Et forslag, der har en reel betydning for hver enkelt EU-borger, i det der ellers ind imellem kan forekomme som en uudtømmelig jungle af støvede og bureaukratiske direktivforslag og forordninger.
Nogle frygter imidlertid, at det nye, frie europæiske sygehusvalg kommer til at betyde, at det danske sundhedsvæsen enten vil blive oversvømmet af udlændinge eller drænet, fordi for mange vil søge operationer på udenlandske hospitaler.
Men ingen kan springe foran andre på ventelisterne, og hvis vi virkelig har verdens bedste sundhedssystem, som nogle ind imellem bryster sig af, så er bekymringen for, at alle søger ud, overflødig. Har vi ikke har verdens bedste sundhedvæsen, vil konkurrence på det her område være sund. Ved at benchmarke de danske hospitaler med de bedste i Europa, kan vælgerne stille krav om forbedringer, og politikerne kan blive nødt til at tage bekymringerne over sundhedsvæsnet alvorligt, hvis de vil genvælges.
Men som det som regel er tilfældet med frie valg, vil det være de stærkeste, der nyder bedst. Derfor er det nødvendigt at kræve af de europæiske sundhedsministre og europaparlamentarikere, der nu skal til at behandle forslaget, at de gør alt for at minimere den sociale slagside, et frit sygehusvalg indebærer. Et frit valg som i dette tilfælde ikke er til at komme udenom, hvad enten man vil det eller ej, for faktum er, at det allerede eksisterer.
Indtil nu har det bare været forbeholdt de få ressourcestærke, som midt i deres sygdom har haft overskud til at opsøge udenlandske behandlingstilbud og gennem en kamp ved EF-Domstolen fået medhold i, at det var deres ret. Derfor sikrer forslaget nu, at det frie valg - i teorien - udbredes til at omfatte alle. 'I teorien' fordi det for eksempel ligger i forslaget, at man selv skal lægge ud for udgifterne til en eventuel operation og først ved hjemkomsten kan få refunderet beløbet fra sin nationale sygesikring. Det vil gøre det svært for mange at komme afsted hurtigt, og for nogle vil det være helt umuligt. Men hvorfor kan regningen for en behandling ikke sendes direkte fra for eksempel et tysk hospital til den danske sygesikring, så man ikke risikerer at skulle stå i en situation, hvor borgeren tvinges til at gældsætte sig for at få en livsvigtig operation? Det problem må kunne løses.
En anden frygt hos skeptikerne er, at man kun kan få refunderet det beløb til en operation, som en tilsvarende operation koster i ens eget hjemland. Det gør det svært at være rumæner og tage til Tyskland for at få en topbehandling for prostatacancer.
Derfor er der ingen tvivl om, at snakken om en opdeling i A og B-patienter er reel. De fleste central- og østeuropæiske borgere vil til at begynde med ikke have et frit valg i Vesteuropa, men de vil trods alt få det i tilsvarende stillede lande, og efterhånden som lønforskelle og andre faktorer delvis jævnes ud, vil det frie valg blive større og mere udbredt i den brede befolkning.
Der er ingen tvivl om, at der er bekymringer og problemer nok at tage fat på, når det gælder det frie europæiske sygehusvalg. Derfor har Direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, som det nye udkast så mundret er blevet navngivet, også været udsat flere gange, fordi sundhedsvæsnet er et af de mest følsomme emner på både EU-tapetet og på de nationale dagsordener. Kommissionens frygt for, at en sådan diskussion skulle blive brugt negativt i forbindelse med den irske folkeafstemning, har helt sikkert været reel, når man ser på alle de faldgruber et sådant forslag indebærer. Men praktiske problemer er sat i verden for at blive løst. Det er det, politikerne og embedsmændene er der for, og berøringsangst over for et emne må aldrig komme til at stå i vejen for mulige forbedringer og løsninger. Slet ikke, når det gælder noget så vigtigt som sundhed og helbred.
Udfordringen består ikke i at redde traktater, men i at komme med konstruktive forslag, folk kan bruge til noget.
Og i dette tilfælde sørge for, at der virkelig bliver tale om et frit sygehusvalg for alle.
Ikke et frit fald for de mindre ressourcestærke.
