Den triste nyhed tikker ind på mobilen ved en strand på Helnæs. Og jeg standser og stirrer over bugten mod Bøjdens vindmøller: Bag dem ligger Ærø, Thomas Windings ø. Men nu er Thomas Winding altså død. 71 år blev denne mand, hvis stemme ramte børnene med sådan en respekt, at de følte, at han talte til dem, som om de var voksne. Og præcis det samme gjaldt de voksne - de følte, at han talte til dem med en respekt, som om de var børn.
Den sørgelige melding om kræften, der fik krammet på et kærligt hjerte, får spontant Thomas Windings drævende stemme til at dukke op i baghovedet som en ufrivillig kakofoni af tv-lydspor.
Emil, Super Carla, Den lille Bamse ...
Læs mere om
Ingen anden har haft sådan en stemme som hans. Noget farligt og distanceret og provokerende har ligget på lur i hans nedtonede melodik. Men også noget muntert og spruttende og næsten ustyrligt finurligt. Samtidig har hans rolige taletempo og hans avancerede modrytmik afsløret en grundlæggende forståelse for alle dem, det går ud over. Og det har altså som regel været børnene.
Ikke mindst Emil. Den uopslidelige Emil fra Lønneberg er for evigt blevet transformeret til 'Thomas Windings Emil fra Lønneberg'. For stemmen ikke bare oversatte de svenske replikker for de danske børneseere. Nej, stemmen talte, som var den Astrid Lindgrens alvidende fortæller på meddigtende medlyd. Allerlykkeligst, når Emils far trådte ud af sengen og direkte ned i krebsene. Eller allermest tilfreds når fattiglemmerne alligevel fik al julemaden. Thomas ville vist gerne have heddet Emil.
Andre vil straks høre indre lydspor med fortællerstemmen i hans egne Super Carla-film, der dannede deres helt egen kult. Eller Alfons Åberg-filmene. Men overalt skabte den støvede stemme respekt om børns handlinger. Øretæveindbydende omhyggelig - som et barn, der snører sko.
DR-Mester
Thomas Windings fortælletalent har været en unik blanding af stemme, ord og tegninger - måske med afsæt i netop den sikre blyantstreg, der med årene også blev til bløde plamager af forsonende farver. Han uddannede sig ved Kunstakademiet fra 1956 til 1958. Herefter fungerede han som bladtegner i tre år på Social-Demokraten, det senere Aktuelt. Og i 1963 fik han så job det sted, der skulle vise sig at kunne udvikle og udnytte hans talent for at fange børn og unge, nemlig Danmarks Radio. Han var både forfatter og tv-producer i Børne- og Ungdomsafdelingen. Og så var det, at han solgte sine bøger til oplæsning i radioen. Efter sigende blev det ham selv, der endte med at læse bøgerne op, fordi DR ikke havde råd til en oplæser ...
Frem til 1983, i B&U's storhedstid hos DR, berigede Thomas Winding seerne både med sine serier og sin stemme. Han var ikke mindst medskaber af den uopslidelige Bamses Billedbog, men også f.eks. Tylleføllebølleby og Se Hundested og gø.
Som forfatter debuterede han med Fruen kan tro vinduespudseren har været her i 1966. Men det var som børnebogsforfatter, at han nåede flest læsere og lyttere.
Mere end 25 børnebøger har han skrevet. I 1988 skabte han 'mesterværket', nemlig Min lille hund Mester og andre dyr, der sammen med Mester min lille hund i natten gav ham Kulturministeriets Børnebogspris i 1991.
Mørkeste forfører
Med sit mørke, furede Byron-ansigt lignede Thomas Winding en dæmonisk forfører. Og hans fem ægteskaber siger vel også en del om hans sugende kvindetække. Som offentlig person har han imidlertid valgt en relativt beskeden position. Derfor var det også så overraskende, at han sidste år pludselig dukkede op under alle togvinduerne på forsiden af Ud & Se - og i et sjældent åbenhjertigt interview af Oliver Stilling om livskraft og inspiration.
Netop hans mørke fremtoning har velsagtens gjort, at det virker særligt overvældende, at den ene af hans fire børn, hans datter Alberte, har sådan et strålende lys i sit ansigt og sin stemme. Og lige så indlysende virker det, at sønnen Kasper udtrykker så stærke rytmer som både komponist og musiker. Valg af kunstart handler om sind.
Grundlæggende har Thomas Winding selv været multikunstner. Og han har været en formidler, der med eminent timing forstod at udnytte tidens medier for at fortælle sine historier til så mange børn som muligt.
I de senere år var det dog rollen som lærer og inspirator, han kastede sig over. Fra 1984 til 1988 var han højskoleforstander på Ærø, og 1993-94 var han lærer ved Den Europæiske Filmskole i Ebeltoft. Og i 1996 blev han konsulent for Det Danske Filminstitut.
Lilleste Bamse
Man plejer at sige, at en bog bliver en klassiker efter 50 års popularitet. Men måske går det hurtigere med børnebøger. Mine egne unger opfatter i hvert fald Pyh! siger den lille bamse fra 1995-96 som en klassiker. Sådan på linje med Den Grimme Ælling, der også måtte så grueligt meget igennem. Den lille bamse har præcis nogle af de samme idéer, som ungerne har. Og derfor føler de vel, at han er deres. For den lille bamse er altid i gang med et eller andet, som hans forældre ikke helt forstår. Nysgerrigt og undrende - og stædigt. Det er jo derfor, den oplever så meget. Den lille bamse blev dramatiseret med vidunderlig dukkefantasi på Det lille Teater, og senere udgav Thomas Winding lykkeligvis også historien på cd. Ligesom flere af de andre historier, der nu også boltrer sig som lydbøger.
Den Lille Bamse er en meget anderledes bamse end Bamse fra fjernsynet, altså Bamse med de røde støvler og tørklædet. For tv's Bamse er ældre; en stor Bamse, der har forladt den uskyldige nysgerrighed, og som er godt på vej ind i den manipulerende udforskning af verden. Egoistisk på kanten af det egomane - og ufølsomt grov over for Kylling. Altså præcis sådan som børn er, når de bliver 'store' nok.
Sjuskesuset
Personligt er min favorit dog Sjuskedukken fra 1997, illustreret af Bente Bechs susende tegninger. Denne bog er fejende flot eksempel på indlevelse i barnets oplevelse af, at de hele tiden bliver skældt ud for at gøre ting forkert eller ødelægge ting eller rode eller glemme eller sjuske... Men fortællingen løser problemet. For den afslører, at det slet ikke er pigen Sofie, der har gjort de uheldige ting. Næ, det er Sjuskedukken, der er kommet til at tage fat i kagedåsen på den øverste hylde uden at spørge først ...
Også her skaber Thomas Winding en børneforstående psykologi, hvor handlinger ikke er forkerte, men bare forstyrrende. Og dermed er også denne Thomas Winding-bog skrevet til os fortidsbørn, der tror, at vi er blevet voksne, bare fordi vi er blevet forældre.
Selv har jeg aldrig talt med manden med stemmen. Er bare blevet forlegen, de par gange jeg tilfældigt har mødt ham på redaktionen eller på et børneteater. Sådan som man bliver det, når man ved, at nogen kender én, nok uden at de ved det.
Så om lidt vil jeg gå mig en tur langs stranden sammen med min indre Sjuskedukke. Jeg vil nok et øjeblik ønske, at jeg var lille Ida hejset op i flagstangen, så jeg vitterlig kunne vinke til Ærø. Men i mangel af Emil vil jeg nok bare sende et par hemmelige flyvekys. I retning mod stemmens ø.
