HELMAND - "Klar til afgang. Vi kører 16.10. Forholdsordren er som følger: Hvis vi kører på en IED, og Taleban følger op med small arms fire og RPG, så giver vi med dem en tur med den store pensel, sidder af og nedkæmper."
Delingsfører H.P. fra Odin-kompagniet gør klar til at køre sin konvoj af pansrede mandskabsvogne op til Armadillo-lejren, danskernes yderste forpost i krigen mod Taleban.
IED er betegnelsen for de hjemmelavede miner, som Taleban graver ned for at ramme de danske køretøjer, og den store pensel er det tunge maskingevær, som er monteret øverst oven på vognene.
På rad og række står de store bæltekøretøjer og brummer i ørkensandet. Temperaturen ligger omkring de 50 - i skyggen - sveden pisker ned ad ryggen inde under den tommetykke camouflagefarvede fragmentationsvest, og hjelmen vejer allerede flere kilo for meget.
Hjemmelavede miner
Turen op til Armadillo går gennem den stenede afghanske ørken, og trusselsniveauet er severe, alvorligt. Derfor kører konvojen langt uden om alle bygninger, hvor Taleban kunne tænkes at ligge i skjul, og så langt fra den mest sandsynlige rute som muligt. For det er dér, talebanerne graver miner ned. Sandet fyger ned i den åbne luge, bider i kinderne og lægger sig som et tykt lag støv overalt. Bæltedyret ruller op over bakkerne og forsigtigt ned i wadi'erne, de udtørrede flodsenge, hvor regnvandet flyder om foråret. Et andet sted, som ofte er mineret.
Inde i det tonstunge køretøj når varmen kritiske højder, og mindst tre liter varmt flaskevand ryger indenbords, inden konvojen to timer og 20 kilometer senere ruller ind i Armadillo-lejren i en kæmpe støvsky.
Heldigvis kørte vi ikke på noget, som sagde hverken bang eller boom. Men midt i gården står en såret Leopard-kampvogn, som dagen før kørte på en af Talebans mere opfindsomme miner lidt nord for Armadillo. Begge bælter og flere hjul røg af, og mens soldaterne ventede på at blive bjerget, begyndte talebanerne at skyde.
Nu står den her som en såret elefant og venter på at blive transporteret til reparation i den store Bastion-lejr længere sydpå.
Trætte og gennemført ulækre vælter soldater og journalister ud af bæltedyrene og smider deres bagage i sandet.
"Velkommen til Armadillo."
Klar til beskydning
Kompagnichef Kenneth Strøm har kaldt Odin-kompagniet sammen til aftenappel, og flere af soldaterne møder op i løbeshorts og bare maver. Det var ikke gået inde i de store friserede lejre, men herude i ørkensandet er stemningen afslappet og jovial, og kampgejst vigtigere end pressefolder.
"Når de går ud af porten, ser de rigtige ud," forsikrer Kenneth Strøms næstkommanderende, Christian, der viser rundt i lejren.
Odin-kompagniet ligger i allerforreste linje i krigen mod Taleban. Det er dem, der hver dag risikerer at komme i kamp, så snart de forlader lejren for at gå på patrulje i den grønne zone langs Helmand-floden, eller blive beskudt, når de eskorterer forsyninger, tropper eller VIP'er frem og tilbage mellem de danske lejre.
Ud over de omkring 170 soldater i Odin-kompagniet rummer lejren også en britisk/australsk artillerideling. Da vi nærmer os springer de pludselig op, råber kommandoer på kryds og tværs og løber hen til de tre kanoner. Nogle af dem har stadig badehåndklædet om livet, mens de klapper høretelefonerne på, drejer kanonløbet i den rigtige retning og gør ammunitionen klar.
"Der er kommet en anmodning om artilleristøtte nede fra den grønne zone," råber Christian og får alle til at trække sig baglæns.
" Hold jer for ørerne!"
Alle venter i tavshed, mens artilleristerne finjusterer kanonerne.
Efter et stykke tid afblæses alarmen imidlertid. Der bliver alligevel ikke brug for det tunge skyts i denne omgang.
Oppe fra Sanger 2, vagttårnet, kan man se ud over den grønne zone, hvor solen er ved at gå ned. På det her sted er zonen knap en kilometer bred og derfor lettere at kontrollere. Fra de nærmeste huse snor en røgsøjle sig op i den varme aftenluft. Men det er bare en familier, der har tændt op for at lave aftensmad. Så langt øjet rækker, er der ikke spor af kamp, hvor der kunne være brug for artilleriet. Et stykke nede af skråningen går en flok sort-hvide geder brægende forbi.
Lejrsvin
Odin-kompagniet byder på norske feltrationer til aftensmad. Menuen er norsk fiskegryde, en ret som de påstår er det bedste, huset formår.
Det er vist kun Informations udsendte, som synes, at det smager ok, når man hælder kogende vand på den frysetørrede fiskesag. De andre foretrækker at spise den tilhørende pastaret i stedet.
Herude i ørkenlejren er det umuligt at lave rigtig mad, så soldaterne lever af norske, amerikanske og britiske feltrationer, som findes i et utal af variationer. I den norske version er der også mysligrød til morgenmad, varm solbærdrik, kaffe, en energibar af frugt og nød-der, proteinkiks og marmelade.
De fleste af lejrens møbler er lavet af Hesco - det trådnet, som bruges til at bygge sandbastioner og bunkers af. Og opfindsomheden er stor. Der er både sofaer, lænestole og borde og lokummer. Og et interimistisk brusebad med gammelt flaskevand. Den eneste brugbare brønd er løbet tør, så vand er ikke noget, der ruttes med.
Selv om rygtet går, at Odin-soldaterne ikke bliver vasket i uger og måneder, lykkedes det ikke at få øje på et eneste lejrsvin.
"Efter de første tre måneder i Armadillo lignede vi godt nok en flok vilde vikinger," fortæller H.P., der har haft travlt med at planlægge næste dags patrulje til den grønne zone.
Selv tabte han konkurrencen om det længste skæg, da han var nødt til at barbere sig, inden han skulle hjem på orlov i maj.
"Jeg turde sgu' ikke komme hjem til konen og se sådan ud," griner han,
H.P. har været med i mange af de hårde kampe, som Odin-kompagniet var involveret i februar og marts. Første gang blev en af hans folk skudt i hovedet, da hans deling faldt i baghold nede i den grønne zone, hvor de blev beskudt af 15-20 talebanerne med geværer og RPG'ere.
"Det er sværest med de sårede, for det slutter ikke. Jeg magter f.eks. ikke at besøge den mand, som blev skudt i hovedet under bagholdet. Han er tilbage i Danmark nu, og det går lidt op og ned, kan jeg forstå på kolleger, der har besøgt ham. Jeg prøver at sige til mig selv, at han blev ramt af det første skud, som overhovedet faldt, og at jeg ikke kunne have gjort noget for at undgå det, men jeg kan ikke få det ud af hovedet," siger H.P. mens lejren går til ro.
De fem kolleger, der foreløbig er blevet dræbt, mens H.P.'s hold har været i Helmand, har han lettere ved at tackle.
"Det har været hårdt med de døde, vi har haft, men når farvelceremonien er overstået, og flyet med kisten forsvinder i horisonten, så er det overstået for mit vedkommende," fortæller H.P.
"Det kan godt være det lyder barskt, men sådan er det."
H.P. mener selv, at afklaretheden skyldes, at han med sine 33 år ikke er helt ung og har mere livserfaring og tre andre udsendelser til Balkan bag sig.
Usynlige fjender
Selv om H.P. har været i krig i fem måneder har han endnu aldrig set den fjende, han slås med.
"Jeg har endnu aldrig set en talebaner, ikke engang i det fjerne. Men jeg er nu ret sikker på, at de skyder efter os!"
De seneste måneder er Taleban gået over til miner og vejsidebomber, som aktiveres f.eks. ved hjælp af en mobiltelefon. Og det gør fjenden endnu mere usynlig.
Flere af de unge soldater fortæller, at de synes, det er meget lettere at forholde sig til en fjende, der skyder, end til bomber og miner, der kan gå af hvert øjeblik. Når talebanerne skyder, kan man i det mindste gøre noget for at forsvare sig.
Flere af de unge soldater i H.P.'s deling har da også haft perioder, hvor de ikke havde lyst til at køre konvoj. Det har H.P. taklet "stille og roligt", som han siger, for en soldat, der er bange, er ikke nogen god soldat.
"Så har de fået lov at få en fem-otte dage i lejren, har gået med på patrulje osv., og så er de heldigvis kommet tilbage igen," fortæller han.
Den rigtige vej
I det hele taget er H.P. en uhøjtidelig mand, som ofte bruger humor for at få soldaterne til at slappe af, når de skal ud på "skarpe opgaver".
Men han kan også give de unge soldater en røffel, hvis de bliver for kække eller ikke tager opgaverne tilstrækkeligt alvorlig.
Selv er han overbevist om, at den krig, han og kollegerne i Odin, Fenris, Loke og de andre danske enheder i Helmand udkæmper, er rigtig.
"Det er idealisme, der gør, at jeg er her. Troen på, at det nytter, og ønsket om at gøre en forskel. Det er den almindelige afghanske bonde, jeg tænker på. Det er ham og ikke mindst børnene, der skal have bedre fremtid. Jeg stikker ikke mig selv blår i øjnene og tror, at det er let. Det er et spørgsmål om generationer, for det handler både om at forbedre levestandarden og ændre mentaliteten. Men jeg kan rigtig godt lide, at det militære og det civile går hånd i hånd. Det tror jeg på, er det rigtige. I øjeblikket balancerer det på en knivsæg, men det går den rigtige vej," siger H.P.
Han tror imidlertid ikke, han skal tilbage til Afghanistan, når turen slutter til august.
"Lige nu er det idealismen og eventyrlysten, der har overtaget. Men det er for hårdt fysisk, jeg er ved at blive for magelig. Sådan en udsendelse varer reelt over et år med al den træning, der går forud, hvor man også er væk hjemmefra. Det passer sgu ikke så godt med at have et familieliv."
Og sådan et vil H.P. gerne snart have.
"Min kone er ikke begejstret for, at jeg er her, men hun støtter mig, fordi det er det, jeg vil lige nu," siger den 33-årige koldingenser.
I Armadillo er alt stille. Nede fra dalen lyder hundeglam og en klagende ko. Om seks timer skal H.P. igen ned i den grønne zone med sine folk. Inden han siger farvel, når han lige forklare, hvad de latinske ord på armen betyder. Res non verba. Handling, ikke ord.
"Dem fik jeg tatoveret i Kosovo, og de gælder stadig."
Dagen efter, da Odin-kompagniet har eskorteret mig sikkert tilbage i Price, går alarmen. Taleban har tænkt sig at angribe Armadillo. Tårnene forstærkes med sandsække, og alt gøres klar til kamp. Den nat sover Odins soldater med skudklare våben og støvlerne på .
Men det bliver heldigvis ved truslen.
