En mester takker af

Leonard Cohen er lidt som en fin lille kilde, gemt et sted godt oppe i bjergene. Den kan være besværlig at finde, men når man først drikker af den, er det alle trakasserierne værd. Foto: Karsten Weirup/Citat.dk

Guderne er åbenbart på Leonard Cohens side. Og ikke mindst dem af os, der udgør hans trofaste fanskare. Og når jeg skriver trofast, mener jeg den ondelyneme trofast - som i 'go' hund, Fido'.

Nå, men guderne havde i deres uendelige visdom besluttet at skænke os alle en af de der sjældne sommeraftener, hvor alene det at trække vejret er en nydelse - og hvor den smule vind, der er, kærtegner én med samme varme blidhed som en - som en - som en sommervind! Og eftersom Cohens første koncert her til lands i 14 år udspillede sig på eksercerpladsen foran Rosenborg Slot, havde det jo været sur røv at stå og lytte til koryfæet i silende regn. Selv om vi, hans fans - trofaste som vi bekendt er - nok alligevel var troppet op, blevet stående og havde ladet os gennembløde - af såvel regnen som af de liflige toner, der kom fra den interimistiske scene, rejst til formålet. Fine rammer.

Thi Leonard Cohen er lidt som en fin lille kilde, gemt et sted godt oppe i bjergene. Den kan være besværlig at finde, men når man først drikker af den, er det alle trakasserierne værd. Og selv om trakasserierne denne aften var til at overse (bortset fra et par berusede sludrechatoller, der burde være gået på bodega i stedet, kan jeg ikke komme i tanke om noget, der slog skår i glæden), var det ikke desto mindre en overvældende oplevelse at gense denne 73-årige canadiske gentleman på slap line, akkompagneret af et sublimt orkester, flankeret af tre fabelagtige korpiger og medbringende en sætliste to die for.

Vi talte efter koncerten om, at man uden besvær nok ville kunne opstille et mindst lige så attraktivt alternativt udvalg af mandens sange - hvad vi så fik tiden til at gå med på vej hjemover - som publikum sikkert ville have taget mindst lige så begejstret og taknemmeligt imod.

Det sagt, var det kun en leg, for vi var mætte, glade og - nå ja - svævede også lidt rundt på en lyserød sky. Lyserød som bare fanden, tilmed.

Som en bekendt betroede mig, havde han "ikke været så rørt, siden sin datters fødsel". Hvilket siger noget - alt? - om oplevelsens dimensioner -

Tudemarie slog til

Jeg havde ellers lovet mig selv hjemmefra, at denne gang blev der ikke noget med at flæbe - hvad jeg ellers har for vane at gøre under Cohens koncerter. Hvorfor har jeg aldrig helt gennemskuet - jeg hulker mig for eksempel aldrig gennem hans plader (selv om jeg for et par år siden oplevede at høre hans "In My Secret Life" afspillet ved en begravelse; skal ikke her kede læseren med, hvad dét gjorde ved mig, kun lige antyde, at det altså havde en vis effekt, sådan at høre gode gamle Leonard i et kirkerum, klos op og ned af døden), men altså, i levende live, så sker der et eller andet kemisk.

Og han nåede da heller ikke mange linjer ind i åbningssangen, en i øvrigt sublim udgave af det i forvejen fabelagtige "Dance Me to the End of Love", før tårerne stod. Svært at sige hvilken karakter, de egentlig havde, men det handlede hverken om sorg, smerte, selvmedlidenhed, eller hvad der nu får én til at tude over stort og småt i det daglige; tværtimod rullede de bare befriende ned af kinderne, og jeg tænkte ved mig selv, fint nok at få det overstået. Det var så bare løgn - Tudemarie slog til igen i andet sæt, helt præcist i verdens uden sammenligning bedste verdslige salme, "Halleluja". Ramt af et eller andet, som hverken var ubehageligt eller det modsatte; det føltes bare helt rigtigt, og der var virkelig ingen pointe i at stritte imod.

For noget af det mest slående - og dragende - ved Cohen har altid været den der unikke blanding af (for nu ikke at tale om spænding mellem) på den ene side at stræbe mod det renfærdigt spirituelle, den der hævet-over virkelighedens-trivialiteter-tilstand, de åndelige højdepunkter, der nu engang er at finde for os hedninge her på planeten, og på den anden, det prosaisk virkelighedsnære, kroppens krav og defekter, (ingen) penge, livets ophold samt ikke mindst den strøm af lort, som med en rørende eufemisme kaldes nyheder, altså det politiske bavl og dets uundgåelige effekt på ens dagligdag. Og jeg er slet ikke sikker på, at de to størrelser - den spirituelle søgen vs. den konkrete virkelighed - på nogen måde udgør et modsætningspar, hvad man ellers skulle tro, hvis man følger det igangværende globale religionshysteri. Tværtimod ville ingen af tingene være fem potter pis værd, hvis ikke de hele tiden kunne trække og slide i én fra hver deres kant. Og det er måske dét, mere end noget andet, man møder i Mester Cohens kunst? Og en hel masse andet, selvfølgelig.

Stil, schwung og klasse

Nu spørger De måske Dem selv, hvordan koncerten egentlig var.

Jamen, den var da forrykt fabelagtig, lille De. Den var som at ræse ned af en bakke på cykel med vinden i ryggen, at tage et svalende brusebad på en steghed dag, at trænge blidt ind i sin elskede, at skænke dagens første kop kaffe og tænde ditto cigaret, at finde en længe søgt bog i en rodekasse på et loppemarked, som duften af indtrækket i en ny bil, som årstiderne, som kærligheden i alle dens former, som køligt vand og varme omslag.

Alt dette og lidt til.

Sætlisten var sammensat af et bredt udvalg af Cohens sange fra debuten i 1967 til og med 2001's sært vindende Ten New Songs; om end der underligt nok ingen sange var fra hans seneste album, Dear Heather (2004), men det er så heller ikke mandens bedste. 23 sange (plus et afsluttende a cappella nummer, afsunget af det samlede ensemble) i alt fordelt over et tre timers forløb - med den obligatorisk indlagte pause.

Rigest repræsenteret i sættet var hans hitplade fra 1988, I'm Your Man, som vi fik næsten alle sange fra - mens hovedværker som Songs of Love and Hate og Death of a Ladies Man til visses fortørnelse blev fuldstændig overset. Gjorde det så noget? Næ!

Det allermest overraskende var, at manden trods sin fremskredne alder, stort set aldrig har sunget bedre. Sandt er det, at han aldrig har haft stort at rutte med i den afdeling, men han formår at opnå det absolut maksimale, med hvad han nu er blevet velsignet med.

Og så skadede det ikke, at de tre medbragte korkvinder - hans faste samarbejdspartner Sharon Robinson og den engelske folkduo The Webb Sisters - til fulde forløste det fra pladerne kendte og ofte intrikate korarbejde. Der var heller ingen, der blev sure over, at lyden var fuldstændig fantastisk, eller at de seks musikere, som udgjorde bandet, spillede som små engle; indfølt, solidarisk og med åbenlyst velbehag lagde de sig alle til hobe i selen for at give sangene form og mening.

Og så var der det gode vejr og det pragtfulde publikum og tårerne og smilene.

Det var kort sagt fuldstændig i orden fra første strofe intoneredes til sidste tone klingede ud; og mon ikke dette så er sidste gang?

Hvis det er tilfældet, må man sige, at mesteren takkede af - med stil, schwung, maner og klasse. Intet mindre. Og lidt til.

Leonard Cohen m/ band og kor. Rosenborg Eksercerplads, Kbh., lørdag