Den kristne, libanesiske kommentator Rami G. Khoury var efter en nylig rejse til USA forbløffet over, at "skræmmende" mange med indflydelse på Washingtons beslutninger i Mellemøst-politikken "har intet eller kun meget ringe førstehåndskendskab til regionen - dens folk, de politiske tendenser og hvad der rører sig på græsrodsniveau".
Det er ikke nogen ny opdagelse, og den tilskrives, at USA i mere end 30 år har baseret kendskabet til Mellemøsten på kontakten til Israel. I en ny bog, Marching Toward Hell, overvejer Michael Scheuer, der indtil 2004 var CIA's ledende ekspert i islamisk terrorisme, hvad Amerikas grundlæggere, George Washington og Thomas Jefferson, ville mene om "den absurde situation, at amerikanere og deres fremtid er i stedse større risiko med støtten til en stat, der ikke bidrager til amerikanernes økonomiske velfærd eller strategiske sikkerhed, men snarere er et dræn i begge dele".
Scheuer kalder dette fænomen for "Amerikas mest underdebatterede" og tilskriver tavsheden, at enhver kritik af den amerikansk-israelske akse automatisk stemples som antisemitisme.
Tricket er ikke ukendt i Danmark, hvor Israel også er indenrigspolitik, og det blev sidst genbrugt og opdateret ved mobningen af skikkelige Margrethe Vestager, da hun sagde det, alle ved, nemlig at der kan sættes berettiget spørgsmålstegn ved, om den aktivistiske udenrigspolitik er futil. Som præciseret før på denne plads, er det et seriøst demokratisk problem, at kritik af folketingsflertallets militarisme besvares med intimidering, der gør debatten til spin og gøgl.
Meget tyder på, at gøglervognen snart ruller igen, hvis (eller når) israelerne gør alvor af deres trusler om at bombe Irans atomare anlæg - et forehavende, der har grønt lys fra George W. Bush med hans gentagne mantra: "Alle optioner er på bordet".
Problemstillingen er denne: Iran producerer beriget uran på højtryk angiveligt til civile formål, men de fleste - venner som fjender - går ud fra, at præstestyret arbejder med en tidshorisont for en skydeklar atombombe i 2010-15.
Men med regionens monopol på kernevåben tolererer Israel ikke konkurrence. Iraks atomreaktor blev bombet i 1981, og sidste år blev plutoniummistænkte bygninger i Syrien jævnet med jorden.
USA og EU er imod iransk atomoprustning, om end af forskellige årsager, der viser sig i attituden til trusler/forhandling. Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer plus Tyskland er dog blevet enige om, at standsning af Irans uranproduktion forud for nye forhandlinger vil fremme dialogen. Iran har sagt ja til samtalen, men nej til betingelsen. For at vinde tid, men også for ikke at tabe ansigt. En udvej kunne være at begynde forhandlingerne uden betingelser, således at Iran får lov at redde ansigt ved at standse uranproduktionen 'frivilligt', altså i forhandlingsproces mellem ligestillede. I Mellemøsten er æren stadig det fagreste træ.
Hans Blix, eks-chef for FN's atomagentur (IAEA), og Mohamad El-Baradei, den nuværende chef, har unisont erklæret, at angreb på Iran vil "gøre Mellemøsten til et inferno af ild". USA's generalstabschef, admiral Mike Mullen, anslog samme tone onsdag, da han advarede mod at gøre en "uhyre ustabil del af verden endnu mere skrøbelig", og at "diplomatisk, økonomisk og internationalt pres var at foretrække, også fordi en tredje front vil være ekstremt stressende" for USA, der i forvejen er bundet op i Irak og Afghanistan.
For selv om Sean McCormack, det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, lørdag sagde, at et eventuelt israelsk angreb "er uden for vores kontrol" - i sig selv nervepirrende - undgår USA ikke at blive inddraget i en væbnet konflikt.
Iranerne har nemlig tilkendegivet, at hvis de angribes, lukker de Hormuzstrædet, olie-transportvejen til Vesten. Ifølge chefen for USA's flåde i Golfen vil et sådant skridt være "en krigshandling". Admiral Mullen bekræfter udsagnet som "helt akkurat".
Situationen er med andre ord livsfarlig, dersom ingen af parterne blinker først.
EU's reaktion på det værst tænkelige er uforudsigelig, men en splittelse som den, der kom forud for Irak-krigen, er et sandsynligt scenario. Og hvad vil være den danske regerings position, hvis EU deler sig efter anskuelser?
Vil statsministeren fastholde samarbejdspolitikken med USA, der i servilitet måler sig med Erik Scavenius' lykønskningstelegram til Hitler og Per Hækkerups følgagtighed under Vietnam-krigen? Eller konsulterer han denne gang faglig indsigt, der vil kunne fortælle ham, at Iran vil i snak, ikke i krig.
I øvrigt får de kernevåben før eller siden - med mindre israelerne skipper sit arsenal.
Og det gør de nok ikke.
