Medvedevs hvedebrødsdage

I dag er det to måneder siden, at Dmitrij Medvedev blev indsat som Ruslands tredje præsident. Og hvedebrødsdagene er forbi. En meningsmåling siger, at på trods af russisk tv's aktive promovering af den 42-årige Medvedev, så er hans forgænger, den nuværende premierminister, Vladimir Putin fortsat langt den mest populære politiker i Rusland.

Medvedev og hans administration i Kreml gør ellers deres yderste for at fremstille den nye præsident som en kompetent, moderat og sympatisk leder med mere bløde og liberale synspunkter end den benhårde forgænger.

Ansigt til ansigt

Medvedjevs venlige ansigt er da også blevet taget godt imod i udlandet. Det gælder både af EU's ledere under et topmøde i en østrussisk olieby, som dog samtidig understregede EU's afhængighed af russiske energiforsyninger. Og op til denne uges topmøde mellem verdens førende industrinationer G8, som afholdes i Japan, har Medvedev lagt sig i selen for at understrege Ruslands nye og mere imødekommende udenrigspolitiske linje. I en række interview til aviser fra G8-landene lægger den russiske præsident vægt på, at han går ind for et retssamfund, menneskerettigheder, kamp mod korruption, og et pragmatisk og venskabeligt forhold til omverdenen.

Samtidig er der imidlertid en række konkrete sager, som tyder på, at Medvedev enten ikke har magt, som han har agt, eller også simpelthen blot er en ny variant af den sovjetiske 'lakering af virkeligheden', der gik ud på at få det hele til at se bedre ud, end det var i virkeligheden. Han har for eksempel trods engelsk pres ikke formået at få styr på de russiske oligarker, der slås internt og lægger hindringer i vejen for et tæt samarbejde med olieselskabet BP godt hjulpet på vej af korrupte russiske embedsmænd.

Trods Dumaens nye lov, som giver mulighed for amnesti til den fængslede tidligere leder, Khodorkovskij, af olieselskabet Yukos, så har myndighederne svaret igen ved at fremskynde nye anklager imod Khodorkovskij, som vil kunne holde ham bag tremmer i mange år endnu.

Og under Medvedjev har han selv eller hardlinere i hans bagland forøget Ruslands militære tilstedeværelse i konfliktzonerne i Georgien, hvilket har øget risikoen for direkte militære sammenstød i regionen.

Han mener det måske

En udlægning af situationen kan være, at Medvedev har brug for tid til at gennemføre sine liberaliseringer og demokratiseringer, mens han langsom fjerner Putins FSB-folk og andre magthavere fra væsentlige poster i Kreml og regeringen. Den samme udlægning bygger på, at Medvedev virkelig mener det, han siger om menneskerettigheder, frihed, retssamfund og demokrati, men at han bliver modarbejdet af hårde bananer fra Putins storhedstid, som er imod en liberal ved magten.

En anden udlægning er imidlertid, som nævnt, at der blot er tale om lakering af overfladen og at den russiske stat blot vil fortsætte sin benhårde udenrigspolitiske linje og den indenrigspolitiske undertrykkelse af oppositionen.

Lovens diktaturs lov

Tiden vil vise det. Putins argeste modstander, den tidligere skakstormester, Garri Kasparov udtrykte det forleden sådan til Radio Moskvas Ekko:

"Man kan selvfølgelig forestille sig, at Medvedev er så stækket, at han foreløbigt ikke kan gennemføre noget af alt det gode, liberale, som han har planer om. Men intet tyder på det ... Under Putin havde vi lovens diktatur, men Medvedjev stadfæster diktaturets lov. Han godkender tilsyneladende de udemokratiske institutioner, som blev oprettet under Putin og som fortsætter med at påvirke vort liv."

Foreløbig mangler der i hvert fald handlinger bag Medvedevs fine ord og flinke stil. Et godt sted at begynde med handlingerne ville for både ham og naboerne være en normalisering af forholdet til de andre tidligere sovjetrepublikker Georgien og Ukraine og de Baltiske lande. Ja og Hviderusland, hvor der i weekenden sprang en bombe, som sårede 50 mennesker, i protest mod diktatoren Aleksandr Lukasjenko.

I forholdet til dette 'nære udland', som russerne ynder at kalde naboerne, er der i allerhøjeste grad behov for hurtig og moderat handling. Der dræbes og såres hver dag mennesker i de georgiske udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien, hvor russiske tropper er officielle 'fredsmæglere', men i realiteten støtter udbryderne. Moskva lægger konstant hindringer i vejen for udviklingen i Ukraine og støtter de reaktionære kræfter i landet. Og Putins-Medvedevs Rusland holder hånden over Europas sidste diktator i Hviderusland, hvor oppositionens desperation nu har nået så voldelige højder, at de ellers så fredelige hviderussere er begyndt at gribe til terror.

Georgien, Ukraine og Hviderusland ville være gode steder for Medvedev at begynde at vise sit sande demokratiske ansigt og fredelige hensigter. Det ville være til hans fordel, Ruslands fordel og 'det nære udlands' fordel.