Opslag til denne artikel

Emneord:krigsforbrydelser, kritik, sprogbrug
Organisationer:EU, FN, OSCE, Politiet
Steder:Europa, Haag, Kosovo, USA

Det løsrevne Kosovo fik forleden et ordentligt minus i den demokratiske karakterbog. Viljen til et retsopgør efter de voldsomme etniske uroligheder i marts 2004 er så svag, at OSCE-missionen i Kosovo udtrykker sin alvorlige bekymring og stærke kritik.

Det fremhæves særligt, at Kosovos retssystem ikke ser overgreb og overfald på det serbiske mindretal som etnisk motiverede, og ser helt bort fra den etniske motivering og hadet som en skærpende faktor. Det sender ifølge OSCE det helt forkerte signal til samfundet i en sag, hvor 19 serbere blev dræbt, hundreder serbiske huse og snesevis af ortodokse kirker sat i brand.

Men OSCE påpeger også, at vidnekulturen i det kosovo-albanske samfund er et selvstændigt og meget stort problem.

Det er de samme problemer, som FN’s krigsforbrydertribunal i Haag tidligere har døjet med. De gælder sammenholdet og den ubrydelige loyalitet over for familien, klanen og gruppen og kan indebære, at man kan dø af at sætte sig udenfor.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa følger retssystemet som en del af den FN-administration, der endnu arbejder i Kosovo. EU-landene sidder i øjeblikket på sidelinjen og venter på at indsætte over 1.500 personer som skal fortsætte arbejdet med at afstive ret og retfærdighed, netop fordi denne opgave ikke er løst af FN og OSCE i de første ni år.

Vidnekulturen

Kosovos tidligere statsminister Ramush Haradinaj må have trukket på smilebåndet i torsdags, selv om det nok var tilfældigt, at OSCE-rapporten blev udsendt netop på hans 40-års fødselsdag.

Selv blev Ramush Haradinaj frifundet for krigsforbrydelser, da tribunalet i Haag den 3. april sluttede 113 dages retshandlinger, der var voldsomt præget af vanskelighederne med at få vidner til at møde op.

Hvis de endelig kom, så var tavshedens tale meget hjælpsom for den forhenværende kommandør i KLA, Kosovo Liberation Army. Hvis de sagde noget, var det ofte for at modsige tidligere udtalelser, der havde været belastende.

Når man læser torsdagens OSCE-rapport, er det som at genlæse Haradinaj-dommen fra Haag. Mønstret genfindes også i en tidligere frifindelsesdom over en anden KLA-kommandør, Fatmir Limaj, der nu er det løsrevne Kosovos kommunikationsminister.

I begge sager bruger Haag-domstolen et meget stærkt sprogbrug i sine beklagelser over vidnekulturen, og der er åbnet en række sager om foragt for retten på grund af formodet løgnagtighed.

I Haradinaj-sagen hedder det, at “retten har haft betydelige vanskeligheder med at sikre udsagn fra en lang række vidner - retten fik et stærkt indtryk af, at retshandlingen fandt sted i en atmosfære, hvor vidner følte sig usikre.” Og “mange vidner talte om frygt”.

I Limaj-sagen fik retten et tydeligt indtryk af, “at en altoverskyggende loyalitet påvirkede nogle af vidnernes vilje til at sige sandheden - (fordi) de grundlæggende var påvirket af en stærk samhørighedsfølelse med KLA i almindelighed eller en eller flere af de tiltalte i særdeleshed”.

Ekspertvidnet Stephanie Schwandner-Sivers beskrev de kosovo-albanske æresbegreber på en måde, som dommerne nødvendigvis måtte tage med i deres overvejelser. Hun sagde, at loyalitet over for personer med blodets bånd er givet, men at de albanske æresbegreber også rækker ud over blodets bånd til de grupper, man indgår i.

“Troskabseden - besa - fordrer ubetinget loyalitet og overholdelse af familiens og gruppens værdier. Samtidig retfærdiggør den drab på de personer, der måtte bryde troskabseden.”

Man kan dø af at vidne forkert.

I OSCE-rapporten fremhæves, at domstolene i Kosovo har svært ved at få vidneudsagn både fra borgere og politifolk. Det er svært at få vidnerne til at møde frem, og hvis de kommer udtaler de sig gerne i modstrid med tidligere udtalelser, hedder en af rapportens første konstateringer.

Kritik af retssystemet

Æresbegreberne holder styr på sagerne. I Kosovo fortæller en albaner ikke noget om en albaner, og skulle han være kommet til det, så tier man med tilbagevirkende kraft. I OSCE-rapporten nævnes to albanske politifolk, der havde gjort iagttagelser under opgøret i marts 2004. Otte gange blev de indkaldt som vidner. Otte gange mødte de ikke op. Otte gange undlod den kosovo-albanske dommer lovens mulighed for at lade dem afhente.

Vidnetvang bruges i Haag og af de internationale dommere i Kosovo, men ikke af de albanske. De ved jo, at det ikke hjælper.

Kritikken af det retssystem, som ikke fungerer, gælder ikke alene vidneproblemerne.

Politiet er så længe om at ekspedere sager, at de forældes.

Anklagerne indgår i strid med loven aftaler af den slags, der i USA er kendt som plea bargaining. Man tilstår en mindre ting og tiltales ikke for det mere alvorlige.

Dommerne går under minimumsgrænsen og gør tillige mange domme betingede. Og de afviser at tale om de motiver, der skabte sammenstødene i 2004.

Det er OSCE’s anbefaling, at de politiske ledere i Kosovo nu må løfte stemmen, så had afløses af forsoning. Det har OSCE sammen med resten af FN-systemet sagt i ni år.

Snart bliver det EU’s ansvar at få det sagt med de medbragte euro-milliarder som højttalere. Spørgsmålet er, om besa (som den højeste koso-albanske autoritet gennem 500 år) er stærkere end euro. Det spørgsmål bliver næste gang interessant, når commander Ramush skal have sin frifindelse prøvet ved appelinstansen i Haag.