Grundtvig ville have haft tårer i øjnene. "Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt," skrev han i 1820.
Og det er lige præcis det, vi har gjort her små 200 år senere. I hvert fald ifølge danskernes selvforståelse, som den kommer til udtryk i en ny undersøgelse, som Zapera har foretaget for Ugebrevet A4.
Med besked om at indplacere sig selv i en ud af tre lige store grupper i et socialt hierarki: Toppen, midten og bunden melder tre ud af fire sig i midtergruppen, selv om den i sagens natur kun skulle indeholde en tredjedel. De få, der rager op i toppen, udgør 13 procent, og de færre, der skraber bunden, udgør 10 procent.
Middelklasse er simpelthen en nationalbevidsthed, der har vundet frem overalt. Man kan godt droppe klicheerne om arbejder- og elitære partier, for middelklassen troner i samtlige partiers vælgerkorps. Mest fremherskende hos Socialdemokraterne og mindst hos Det Radikale Venstre, men spændet går kun fra 78 til 69 procent.
Fagforbundene kan også med tilfredshed konstatere, at den faglige kamp har nyttet og løftet medlemmerne op i den trygge middelklasse.
De ubemidlede og undertrykte masser er fjern historie. I de ufaglærtes forbund Fagligt Fælles Forbund (3F) føler hele 80 procent af medlemmerne, at de hører til i midten af samfundshierarkiet.
Cadeau til velfærdsstaten
Henning Hansen, konsulent i Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), mener, at det er en cadeau til den danske velfærdsstat og dens indbyggede sociale sikkerhed. Bag tallene kan han godt genkende en befolkning, der trives med lighed og følelsen af at tilhøre den brede midte.
"Som det også fremhæves internationalt, er Danmark og de øvrige skandinaviske lande præget af store, brede middelklasser, som skaber stor sammenhængskraft og tillid i befolkningen og får tingene til at fungere," siger han.
Det er velkendt, at folk placerer sig højere i samfundshierarkiet, end de objektive kendsgerninger berettiger til, fortæller den pensionerede professor og mangeårige forsker i ulighed Erik Jørgen Hansen.
Han henviser til en tidligere undersøgelse, hvor befolkningen skulle indplacere sig i henholdsvis overklasse, middelklasse og arbejder-klasse, og hvor en langt mindre del ifølge deres egen opfattelse tilhørte arbejderklassen, end det rent faktisk var tilfældet.
"Der er i vide kredse en mangel på det, Karl Marx kaldte klassebevidsthed, og det forklarer også den politiske udvikling, hvor mange arbejderstemmer er gået til Dansk Folkeparti og andre borgerlige partier," siger Erik Jørgen Hansen.
Distance til nødlidende
Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, frygter, at trængslen i midten af det mentale samfundshierarki er udtryk for en distancering til den sociale nød, der findes i bunden af samfundet. Den efterlader de nødlidende i isolation, og de er ikke i stand til selv at gøre opmærksom på deres behov. På bunden er der nemlig ingen klar erkendelse af, at man tilhører en særlig gruppe, som ikke har grund til at være tilfreds, mener han.
Mindre end en fjerdedel af dem med en husstandsindkomst under 200.000 kroner om året føler sig fattige. Kun hver tredje i gruppen mener, at de hører til i den nederste tredjedel af samfundshierarkiet, mens flertallet mener, de hører til i midten.
"Folk er sådan indrettet, at de er tilbøjelige til at synes, at det ikke er så galt, selv om de objektivt set har det skidt. De indretter sig og overlever på afsavn, billige tilbud og små glæder. Men fattigdom er andet, end hvad man føler sig som," siger Preben Brandt.
Ugebrevet A4


