Godkendelse kræver egne nyheder

Endnu før arvtageren for fallitkanalen, TV 2 Radio, går i luften, kan den nye kanal, Radio 2 ikke leve op til Radio- og tv-nævnets krav om nyhedsproduktion, oplyser Ritzaus Bureau på baggrund af indsigt i korrespondancen mellem nævnet og Radio 2's advokat.

I brevet står der, at research og optagelser af nyheder ikke blive foretaget af Radio 2, men i stedet leveres af TV2 News og TV 2 Danmark.

Derfor skal Radio 2 skal have tilladelse fra TV 2, hvis radioen laver ændringer i nyhedsstoffet.

Det er i direkte modstrid med den oprindelige sendetilladelse, der siger, at "nyhedsformidling skal varetages af en selvstændig nyhedsredaktion, der foretager udvælgelse, redigering med videre af nyheder".

På den baggrund vurderer Radio- og tv-nævnet, at "kravet om selvstændig nyhedsredaktion ikke kan opfyldes inden for den forelagte kontrakt", skriver nævnets formand, Christian Scherfig.

Dette vil Radio 2 forsøge at imødekomme ved at ansætte den daglige ansvarlige for nyheder i Radio 2 i stedet for TV 2, står der i et nyt brev fra radiostationens advokat.

Den nye kanal skal drives af det nyoprettede selskab Radio 2 A/S, der ejes delvis af TV 2 (20 procent) og SBS Broadcast Danmark (80 procent). Kanalen ventes i luften omkring 1. september


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her