Vandet strinter ud af hullerne i stenen, og kunne man i øvrigt høre for larmen fra mennesker, køretøjer, der svinger sig forbi på hjørnet og musikken fra scenen, ville man kunne høre den beroligende lyd af klukkende vand. Et fantastisk ord: vandkunsten. Mest kendt som gadebetegnelse. Under Copenhagen Jazz Festival endvidere et af de små, vederkvægende steder i byen, hvor man år efter år har kunnet høre stærke danske jazzorkestre af enhver stilobservans. Vandkunsten, det lille springvand fra Christian III's tid, kunstfærdigt udformet, så vandet sprøjter ud fra midtersøjlen, løber fra det øvre bassin og ned i den lille udløber, hvor man kan dyppe fingrene og holde guldfisk, hvis det var dét.
Det gynger. Det rykker i manges kroppe. Det sprøjter ud fra Rasmus Kjærsgaards barytonsaxofon, Jonas Müllers trompet og Anders Vesterdahls harmonika med hvirvlende balkantoner, mens trommeslager Stefan Pasborg og bassist Jeppe Skovbakke knokler den skæve taktart gul og blå som et svensk flag oven på en sejrrig landskamp. 'Il Bastardo' hedder de med et typisk frækt navn, der passer som fod i sok til det unge danske jazzmiljø lige nu. Bastarderne står på den lille scene foran Sørens Værtshus, omringet af noget, der ligner 200 mennesker, unge, gamle, siddende, stående. Jazz sammenflettet med folkemusik fra Serbien, Bulgarien, Makedonien, eller hvor den kommer fra, loppehoppende og lifligt dansende. Her i solstriben, der falder ned gennem gaden og forgylder og varmer seancen, bliver den en folkelig stemme. En dejlig illusion om samling og fællesskab.
Den lille sult
Undervejs skal der tales med en journalist fra det kristelige dagblad. Jeg betoner min kæphest: de danske mediers groteske ignorering af jazzen som levende nutidsmusik og kunstnerisk grundforskning med blikket rettet imod nye horisonter. Vel at mærke når det ikke er festival i juli. For lige nu soler jazzen sig i opmærksomhed fra næsten samtlige københavneraviser. Vi hilser på Per Arnoldi, der har lavet jazzfestivalplakat af to omgange i 1983 og i 2003. Han skal have en ny cd med saxofonisten Jens Søndergaard og pianisten Kenny Werner. Jeg bifalder, det er en fremragende duoplade.
Serveret på sølvfadet
Læs mere om
Nede på Frue Plads er Blake Tartare gået i gang. Gruppen tæller nogle af de mest fremtrædende yngre kræfter i dansk jazz. Trommeslageren Kresten Osgood og fætteren, pianisten Søren Kjærgaard. Sammen har de den skøre rapgruppe Ikscheltaschel, der åbnede Roskilde Festival for et par somre siden. Her i København kan man høre dem i mange andre roller. Forleden halsede jeg forbi Rundetårn på vej til Kongens Have for at høre den franske musiker Edouard Ferlét. Jeg burde være stoppet op ved Trinitatis Kirkeplads. Dér sad Søren Kjærgaard og spillede spændende solopiano. Det lød fantastisk som lydspor til Fiolstrædets rolige trafik. Typisk Copenhagen Jazz Festival. Altid for meget af alting. Blake Tartare spiller sofistikeret nutidsjazz med avantgardistiske momenter. I front står amerikaneren Michael Blake med skægstubbe og store, brune solbriller. På flanken har kvartetten, der også tæller bassisten Jonas Westergaard, inviteret violin, cello, klarinet og trompet. De lavede jo også senest en plade, der hyldede traditionen bagud i skikkelse af saxofonisten Eli 'Lucky' Thompson. Den udvidede besætning kolorerer yderligere. Lyrisk musik, rytmeskarp med strittende børster, frisk fars, serveret på sølvfadet - ganske gratis til folket.
Il Bastardo, Vandkunsten, søndag
Blake Tartare, Frue Plads, mandag
