Fire kulturprojekter uden for hovedstaden får 1,2 millioner kroner fordi "de udviser iderigdom og mangfoldighed", står der i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
600.000 kr. går til Den ny Operas opførelse af den sidste del af Wagners opera 'Nibelungens Ring', operaen 'Ragnarok', og 400.000 kr. til udvikling af teaterbattle på tværs af tre kommuner i Nordsjælland.
De to sidste modtagere er en litteraturfestival i Aabenraa, 'Litteratur på Slottet', der får 150.000 kr. og endelig 50.000 kr. til 'Absorption', performance-installationer om børns oplevelse af verden.
Pengene kommer fra en pulje med 24 millioner, der uddeles gennem kulturaftaler mellem ministeriet og kommunerne.







