Gruppen af verdens otte førende industrilande udsendte i går på G8-mødet en erklæring, hvor de tilslutter sig et klimamål om, at verdens lande skal halvere udledningen af drivhusgasser i 2050.
“G8-landene er blevet enige om at anerkende dette mål - 50 procents reduktion i 2050 - som det globale mål,” lød erklæringen fra mødets vært, den japanske premierminister Yasuo Fukuda.
Umiddelbart efter blev erklæring mødt med massiv kritik fra en række store udviklingslande, blandt andet Indien og Kina.
Ved at forpligte sig til specifikke mål rykker G8-landene sig dog i forhold til sidste års møde i Tyskland, hvor landene kun kunne blive enige om, at de “alvorligt ville overveje bindende mål”.
I forhold til gårsdagens G8-erklæring er det også nyt, at USA for første gang har forpligtet sig til bindende mål. Hidtil har USA stået fast på, at landet ikke vil forpligte sig, hvis ikke Indien og Kina samtidig forpligter sig.
USA’s præsident, George W. Bush, kommenterede ikke selv klimaerklæringen, men præsidentens chefforhandler ved G8-mødet, Dan Price, omtalte den nye erklæring som et “markant skridt for den kollektive bevidsthed” om det globale klima.
Hedegaard godt tilfreds
Fra dansk side bliver G8-landenes klimaerklæring af klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) betragtet som et vigtigt skridt i retning af en global aftale på klimakonferencen i København næste år.
“G8 har i dag taget et væsentligt skridt i den rigtige retning, og især har USA taget et afgørende skridt væk fra sin hidtidige modstand mod internationalt bindende mål,” lyder det fra Connie Hedegaard.
Hun hæfter sig særligt ved, at G8-landene i deres erklæring også omtaler midtvejsmål med FN som omdrejningspunkt, og på den måde åbner for en aftale om absolutte og bindende 2020-mål for reduktion af drivhusgasser på klimakonferencen i København næste år.
“For første gang hører vi G8-landene sige, at det er nødvendigt at have mål - ikke bare på lang sigt, men også på kortere sigt. Det er selvfølgelig også meget nyttigt for os som værter, at det utvetydigt står i erklæringen, at en global aftale skal indgås i FN-regi, for det peger direkte frem mod klimakonferencen i København i 2009,” lyder det fra Connie Hedegaard.
Hun hæfter sig også ved, at G8-landene endnu en gang betoner, at verdens lande har et “fælles men forskelligt ansvar” for klimaet. Hvilket understreger, at i-landene i en aftale skal forplige sig til større reduktioner af drivhusgasser end udviklingslandene.
Blandede følelser i FN
Mere kritiske er en række af de parter, der ikke deltager i G8-mødet, men som til gengæld alle er afgørende for en endelig klimaaftale i København.
Chefen for FN’s Klimasekretariat, Yvo de Boer, udtalte i går til nyhedsbureauet Reuters, at han nærer “blandede følelser” for G8-landenes erklæring. På den ene side ser han det som positivt, at landene nu taler om mellemliggende mål, og at de understreger forskellen på udviklingslande og udviklede lande. På den anden side er han bekymret for den manglende substans i erklæringen.
“Jeg mangler et præcist tal for, hvor meget de industrialiserede lande forestiller sig, at deres udledning skal være i 2020. Det tal er slet ikke nævnt, men det er helt afgørende for at nå en aftale, for det er det, udviklingslandene venter på,” sagde Yvo de Boer.
Mangler troværdighed
Det er først og fremmest de store udviklingslande Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, som får afgørende betydning for, om der bliver indgået en aftale i København. Som G8-landene mødes de fem lande også jævnligt til politiske møder i det såkaldte G5-forum.
En fælles erklæring fra G5-landene understregede i går de Boers bekymring for, at verden ikke når frem til en klimaaftale i København.
“Vi er villige til at flytte os og forplige os til absolutte mål for udledning, men i den forbindelse er det essentielt, at de industrialiserede lande først forpliger sig til at reducere deres udledning med 25-40 procent i 2020 og 80-95 procent i 2050. Vi er bitterligt skuffede over, at dette ikke fremgår af G8-landenes erklæring,” lød det i en fælles udtalelse fra G5-landene. Udtalelsen blev videregivet til Information af Daniel Mittler, der er til stede ved mødet som politisk rådgiver for Greenpeace International.
De fem udviklingslande er samtidig utilfredse med, at G8-landene ikke lægger sig fast på 1990 som basisår for reduktionen af drivhusgasserne.
“Hvis et langtidsmål skal være troværdigt, skal det have et basisår og understøttes af klart definerede midtvejsmål. Kun på et sådant grundlag kan vi alle enes om den globale aftale,” sagde Sydafrikas miljøminister, Marthinus van Schalkwyk, til nyhedsbureauet Ritzau.
Connie Hedegaard erkender, at der mangler “ubegribeligt meget”, før en endelig klimaaftale kan underskrives i København. Men hun ser stadigvæk G8-landenes erklæring som et stort skridt i den rigtige retning.
“De Boer har da ret i, at alt går alt for langsomt. Men man må også se på det her som en proces. For mindre end et år siden talte USA om, at de kun ville stabilisere deres udledning i 2025 og ikke andet. Nu har de rykket sig, og er med i en erklæring, hvori der er langsigtede mål for absolutte reduktioner, ligesom midtvejsmål er omtalt - og de vedkender sig, at i-landene har større ansvar. Accepterer man den logik, så er det en bevægelse mod noget mindre besværligt,” pointerer Connie Hedegaard.
G8-gruppen består af USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan og Canada
Klima-afsnittet i G8-ledernes kommuniké tirsdag siger bl.a.
“Vi forpligter os til at afværge de alvorligste konsekvenser af klimaændringer og er besluttede på at opnå den stabilisering af de atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser, som sikrer det ultimative mål i artikel 2 i (FN’s Klima-)konvention og inden for en tidshorisont, der er forenelig med økonomisk vækst og energimæssig sikkerhed.”
(Målet i klimakonventionens artikel 2 er at undgå farlige klimaændringer)
“Med alle lande under FN’s Klimakonvention vil vi søge at dele visionen om samt samarbejde om at overveje og vedtage under FN-forhandlingerne målet om mindst 50 pct. reduktion af de globale udledninger i 2050, idet vi anerkender, at denne globale udfordring kun kan mødes med et globalt svar og især med bidrag fra alle større økonomier i henhold til princippet om fælles men differentieret ansvar og tilsvarende kapacitet.”
“At gøre fremskridt mod den fælles vision og et langsigtet globalt mål vil forudsætte midtvejsmål og nationale planer for at nå dem (…) Vi anerkender vor rolle som lederskab, og hver af os vil iværksætte ambitiøse midtvejsmål for hele samfundet for at opnå absolutte udledningsreduktioner samt - hvor det er relevant - først og hurtigst muligt stoppe udledningernes vækst, som udtryk for sammenlignelige indsatser blandt alle i-lande, idet der tages højde for forskelle i de nationale forhold.”
G8-erklæringen sætter altså ikke tidsfrist eller procenter på midtvejdsmålene, og det synes ikke klart, om disse mål skal besluttes i fællesskab eller defineres af de enkelte lande hver for sig.
EU’s hidtidige holdning er - som formuleret af EU-Kommissionen - at “Hvis vi skal blive inden for grænsen på 2 grader Celsius, kræver det, at vi nedbringer de globale emissioner med mindst 50 pct. sammenlignet med 1990 niveauerne inden 2050. De udviklede lande skal gå forrest, da de er ansvarlige for størstedelen af emissionerne til dato. Derfor foreslår EU, at de udviklede lande samlet nedbringer deres emissioner med 30 pct. inden 2020 og med 60-80 pct. inden 2050.”
På FN’s klima-møde på Bali i december 2007 vedtog i-landene minus USA en tekst, der fastslår, at hvis man skal nå det laveste udledningsniveau, beskrevet i scenarierne fra FN’s Klimapanel, og dermed have en vis chance for at bremse temperaturstigningerne ved 2 grader Celsius, kræver det, at de udviklede lande nedbringer deres udledninger med 25-40 pct. i forhold til 1990-niveauerne inden 2020.
Kommentarer
Formuleringen “… der er forenelig med økonomisk vækst … “, fra G8-ledernes kommuniké herover siger vel alt om, hvor lidt - eller intet - af alvoren, der er sevet ind i disse menneskers hoveder.
For det er vel ikke sådan, at man med denne formulering mener vækst alene for klodens fattige - der skam fuldt ud har ret hertil - men derimod naturligvis også mener fortsat vækst for de rige nationers vedkommende.
Forventer vi ikke alt for meget konkret og action af disse G-møder ?
G-møderne er uformelle i den forstand, at der ikke er nogen G-institutiion med sekretariat o s v , og der er derfor heller ikke vedtægter om vedtagelser o s v. - G-møderne er reelt blot et personligt møde mellem store landes top-ledere.
Det er ret nyttigt, at de taler direkte sammen ved samme bord, og de burde måske gøre det meget oftere . Uformelle kontakter forhindrer mange problemer i at udvikle sig - det er nok de samtaler, der ikke refereres i pressen, som er de mest betydningsfulde for den sikkerhedspolitiske situation m v.
Bjørn Holmskjold:
“Hvem har været så idiotisk at vælge en sådanne samling tåber til at forvalte livet?”
Andre kortsynede og egoistiske tåber? ;-)
Politikere og bureakrater kan ikke bidrage med de konkrete løsninger på problemerne. Ejheller politiske (eller religiøse) græsrodsorganisationer kan bidrage med de konkrete løsninger.
Løsningerne kommer fra videnskaben, opfindere og industrien. Men udviklingen og implementeringen af nye energiteknologier går hurtigere og hurtigere med og uden offentlig støtte.
Men politikere og poltisk engagerede personer kan selvfølgelig skbe rammerne for udviklingen og implemeteringen af nye teknologier. Portugal indgik i går en aftale med Renault og Nissan, om at udvikle en landsdækkende infrastruktur med ladestationer for el-biler.
Uddrag fra en artikel i Ingeniørens artikel fra i går.
“Medie-and om biobrændstof gik verden rundt”.
Verdensbanken har slet ikke skrevet nogen rapport om biobrændstoffernes indflydelse på fødevarepriserne. Adskillige medier hævder ellers stadig, at banken har konkluderet, at biobrændstof har ført til prisstigninger på 75 procent.”
“Denne and begynder sit liv i den britiske avis The Guardian, som i sidste uge skrev noget af en forsidebasker: Selveste Verdensbanken undsagde så godt som alle andre analyser og konkluderede i en hemmeligholdt rapport, at biobrændstof var skyld i, at fødevarepriserne var steget med 75 procent.
Dernæst fløj anden fra avis til avis, fra tv-studie til tv-studie. Den havnede også her på Ingeniøren, og til sidst landede den på politikernes bord, hvor den stadig er ved at blive fordøjet. Så sent som i dag, onsdag, forholder den danske klimaminister, Connie Hedegaard (K), sig til konklusionen i dagbladet Børsen.
Men Verdensbanken har slet ikke skrevet nogen rapport, som fastsætter, hvor meget biobrændstof har været skyld i fødevarekrisen, som de stigende priser er blevet døbt, blandt andet af banken selv.
Derimod arbejder en af bankens topøkonomer på sådan en rapport. I den forbindelse har han rundsendt en række arbejdspapirer til eksterne forskere, som skal sige god for dem. Og det er således ikke ligefrem hemmelige, men på den anden side langt fra færdige papirer.
Derfor har Verdensbanken endnu intet bud på, nøjagtigt hvor meget biobrændstof, som amerikanerne i stor stil brygger af majs, har banket prisen på basale fødevarer i vejret.”
Læs resten på: http://ing.dk/artikel/89648