Danske konger er med Erik Arups ord ikke noget at skrive hjem om. De fleste var rene kiksere: forædte, behersket begavede, tossede eller fordrukne eller flere ting på én gang. Idéen om en ophøjet familie til at levere adskillige generationers overhoveder er selvsagt absurd og må nødvendigvis føre til bizarre eksemplarer.
Én af kongerne er imidlertid i særklasse: Christian den 4. En jordnær, men samtidig standsbevidst og selvhævdende mand med flere talenter uden at være ekstraordinært udstyret på noget område. Detaljen tiltalte ham utvivlsomt. Vi ved fra dagbøgerne og brevene, at han kunne gå højt op i sine børns tøj.
Kanonstøberne
Når kanonstøberne støbte nye kanoner til krigsskibene, deltog kongen og stak kanonmesteren et par på kassen, da en af kanonerne under prøveskydningen eksploderede.
Kong Christian 4. hører ikke til de enevældige af arten, den ordning kommer først til i 1660, og da har Christian 4. været død i 12 år.
Regeringstiden ud må Christian 4. finde sig i Rigsrådet og de bindinger adelens fremmeste politiske skikkelser her har lagt på kongens magt. Råderum er der dog ikke så lidt af. Kongen bestemmer i mange forhold og tegner og anviser bygninger og andre projekter.
På udenrigspolitikkens område roder han sig selv og landet ud i en katastrofe, idet han mener sig berettiget til at deltage i kampen om rovet i Trediveårskrigen.
Den udenrigspolitiske handlefrihed, der strider mod Rigsrådets vilje, finder Christian 4. takket være sin position som hertug af Holsten. Der er også penge til rådighed, så kongen kan rejse hærstyrker. Han bryder med de katolske magter og kaster sig på hesten, ud på sit store eventyr et godt stykke nede i Tyskland. Det går ad helvede til. Tidligt i felttoget skvatter Christian 4. ned af fæstningsvolden i Hameln og kvæster sig alvorligt. I betragtning af kongens livsstil er det ikke urimeligt at antage, at han var skidefuld. Desværre for ham selv og hans folk får det ham ikke til at opgive sit dumdristige forehavende.
Den katolske feltherre
Serie: Danmarkshistoriens sorte huller
Information hopper nu med på kanoniseringsbølgen og vil hen over sommeren præsentere en såkaldt omvendt kanon, hvor Georg Metz slår ned på de sorte huller i danmarkshistorien. Første afsnit i lille håndbog i 10 afsnit om smertefulde øvelser i den nationale selvforherligelses nødvendige demontering blev bragt 30. juni, andet afsnit den 2. juli, tredje afsnit den 8. juli
Året efter følger den store katolske feltherre Tilly den danske konge og middelmådige general til dørs ved eftertrykkeligt at banke hans styrker et sted halvvejs mellem Hannover og Göttingen ved Lutter am Barenberge. Resten af Christian 4.'s regeringstid er lidt af en ynk ikke mindst økonomisk, men også yderligere militært, da danskerne mister stort set hele flåden i slaget ved Femern.
I 1648 da Christian 4. dør af mavekræft, er der knap nok rede penge til ligklædet. Den selvforvaltning og kultur der har præget Christian 4.'s hof har sat sig sine triste spor i efterfølgeren, sønnen, den udvalgte prins Christian, der selv efter tidens generøse målestok hvad angik ædelse og druk var en skandale og kreperede et år før faren.
Christian 4. er i mangt og meget en fiasko, men dyrkes som en af de store konger, fordi han har efterladt sig alle de nydelige hollandske renæssancebygninger overvejende i København. Hvis de huse ikke stod der, burde han nærmest være glemt. Men sådan fungerer fædrelandshistorie jo ikke.
