Tidlig eftermiddag. Jeg er midtvejs i min odyssé gennem årets festival. Der er metallisk skurren og skæren ind gennem tunnelen mod Nørreport. Det lyder som en blanding af et stålvalseværk og et krængende skib, men det er bare S-togets urolige bane. Da jeg kommer op i verden, pisker regnen ned over byen. På vej mod Kultorvet rykker folk sammen under deres paraplyer eller tripper i ly under cafeers og forretningers baldakiner. Mere end ét sted i byen bliver en udendørs koncert spoleret for en stund. Selv haster jeg dryppende ind i Biblioteksboghandlen og ender i tilbudskælderen. "Nå, du skal have sådanne fire?", siger manden ved disken. "Ja, og det kan du takke regnen for", siger jeg. I virkeligheden er jeg godt tilfreds med spontant at have fået ny poesi i tasken med Thomas Boberg, Niels Frank og Morten Blok. Har klart mest fidus til Boberg. Frank forekommer mig for lærd, men måske bliver jeg klogere. Jeg vil i hvert fald gerne overraskes. I digte er der noget af den samme åbne og vignetagtige søgen i sproget, som man også støder på i jazzens lydlige verden.
Clausens klaver
Sen eftermiddag. Thomas Clausen ved flyglet på den smalle plads mellem Trinitatis Kirke og Studenterhuset. Brasiliansk choro-musik, der, som han forklarer, er lige så udbredt som sambaen. En smuk, let melankolsk melodik, vuggende og bølgende rytmer. "Nostalgia" er der én, der hedder. Dernæst Gershwins "I Loves You Porgy", langsomt og indfølt, så hver tone synger og føjer sig til historien. Flyglet lyder godt og distinkt her langs Trinitatis' gamle mure med de meterhøje, blyindfattede ruder. Her står man og glor op i luften eller på folk, der lytter. En fyr har netop købt en hot dog, som han holder med begge hænder og betragter indgående. Øjnene glider fra den ene ende af det højt belagte brød til den anden, inden han drister sig til den første bid. Over vore hoveder hænger en rød plastikand i snor, kastet op fra gaden og viklet rundt om elkabler. Nede ved Hovedbiblioteket hænger et par kondisko på samme måde. Det er den slags detaljer, man ser, når der er tid. Det er der til jazz-festival, og musikken akkompagnerer øjnenes vandring.
Toots bluesette
Tidlig aften. Fugten i græsplænen i Det kongelige Haveselskab er ved at fordampe. Det regner ikke længere. Tværtimod er der høj himmel og sen sol, da legendariske Toots Thielemans får sin 86-årige krop op på scenen med sin belgiske trio. Han fortæller, at det er 58 år siden, han spillede i København for første gang. Altså i 1950. Et langt liv med den lille mundharpe som hans trofaste ledsager. Han kysser den varmt med en smæklyd, der får publikum til at le. "Jeg kommer fra den franske musette og den amerikanske jazz og blues, derfor spiller jeg bluesette. Jeg er dannet af musikken fra Bruxelles og musikken fra Louis Armstrong", siger han og fortsætter: "Jeg befinder mig bedst mellem en småskrat og en tåre. Derfor spiller jeg musik, der har en let melankoli". Og det gør han så. Ikke med den virtuose bevægelighed, som han før i tiden besad, men med den aldrende erfarings ro og melodiske dybde. Over en times koncert, hvis intensitet vokser. "Jeg blev smittet af jazzen. Den er som en virus, den smitter alle", siger han. Der var næppe en eneste, der ikke blev smittet af Toots Thielemans i Frederiksberg Have.
Colemans lyd
Sen aften. 78-årige Ornette Coleman i grønternet jakkesæt. Something else. Med små, stive skridt og foldede hænder modtager han salens store hyldest som en brødebetynget skoledreng. Han har lige givet en eminent optræden med et mærkelig umage band. Ornette Coleman med saxofonen i hænderne. En lydens poet. Change of the century. Vildt og smukt skærer tonerne stilheden i stykker og fylder rummet med et rastløst nærvær. Sådan lyder Ornette Coleman på altsaxofon. Et mesterligt traktement, der får koncerten til at leve. Beauty is a rare thing. De rullende, urolige temaer med de abrupte slutninger, smak!, der får lyden til at hænge som et ekko af noget på én gang smertefuldt og frydefuldt, og som får publikum til at snappe efter vejret. Dirrende musik. Free jazz. Og så de mærkelige og groteske sammenstød mellem æstetiske paradigmer: Bassist Tony Falanga spiller præludiet til Bachs cello-suite nr. 1 smukt med bue på kontrabassen. Ornette sender en flaksende rovfugl op over hans hoved og trutter også i sin trompet. Sønnen og trommeslageren Denardo Coleman rusker et primitivt rock beat afsted. Er det Ornettes harmolodiske princip, hans ligestilling af melodi, rytme og harmoni, overført til en stilistisk forbrødring mellem genrer, er det et statement? Jeg tror bare, han synes, at Bachs musik er smuk. I 1960 ville det have været vandalisme. For mange vil han fortsat være en udfordring. Og så den afslutning på koncerten. Colemans formentlig smukkeste bidrag til jazzens repertoire, den dybt bluesbårne "Lonely Woman", hvor sønnen omsider bruger bækkenerne og skindene til svævende akkompagnement, og hvor Colemans sax synger, så musikken smitter, bløder og blomstrer.
Thomas Clausen solo, Trinitatis Kirkeplads, tirsdag
Toots Thielemans, Det kgl. Haveselskab, tirsdag
Ornette Coleman, Det kgl. Teater Gamle Scene, tirsdag
