Marie Kudahl står og venter ved elevatoren, der fører ned i mørket ved Nørreport - et af knudepunkterne for byens undergrund. På hendes hånd sidder en havblå ring, der bryder en ellers sort stil. Hun viser vej ind på den lille café Dolores, hvor Ina Christensen venter.
De to kvinder er henholdsvis 24 og 21 år og er begge, sammen med syv andre studerende, lige blevet færdige med den to-årige uddannelse på Forfatterskolen i København.
Marie Kudahl fortæller, hvordan hun for to år siden vendte hjem til København, hvor hun er født, for at starte sin karriere som forfatter. Inden da boede hun i Århus og på Fyn, hvor hun læste til lærer på Den frie læreruddannelse i Ollerup. Hovedstaden har altid været omdrejningspunkt for hendes tekster, også når hun har boet andre steder i landet.
"Jeg skriver meget om København, men jeg har aldrig været særlig glad for at opvokse her. Der findes en hårdhed, som jeg har lidt svært ved. Byen er hård mod én, hvis man ikke er 'rigtig' og har styr på alting. Det har jeg slet ikke," siger hun.
Marie Kudahl flyttede væk for at se, om Danmark kunne byde på noget andet - og bedre.
"Det viste sig at være anderledes. Men det var ikke bedre. Det hjalp ikke at skifte 'location', og nu har jeg fundet mig til rette i København, hvor jeg oplever at være blevet en del af et nyt fællesskab," siger hun.
Personligt projekt
Fællesskabet findes på forfatterskolen, og et af de mennesker, Marie Kudahl er kommet tæt på, sidder ved siden af hende.
Neonfarverne fra et af cafeens malerier går igen i Ina Christensen - hendes neongrønne hårbøjle, skarpmalede blå øjne, røde læber og lysstof-gule negle.
Hun er ligesom Marie Kudahl født i København, men har i sin ungdom pendlet mellem hovedstaden og Sorø, fordi hendes forældre boede hver for sig. Ina Christensen droppede ud af HF, da hun blev optaget på forfatterskolen.
Serie: Forfatterspirer anno 2008
Forfatterskolen i København har her i sommer udklækket ni forfattere. Information har i den anledning i de kommende fem torsdage sat to af de nye forfattere stævne et udvalgt sted i byen, der betyder noget for dem for at få indtryk af de unge forfattere, som er på vej om næste hjørne. Hvem er de, og hvad skriver de?
Blå bog: Maria Kudahl
Født 1984 på Frederksberg
Yndlingsforfatter: Pt. Kirsten Thorup
Yndlingsdigt: 'Vesterbrogade' af Emil Bønnelycke
Den seneste bog jeg har læst: 'Fig' af Caroline Bergvall
Tekstuddrag: Lilith
Lillith ved ting. Hun går på universitetet og læser psykologi. Hun arbejder med tingene og rører ved dem og vil gerne forstå dem. Hun vil gerne lære Albert det. Men han ved godt at det er utopisk. Han kan ikke lære det. Han vil ikke forstå det. Han er en drømmer. Han knalder hovedet ned i skødet på hende og får hende til at forstå, at de ikke er ens. Asken er spredt omkring dem efter utallige røgede cigaretter. Han mærker efter om hun er der. Hun er i skole. Hun vil ikke have det forklaret. Han sætter sig op og prøver at lytte.
Han tænker på hvornår han tidligst kan gå. Men hvis hun ikke er med, så er det ham der skal gå yderst. Så skal han mærke det. Det er også bedre at være her, i kassen pænt stukket ned ved siden af hende. Det er let at prøve at forstå hvad hun siger. Hun lægger ikke mærke til at man ikke forstår det.
Hun har en fugl. Undulat. Freddie. Gul. Sidder og lurer. Hun har et glas med vand. Hun tænder en lampe. Freddie åbner næbbet op, ud ad struben kommer klagende, superlative lyde.
Han tager slipset af. Hun knapper ærmerne op.
De sidder.
Han rører lidt ved hendes knæ.
Alle mennesker er ligesom bjørne eller fugle, tænker Albert.
Løven er også en bjørn og egernet er en bjørn.
Men fisk og krybdyr og slanger er fugle.
Hun vrider kjolen af.
Fuglene er de syge. Man kan se på dem, hvordan de synger, om de er psykopater. Hvordan læberne former sig omkring tænderne og ordene.
Lillth har været indlagt. Som et forsøg. Hun vil gerne til bunds. De kalder det borderline. Albert kan ikke regne ud til hvad. Men Lillith forstår ordet. Borderline (eng.) grænsetilstand; opr. anvendt som udtryk for tilstand mellem neurose og psykose, nu anvendt om andre grænsetilstande f.eks. forskellige grader af psykisk udviklingshæmning. Betyder det at hun er følelsesmæssigt udviklingshæmmet, tænker Albert. Hvad menes der. Lillith folder tøj. Hun bliver rasende. Hun kalder det marasmus-udsving. I gangen hænger der et stort stykke ord-dekoreret pap der viser, hvordan hendes psyke ser ud. Psykisk mind-map står der som overskrift. Med røde streger kan man se, hvordan de forskellige ord hænger sammen. Om morgenen står hun op og ser om noget har ændret sig. Albert har ikke fået et job. Han læser om ordene på hendes tavle i hendes pædagogisk-psykologiske opslagsbog. Hun starter med b. Borderline. Body-image. Blindismer. Bi-polar. Binær logik. Han overvejer om han skulle lave sådan et skema. Han kigger på m i bogen. Måske er han m. Monosymptomatisk psykose; latent psykose som ytrer sig i et enkelt symptom, sædvanligvis en paranoid idé om kropslig defekt, om at lugte dårligt, om at rådne indvendig e.l. Måske har jeg monosymptomatisk psykose, tænker Albert. Det er vel muligt at jeg har det uden at vide det. Hvis man virkelig er psykisk syg, er man ikke klar over det. Så kan Lillith ikke være syg, hun er den allermindst syge, for hun har et skema over alle ord, der kunne beskrive hendes sygdom. Dem kender hun og forstår hun.
Blå bog: Ina Christensen
Født i 1987 i København
Yndlingsforfatter: Pt. Caroline Bergvall
Yndlingsbog: 'Tomorrow in the Battle Think On Me' af Javier Marias og Sylvia Plaths dagbøger
Den seneste bog jeg har læst: 'Ingenmandsland' af Kirsten Thorup
Tekstuddrag: Bodega
Jeg går på gaden og overvejer at farve mit hår blåt, bare for at gøre et eller andet, da jeg ser Line, hun går på den anden side af krydset, ned ad Frederiksborggade mod Nørreport, "Line", råber jeg, uden at tænke mig om, og løber over vejen da der er grønt, "Line", råber jeg igen, da jeg er tættere på hende. Hun vender sig om. Ser lidt forskrækket ud. Et øjeblik frygter jeg at hun skal til at flygte, ligesom jeg flygtede da jeg så hende i Biblioteksboghandelen, jeg var derinde sammen med Jenny, vi gik arm i arm og jeg var på vej op til disken for at spørge efter noget, da Jenny hev i mig og hviskede "Hvad laver du, det er jo hende". Det var det også, så jeg så, og vi vendte os i det samme stift om og løb, og jeg kom til at udstøde et højt grin, på vej ud af døren, da jeg indså hvor akavet det var.
Men hun bliver stående og jeg går hen til hende og spørger om hun ikke vil drikke en kop kaffe med mig. Hun står i et øjeblik uden at svare og bryder øjenkontakten, hun kigger stift ud i luften, ligesom hun gjorde da jeg snakkede med hende på Jagtstuen. "Jeg vil bare snakke lidt med dig", siger jeg roligt. "Jeg gir". Så nikker hun og vi går på Café Klimt. Jeg henter en sort kop kaffe til mig selv og en kaffe latte til hende. Hun siger stadig ikke noget. Jeg stiller kopperne på bordet. Sætter mig over for hende. Tænder en smøg. Jeg ved ikke hvad jeg har tænkt mig. Så kigger jeg på hende. "Hvordan går det med Reyvis?", spørger jeg. Vi har øjenkontakt. Hun trækker på skuldrene.
Jeg ved det ikke helt.
Så intet har ændret sig siden vi sås sidst?
Njo-
Skulle I ikke ud og snakke den nat?
Jo. Jo han siger at han godt kan lide mig og at han ikke vil såre mig.
Ha, same old!, kommer jeg til at udbryde. Det ser ikke ud til at more hende.
Vi er, altså jeg tror ikke at det er det samme. Jeg er ked af det -
Ja ja, på mine vegne måske.
Jeg er ked af det, men- vi er ikke kun sammen når vi er fulde, vi er også sammen om dagen nogle gange, tit. Jeg føler mig som hans kæreste, og jeg ved ikke om han er ligeså forelsket i mig som jeg er i ham, det er jeg lidt usikker på, men jeg tror mest han er bange for at såre mig efter at have såret dig.
-Hvad mener du? Hvis han er bange for at såre dig som han har såret mig, så er situationen vel den samme?
Nej- nej det tror jeg ikke. Han har fortalt mig om dig.
Jeg tager en stor tår kaffe, så jeg kommer til at hoste.
"Jeg var endelig blevet færdig med første år på HF. Det var anden gang, jeg prøvede. Så ringede min mor og fortalte om forfatterskolen, og spurgte, om jeg ikke kunne prøve det. Så sendte jeg en ansøgning og bad min mor om at vælge de tekster, jeg skulle sende ind - og så valgte jeg selv nogle andre. Jeg blev helt panikslagen, da jeg blev optaget og skulle til at læse højt af mine ting. Det var forfærdeligt og lykkeligt på én gang. Jeg havde en semi-skriveblokering i de første par måneder, fordi jeg ikke turde skrive noget, der skulle diskuteres, men så vænnede jeg mig til det," siger hun. Begge kvinder har altid skrevet, og har også altid opfattet det som et enormt personligt projekt.
At være synligt forkert
Skriveriet er ikke det eneste, Marie Kudahl og Ina Christensen har tilfælles:
"Én ting, vi virkelig deler, det er en kækhed omkring, hvor kiksede vi er. Det skriver vi også begge om, bare på helt forskellige måder," siger Marie Kudahl og fortsætter:
"Jeg tror, at jeg er fanget i min krop. På den måde, at jeg er så forkert i forhold til idealerne. Det, at jeg for eksempel er overvægtig, har betydet meget for min personlige udvikling: At skulle være synligt forkert, samtidig med at jeg følte mig forkert indeni - eller anderledes indeni. Det har sat sig fast. Og det påvirker stadig mit liv hele tiden. Jeg gør en masse dumme ting for at bevise, at jeg er værdig," siger hun.
Begge kvinder fremstår ydmyge over for livet og deres rolle som forfattere. Ina Christensen beder Marie Kudahl om en hjælpende hånd, da hun skal beskrive sig selv.
"Du er meget åben for alt og fordomsfri. Udadvendt," foreslår Marie Kudahl.
"Det synes jeg slet ikke selv, at jeg er. Jo, jeg fortæller verden, hvordan jeg er. Jeg føler tit, at jeg går rundt og er indadvendt, men så siger jeg det højt, og så opfatter folk det som udadvendt," lyder Ina Christensens reaktion. Marie Kudahl samtykker:
"Vi er begge socialt inkompetente, men vi siger det højt."
50'er-swing
Marie Kudahl er vant til at blive bedømt på hendes ydre fremtoning, og det smitter af i hendes tekster.
"Jeg skriver om den måde, jeg er forkert på i samfundet. Jeg er meget optaget af, hvordan folk kategoriseres og stigmatiseres. Det, mener jeg, er et stort problem. Men mine tekster handler ikke om de små ting. Det er meget karikeret og bombastisk - hvor dit, Ina, er helt omvendt?," spørger hun.
Og Ina svarer: "Ja, jeg skriver om individer, følelser og selvoptagethed. Mine tekster er ikke samfundskritisk som sådan. Det handler om personlige følelser, relationer og tankestrømme. Små situationer. Jeg er meget optaget af at være meget selvkommenterende og selvironisk".
Marie Kudahl forklarer, at de begge bruger sig selv meget, når de skriver:
"Det kan være fordi, vi ikke har så meget boglig og fagligt at falde tilbage på og ingen akademisk uddannelse. Vi bruger de mærkelige småting, vi ser og hører. Alt, hvad der kan vokse. Også musik. Jeg har en besættelse af Dean Martin og 40'er-50'er swing. Det giver ikke nogen mening, men jeg synes, det er fantastisk. Det er så forbudt at være overfladisk og opstemt i dag. Det er i det hele taget forbudt at føle noget som helst," siger hun, og Ina Christensen bryder ind:
"Ja, jeg bliver også meget flov nogle gange, når jeg skriver for følsomt. Det handler hele tiden om at være intellektuel".
"Ikke kun som skrivende - det er en helt generel tendens," tilføjer Marie Kudahl.
Film er en stor inspiration for begge de unge forfattere. Og de er enige om, at det kan skyldes, at de ikke har læst så meget, som mange andre på Forfatterskolen.
"Jeg skriver Tarantino-litteratur, og beskriver et meget pop- og kitsch-agtigt tyggegummi-univers," siger Marie Kudahl, mens Ina Christensen især bliver inspireret af film som Fucking Åmål og Lilja 4-ever. Der bliver også kigget efter nye - og finkulturelt uhørte veje - i jagten på inspiration.
"Jeg har været total religiøs 'Paradise Hotel'-seer (reality show på TV3, red.), fordi det er så sindssygt. Jeg er helt vild med den slags dårlig tv - det er virkelig sjovt. Det afspejler en eller anden virkelighed i vores samtid, og det er det, jeg kan bruge det til. Det er derfor, jeg synes, det er så fascinerende," siger Marie Kudahl.
Ina Christensen har til gengæld en svaghed for sit-coms og dåselatter, og hun opfatter sig selv som en del af en ny generation af forfattere.
"Jeg føler mig som en del af en ung kultur. Jeg skriver, lige som jeg taler med mine venner. Det er et meget ungt sprog og fyldt med slang. På den måde føler jeg mig lidt ny," siger hun, og fortsætter:
"Lige nu oplever jeg dog, at det er virkelig svært, at man nu skal aflevere færdige produkter, og at man skal stå ved det, man skriver. Der er noget skamfuldt over det - og arrogant."
Bog-accessories
Marie Kudahl er den eneste af de to, der har overvejet, hvordan hun skal markedsføre sig selv, nu hvor hun er færdig på skolen.
"Men jeg ved ikke endnu, hvordan jeg vil gribe det an. Det er svært at forholde sig til, at man skal være et produkt. En studerende fra sidste årgang lavede nogle bogmærker med anmeldelser på, og det fik mig til at tænke på, om man skal lave alle mulige accessories til sin bog: Klistermærker, postkort osv. Jeg er ikke så vild med ideen, men der er flere og flere, der gør det. Bogmærket ville være bedre end en nøglering - der er fuldstændig urelateret til bogen. Bogmærket virker måske lidt mindre prætentiøst."
