Fy-ordet

Brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen er fyldt med tabuer og paradokser, det er en kendt sag, men i takt med et større behov for styringsredskaber i den offentlige sektor bliver det også mere presserende at tage fat på emnet, hvor svært det end måtte være. I dag er det sådan, at en betændt byld, som sidder på armen, er gratis at få behandlet, men sidder den i munden, vil det kunne ruinere den uheldige indehaver, når tandlægeregningen kommer. Høreapparater er gratis og betalt af det offentlige, det er briller bestemt ikke, psykiatere er gratis, det er psykologer i reglen ikke, og så videre, eksempler er der nok af. Sådan er det, og det er svært at finde andre forklaringer på det end traditioner, gamle beslutninger, og hensyn til erhvervsinteresser, som aldrig er blevet taget op til revision. Det eksisterende system for brugerbetaling på offentlig service er overhældt med et tykt lag beton, og ikke blot er det utidssvarende, berøringsangsten over for brugerbetaling fra de politiske partier fra højre til venstre betyder direkte tab af velfærd.

Sundhedsøkonomer peger på, at selv en lille egenbetaling på eksempelvis 50 kroner pr. lægebesøg vil kunne nedbringe antallet af besøg og afhjælpe en truende mangel på praktiserende læger. Brugerbetaling skal ikke indføres for at privatisere ad bagvejen eller tilføre nye indtægtskilder til det offentlige, for udgifterne til administrationen er som regel større end indtægterne. Med mindre prisen sættes meget højt, og gør den det, vil man med rette kunne spørge, om ikke man som skatteyder har betalt for ydelsen én gang. Brugerbetaling skal indføres for at ændre adfærd, for at sørge for, at man som patient tænker sig om en ekstra gang, inden man søger læge med en banal gene. Argumentet imod er, at det vil skabe ulighed, og at mindrebemidlede vil undlade at søge læge, og deres sygdom dermed forværres, hvis de skal betale for det. For det første vil man kunne gennemføre en refusionsordning for de laveste indkomster og endda en ordning som i Frankrig, hvor lægen ikke må afvise patienter, som ikke kan betale, det er så op til de offentlige myndigheder at kræve pengene ind.

For det andet er det store spørgsmål, om ikke det skaber større ulighed at lade stå til. Hvis man ikke vil tage de midler og styringsredskaber i brug, der ligger lige for, når det gælder om at gøre det offentlige sundhedssystem mere rationelt, så risikerer man, at det sander til i lange ventetider, mangel på sundhedspersonale og forringet kvalitet. Uligheden opstår for alvor den dag, det offentlige system ikke længere kan følge med kvaliteten og servicen i den private del. For de, der har råd, skal nok finde alternativer, og hvor behovet er, vil der være et marked for udbud af private sundhedsydelser. Private sygehuse, private skadestuer og private sundhedsforsikringer kender vi. Hvornår bliver det mon den praktiserende læges og lægevagtens tur?