"Visse plader er så frastødende, at man får lyst til at hævne sig på skaberen i en rent fysisk forstand."
Anmeldelse af Lou Reeds "tragiske rock opera" Berlin i musikmagasinet Rolling Stone, 1973.
Få har som Lou Reed taget røven på den skolede skønsangs forkæmpere. Hans monotone stemme (som netop ikke er en 'sangstemme') er stik mod al logik ekstremt udtryksfuld og, når den er bedst, direkte hypnotiserende.
Reeds røst har dog til tider antaget en anden og langt mere urovækkende klang, navnlig på live-albummet Rock'n'roll Animal (1974), hvor tre af sangene fra Reeds yderst usentimentale junkie-saga Berlin (1973) figurerer ('Lady Day', første del af 'Caroline Says' og 'How Do You Think It Feels?').
På denne plade lyder Reed, som om han er i en psykotisk vredes vold. Hvis han med Berlin stræbte mod en form for pervers katarsis, forløste han den på disse blodskudte brudstykker. Kvaliteterne i Julian Schnabels koncertfilm Lou Reed's Berlin, der blev optaget for to år siden, skal imidlertid findes et helt andet sted.
Grædende barn
Selv om vi under Schnabels korte introduktionstale kun ser Reed i silhuet, ligner han en ængstelig atlet kort før startpistolen affyres. I koncertens første minuts tid lyder Reeds stemme da også noget så ukarakteristisk som famlende. Faktisk fik jeg indtryk af, at han kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Hvis han gjorde, er det ikke så sært. Det var afgjort en æresoprejsning, Schnabel forevigede i december 2006 i St. Ann's Warehouse i Brooklyn. For første gang opførte Reed her sit da 33 år gamle konceptalbum Berlin, som i sin tid frastødte både fans og kritikere.
De stærke reaktioner hænger utvivlsomt sammen med, at pladen på en meget konsekvent og kompromisløs facon fortæller en afsindigt deprimerende historie. Berygtet er især en sekvens, hvor vi hører et forsømt og grådkvalt barn skrige på sin mor.
Rejse mod lyset
For denne anmelder var det umuligt ikke at holde den stofomtågede, camp-dæmoniske helvedeshund fra tiden omkring Berlins fødsel op mod det 21. århundredes Reed med sit nu fredfyldte og furede, ja, med alderen endda lettere skildpaddeagtige ansigt. En sammenligning Schnabel da også inviterer til ved at give os et enkelt visuelt flashback til Reeds rendestensdage. Havde jeg ikke været i embedes medfør, havde jeg med glæde ladet mig rive helt og aldeles med af denne banale, men alligevel og vel til alle tider bomstærke fortælling om et menneskes rejse mod lyset.
Men filmen har en svaghed deri, at den ikke fanger den onde(ste) del af pladens ånd. Mens Reed i 1973 utvivlsomt følte lige så stærkt for pladens fire sidste og klart mest knugende numre som for de øvrige, er det her den første halvdel med sin forførende Big Band-arrangementer, der får lov at stjæle billedet og sætte dagsordenen.
Denne mest vitale del af værket afleveres med fantastisk energi af et band, som har ukontrollabel spilleglæde piblende ud af porerne. Et på én gang sigende og absurd øjeblik opstår, da guitaristen kvitterer med et stort grin når Reed i 'Caroline Says' synger ordene "She treats me like I'm a fucking fool."
Løs på tråden
Overskuddet og det gode humør bider sig fast, og hverken Reed eller bandet formår at lægge ansigtet i de folder, den forfærdende finale fordrer. Den kølighed og distance, som i sin tid vakte forargelse, er her henvist til periferien, og efter det parameter - og kun det! - er filmen en fiasko.
Det er dog let at have forståelse for, hvis Reed har lyst til at opføre værket uden at have mindste lyst - eller være i stand - til at vende tilbage til det sorte hul af en sindsstemning, han at dømme ud fra sin opførsel befandt sig i dengang. Hvis det kniber med at yde en sætning som "That miserable rotten slut couldn't turn anyone away" fuld retfærdighed, tjener det et eller andet sted kun manden til ære. Det er dog et moderat stemningsforstærkende greb, at Schnabel har indflettet små filmsekvenser, hvor Emmanuelle Seigner lægger krop til den pilrådne møgfisse, der aldrig afviser en mand, også kendt som fortællerens suicidale samlever Caroline, som også er kendt som 'Alaska' på grund af de mængder speed, hun sniffer.
Modsætninger
Senere i 1970'erne skulle også David Bowie lade sig inspirere af det unikke berlinske byrum, og måske som aparte hyldest til metropolen, den er opkaldt efter og udspiller sig i, rummer Berlin en række bizarre og fascinerende modsætningsforhold. Eksempelvis udtrykker få ting samhørighed som et stort kor og et big bands brølen, men Berlin handler jo i høj grad om ubodelig ensomhed - eller i hvert fald fatalt fejlslagen tosomhed.
På trods af de to hovedpersoners ofte frastødende adfærd, er der også noget sympatisk ved, at Reed bekoster en 'opera' på nogle typer, som aldrig ville blive lukket ind i operaen, dersom de skulle forvilde sig derhen. At han insisterer på, at også underhundenes undergang kan være storladen; at han instrumentalt har sat så meget i værk for at skildre de overvejende primitive følelser, som de to speednarkomaners samliv består af; og at starte et harmdirrende nummer om maskulint mindreværd som 'Caroline Says' med 'Skoven vågner'-lydeffekter er simpelthen genialt i sin svimlende mangel på logik.
Ingen Lou Reed-fan må gå glip af denne film, som også rummer tre ekstranumre: En smuk duet-udgave med Antony Hegarty af 'Candy Says' efterfulgt af 'Rock Minuet' og 'Sweet Jane'.
Lou Reed's Berlin. Instruktion: Julian Schnabel. Amerikansk-britisk (Grand i København)
