Fjernsyn

Sorte øjne og en ond mund

Set&sket. Multitasking er en ædel disciplin, og i denne uge har vi tasket til Vietnam, som forlængst har tilgivet amerikanerne for krigen, samt tasket Ingrid Betancourt, som nok snart vil blive indspillet med Meryl Streep, og vi har også tasket forkert
11. Juli 2008

Multitasking hedder det, hvis man hører radio og samtidig ser tv, mens man nynnende står på ét ben i sit køkken og rører i en gryde, idet man med den frie hånd surfer på nettet og desuden smålæser i en avis, taler i mobil og gør rent med sin støvsuger.

Overfladisk? Overhovedet ikke - man får tværtimod fyldt godt på klogetanken, og man får en rigdom af oplevelser. Mest almindeligt er det nok med kun to ting ad gangen f.eks. 'høre fjernsyn', mens man nusser med et eller andet i den bolig, man kalder sin egen.

Der er to aktuelle udsendelsestyper, der er særdeles velegnede til den type multitasking. Den ene er der altid, døgnet rundt, nemlig TV 2 News, den anden er Tour de France-transmissionerne. Man kan have dem kørende i baggrunden, og hvis der pludselig sker noget ud over det sædvanlige, smider man bare, hvad man har i hænderne, med mindre det er en skærebrænder, så husker man at slukke først.

Læs mere om

fjernsyn

Således da det blev offentliggjort, at nogle FARC-gidsler var blevet befriet i Columbia, men endnu mere, da tv kunne vise en stump flimrende filmbilleder, optaget i gedulgthed under den dristige aktionen. Tv-news, så det basker, helt tæt på begivenheden og af det stof, som man senere vil lave en film af med Meryl Streep som Ingrid Betancourt, den columbianske præsidentkandidat, som Sarkozy straks kastede sig over med ulækre kys, da hun kom til Paris - hvilket garanteret giver ham lidt tilbage af den tabte popularitet. Moderne politik, ik' os'?

I et tog

FARC lod sig narre af udklædte sikkerhedsfolk, og narrede folk er altid lidt til grin og deflorerede. I forvejen er det ikke let at være marxistisk befrielsesbevægelse, efter at Sovjet forlængst har strakt våben, og Rusland er overtaget af Putin, Medvedev, Gazprom og mafiaen, alt det, vi forstår som de vestlige værdier. I 1960'erne, hvor guerillaen opstod, fremstod FARC'erne som revolutionære helte, men da var Fidel Castros heltedåd på Cuba i frisk erindring. Han ville indføre demokrati, hvor bliver det af?

Verden ser anderledes ud nu, hvad der også fremgik af en hollandsk udsendelsesserie på klogekanalen DR2 i denne uge. Første del af 'På sporet af Østen' var optaget i et tog i Vietnam, hvor vietnamesere fortalte om deres forhold til det, vi kalder Vietnamkrigen, men som de kaldte krigen mod USA.

Vietnamkrigen var en stor samlende faktor for ungdomsoprør i Paris og København, Washington og Tokyo. Napalm og massakrer på uskyldig kvinder og børn i junglens landsbyer fremkaldte stærke følelser. Gamle ungdomsoprørere nærer stadig et ubændigt had til amerikanerne for Vietnam-krigen, men det interssante er, at vietnameserne selv forlængst har tilgivet. Det fremgik af en række udtalelser.

Lilholt

En ung, populær sangerinde, My linh, fortalte, at hun og andre børn havde sunget en sang om, at den amerikanske soldat "har sorte øjne og en ond mund."

Men om sin drøm i dag sagde hun: "Jeg vil gerne sælge 100.000 cd'er i USA," og så lo hun: "Vi kan tilgive, men europæerne kan ikke," lød det. Det er sandt. Tyskerhadet er ikke udryddet helt. Men tilgivelse er en vigtig del af vietnamesisk kultur og religion.

Nå, for pokker, nu hører jeg fra mit tv, at Lars Lilholt er gæst i Tour de France-studiet. Speakeren siger, at Lilholt engang har vundet den grønne pointtrøje i cykelløb. Underligt i betragtning af, at han altid er i Giro 413 med sangen 'Kald det kærlighed', eller som vor tidligere vinmedarbejder, Flemming Kyed, yndede at omtale tophittet: "Kald det kalvesteg."

Selvfølgelig var det ikke Lars, men en forhenværende cykelrytter, Søren Lilholt, som stod af i tide, nemlig som 27-årig, fordi han ikke ville med i alt det der doping.

Ja, man lærer immerhen meget nyt, når man er inkarneret multitasker og hører forkert.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff20080905-191001-pic-671715460.jpg

    Sidste chance for sydsjællænderen

    Danmark er nu nede som nummer 36 på verdensranglisten. Ansvaret for miseren ligger først og fremmest hos landstræner Morten Olsen. Alt for længe har den stædige sydsjællænder holdt fast i et stivnet og forældet 4-3-3 system, og derfor er de rød-hvide nu at regne for et halvblødt mandskab, der kun kan overkomme at banke Europas Prügelknaben
  • 20080906-022931-6.jpg

    Gennemført gennemsnitlig

    Hvad er forskellen på en pitbullterrier og en 'hockey mom'? Læbestift. Det er republikanernes nye vicepræsidentkandidat, Sarah Palins, yndlingsvittighed om sig selv. Hun er så ufatteligt normal, og alligevel har hun skeletter nok i skabet til at være det mest interessante i den amerikanske valgkamp
  • Da modløberen blev minister

    Efter denne sommer kan ingen længere opretholde fantasien om Birthe Rønn Hornbech som indbegrebet af moralsk og demokratisk anstændighed. Det var nemlig en fantasi
  • En global krig uden deadlines eller udgange

    Syv år efter terrorangrebet på World Trade Center gør amerikansk historiker op med forestillingen om USA's enestående plads i verden. Den amerikanske drøm er kørt definitivt af sporet, og selv ikke Obama kan ændre det, siger Andrew Bacevich
  • Engle bliver ikke præsidenter i Pakistan

    I dag får Pakistan en ny præsident. Alt tyder på, at valget falder på Asif Ali Zardari. Verdenspressen og mange pakistanere har dømt ham som en korrupt, psykisk ustabil playboy, men måske kan Benazir Bhuttos enkemand vise sig at blive USA's nye mand i regionen
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget