PARIS - Meget kan man beskylde den slagne fotogene politiker, Ségolène Royal for. Hun var under intens beskydning fra både medierne og sine egne, da hun sidste år tabte præsidentvalget til modkandidaten, den nuværende franske præsident Nicolas Sarkozy; og pt. har hun gang i en kontroversiel intens intern kampagne for at blive socialisternes næste partiformand.
Men ingen havde dog indtil i går endnu udtalt, at hun er gået fra forstanden.
Nøjagtigt det står især hendes politiske modstandere imidlertid i kø for at sige nu.
Baggrunden er, at Royal i de direkte tv-nyheder onsdag aften på den statsejede France 2 beskyldte præsidenten for, via sine mange "venner", på en eller anden skummel måde at stå i forbindelse med flere indbrud, som den socialistiske politiker har været udsat for. Indbruddene har fundet sted i hendes lejlighed i Boulogne-Billancourt lige uden for Paris, og det seneste skete for to uger siden.
Der er tilsyneladende aldrig forsvundet noget fra lejligheden, hvilket har fået Royal til at mene, at der er tale om politisk motiveret chikane, "ransagninger" snarere end gemene indbrud.
"Jeg tror, der er en sammenhæng mellem indbruddet hos mig den 27. juni og mine anklager fra dagen før om, at præsidentens rige venner er ude på at 'overtage Frankrig'," sagde hun. Hendes bemærkninger kom efter at præsidenten har bebudet, at det skal være slut med reklamer på de offentlige tv-kanaler, en beslutning som kritikere mener kun vil gavne præsidentens venner i den private medieindustri, der står i kø for at overtage de 450 millioner euro, reklamerne genererer i indtægter.
Watergate ala française
Direkte adspurgt om hun "anklagede dem, der er ved magten" for indbruddene, svarede hun "det er da en bizar tilfældighed, synes De ikke? Det er anden gang min lejlighed er blevet ransaget." Publikum var målløse.
"Hun ønsker at være martyr," lød det fra regeringspartiets talsmand i går: "Hun er gået fra besindelsen, og tror sig forfulgt af mørke magter, der lever i skyggen. Hun har simpelt hen tabt hovedet."
Paranoia eller ej. Der sker jo så mange mystiske ting i toppolitik, og det var, skal det i retfærdighedens navn siges, ikke alle, som var enige i, at Royals udtalelser var oplagte som Ugens Bommert.
Socialisternes gruppeformand i Nationalforsamlingen Jean-Marc Ayrault udtalte eksempelvis i går, at de 14 måneder, der er gået, siden Sarkozy vandt valget har skabt et klima, der "minder om de mest ubehagelige perioder i fransk politisk historie". Og når der først er skabt sådan en stemning, sagde han, så "kan alt ske".




