"Der påhviler os alle et tungt ansvar. Som fungerende rådsformand, er det klart, at der påhviler mig et særligt stort ansvar. "
Da præsident Nicolas Sarkozy i går stillede sig op foran de europæiske parlamentarikere i Strasbourg for at fremlægge planerne for det franske EU-formandskab det næste halve år, lagde han ikke skjul på, at han står i en noget anden situation, end han havde håbet på, da han lagde planerne for sit formandskab.
Det irske nej til Lissabon-traktaten den 12. juni har kastet grus i maskineriet og truer med at spænde ben for det digre program, som franskmændene har lagt op til at skulle igennem.
Sarkozy og hans folk havde regnet med at kunne skåle for en ny EU-formand og udenrigsminister på topmødet i december, og at tage æren for at finde de ideelle kandidater. I stedet skal de nu have en køreplan klar for, hvordan Lissabontraktaten kommer på skinner igen. Højst sandsynligt ved en ny folkeafstemning i Irland. Humlen her ligger i at finde ud af, hvad det irske folk i så fald skal tilbydes for at garantere et ja, og det bliver en fransk opgave at sørge for, at det er noget, alle 27 medlemslande kan blive enige om.
26-1
At bede irerne stemme igen er en svær opgave. Det vil kræve et dokument fra de andre EU-lande, der anerkender Irlands suverænitet på nøgleområder som forsvar, skatteharmonisering og abortlovgivning, og alle EU-lande skal garanteres hver sin EU-kommissær. Så kan ja-siden måske have en chance ved en ny folkeafstemning. Men - i hvert fald når det gælder kommissærerne - vil det kræve store diplomatiske evner, at visse af de andre lande med, fordi flere mener, at en kommisær pr. land vil gøre et voksende EU ineffektivt.
Samtidig forudsætter en køreplan for irsk folkeafstemning, at resten af EU-landene ratificerer traktaten inden, så de irske skeptikere ikke kan læne sig op af, at andre lande mangler at gå med. Den skal altså stå 26-1 inden december, hvis franskmændene skal kunne præsentere en endelig køreplan, og det kan blive sværere end som så.
Fakta: Prioriteterne for det franske formandsskab
Lissabon-traktaten
Med det irske nej til traktaten er det franske formandskabs fokus skiftet fra at implementere traktaten og finde en ny formand og udenrigsminister for EU til at være primus motor i at finde en vej ud af problemerne.
Sarkozy tager til Irland 21. juli for at høre om mulighederne for en ny folkeafstemning. Irerne skal selv præsentere et løsningsforslag ved oktober-topmødet, men franskmændene vil meget gerne være dem, der opridser en vej ud af moradset, inden de overlader formandskabet til Tjekkiet i januar.
Klimaændring og energi
I marts sidste år blev EU-landene enige om at reducere sit CO2-udslip med 20 procent inden år 2020, hvor det også er målet, at 20 procent af EU's energiforbrug skal komme fra vedvarende energi. Spørgsmålet er, hvordan byrderne skal fordeles landene imellem, og det er Frankrigs mål at få en aftale på plads ved december-topmødet. Det er nødvendigt, hvis den skal igennem parlamentet inden valget i sommeren 2009.
Immigration
En 'Europæisk immigrationspagt', der kan samle EU-landene om en fælles indvandrer- og asylpolitik, har stået højt på den franske dagsorden. Frankrig vil bekæmpe ulovlig indvandring og styrke grænsekontrollen, men da pagten blev præsenteret først på ugen i Cannes var den mere udvandet end franskmændene først havde lagt op til.
På grund af spansk modstand er der ikke tale om konkrete forslag som forbud mod masselegalisering af ulovlige indvandrere, men snarere en politisk hensigtserklæring, som skal vedtages ved topmødet i oktober.
Sikkerhed og forsvar
Allerede for ti år siden blev de daværende ledere af Frankrig, Tyskland og Storbritannien - Chirac, Schröder og Blair - enige om EU skulle have en sikkerheds- og forsvarspolitik. Den vil Frankrig nu sætte skub i, så EU kan udføre større militære missioner.
Sarkozy mindede i juni sine europæiske kolleger om det løfte de afgav i 2003 om at lave en fælles hær med 60.000 soldater. Samtidig har han foreslået, at EU skal oprette en fælles luftflåde med helikoptere og fly og forsøger at finde EU-midler til militære projekter og materiel.
Landbrug
Sarkozy har sagt, at EU's fælles landbrugspolitik skal ses efter i sømmene under det franske formandsskab. Landbrugsstøtten er i vælten, og mange lande ser den gerne afskaffet, ligesom man gerne ser handelsbarriererne fjernet i forbindelse med WTO-forhandlingerne. Men Frankrig er ikke et af de lande.
De franske landmænd går på barrikaderne ved den mindste udsigt til en omlægning af støtten, og Sarkozy har allerede lovet at 'beskytte europæerne', der er bange for de stigende fødevare- og oliepriser.
Formandsskabets forhold til...
... de store
Tyskland er det vigtigste af de store lande i forhold til det franske formandskab. Storbritannien, med den let EU-skeptiske Gordon Brown, holder sig i baggrunden i EU-sammenhæng for tiden, og både Spanien og Italien har nok at se til på hjemmefronten. Frankrig og Tyskland har traditionelt spillet rollen som det stærke makkerpar i EU og forsøger også nu at holde sammen.
Senest har de været enige om, at ratificeringen af Lissabontraktaten burde fortsætte på trods af det irske nej, og om at lægge en dæmper på EU's krav til CO2-udledningen fra nye biler.
Merkel er dog mistænkelig ved Nicolas Sarkozys foretagsomhed og hans uvillighed til at konsultere med de andre lande, før han lancerer nye idéer og initiativer.
Merkel bryder sig heller ikke om, at Sarkozy blander sig i Den Europæiske Centralbanks måde at køre forretningen på
... de små
Det mest foruroligende ved et fransk formandskab for de mindre EU-lande er Sarkozys meldinger om et mere protektionistisk Europa og hans modvilje mod at fjerne handelsbarrier i WTO-sammenhæng.
De holdninger falder ikke i god jord i de nordeuropæiske lande, som i langt højere grad end de sydeuropæiske har formået at omlægge deres industri til en globaliseret verden.
Frankrig derimod er et af de lande i EU, der kæmper hårdest for at bevare egne arbejdspladser mod udflytning og konkurrence fra udlandet, også selvom der er tale om forældet industri og produktionsmetoder.
Den politik er de mindre nordeuropæiske lande uenige i.
... de nye
Sarkozy har allerede været efter både Polen og Tjekkiet, som begge tøver med at ratificere Lissabon-traktaten, og de nye lande bryder sig ikke om, at blive belært af et af 'de gamle'. Polen kan blive et problembarn for Frankrig, fordi præsident Lech Kaczynski dybest set ikke er begejstret for det europæiske projekt, og ved at opponere mod EU kan han genere sin premierminister Donald Tusk, som væltede Lechs tvillingebror Jaroslaw.
Men polakkerne er også glade for Sarkozys planer om at knytte Ukraine tættere til EU - en polsk mærkesag. Polen og Frankrig har også fælles interesse i at bevare landbrugsstøtten.
I forholdet til Østeuropa nyder Sarkozy godt af sine ungarske rødder. Han underskrev i maj en fransk-ungarsk partnerskabsaftale om øget samarbejde på områder som forskning, atomkraft, klimaændringer og forsvarspolitik, og gjorde det samme i februar med Rumænien.
...de modvillige
Nicolas Sarkozy tager 21. juli til Dublin for at tale om den forkastede traktat, og det er ikke uden en vis nervøsitet, man byder ham velkommen i den irske hovedstad.
Franskmændene har før gjort ondt værre i Irland, for eksempel da udenrigsminister Bernard Kouchner forsøgte at true irerne til at stemme ja inden folkeafstemningen ved at sige, at irerne selv ville blive de første ofre for et nej.
Det er en højrisiko situation at bede irerne gå til stemmeurnerne igen, og hvis Nicolas Sarkozy på nogen måde udtaler sig udiplomatisk eller forsøger at true irerne igen, kan det gøre den mulighed endog meget svær og få alvorlige følger for både irerne og Lissabontraktatens videre skæbne.
... dem udenfor
Flere lande omkring EU ser med skepsis på det franske formandskab. Specielt i Tyrkiet har man ingen tro Sarkozy, der tidligere udtalt sig meget bastant mod tyrkisk medlemskab. Tyrkerne ser Sarkozys idé om en Middelhavsunion, som et direkte forsøg på at holde dem ude af fællesskabet.
Også de nordafrikanske og arabiske lande ved Middelhavet er lunkne ved den foreslåede Middelhavsunion, som de mener, er sat i søen som Sarkozys private prestigeprojekt og for at holde illegale indvandrere ude af Europa, frem for at hjælpe middelhavslandene.
Til gengæld er Frankrig et af de få europæiske lande, der har gode stabile relationer til Rusland. Begge har en plads i FN's Sikkerhedsråd, og Frankrig var det første land, Vladimir Putin besøgte, da han blev premierminister.
lwj
Tyskland venter på udfaldet af en retssag inden traktaten kan endeligt ratificeres, og Sarkozy har haft skolemester-stemmen på i de første dage af sit formandskab, fordi der er muggen i geledderne.
Både Polens præsident Lech Kaczynski og Tjekkiet tøver med at ratificere traktaten, og selvom begge parter siden har trukket i land, viser det, at det ikke er så lige til at styre en flok på 27.
Mangel på diplomati
At få alle til at ratificere traktaten kræver med andre ord en sikker diplomatisk hånd, og der holder alle vejret, når det gælder den franske præsident.
Et af de mere farverige eksempler på, at Sarkozys temperament ind imellem løber af med ham, når han burde vide bedre, kan ses på Youtube, hvor præsidenten i februar hvæsede ordene "skrid din sølle idiot" til en landmand, der ikke ville hilse på ham på en landbrugsmesse.
Mere alvorligt har Sarkozy allerede i løbet af formandskabets første dage lagt sig ud med både den britiske handelskommissær Peter Mandelson og chefen for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet.
Peter Mandelson har Sarkozy beskyldt for at være årsag til det irske nej og for at sælge ud af europæisk landbrugs interesser under forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen, WTO.
Jean-Claude Trichet har fået på hatten for Centralbankens rentepolitik - til mange landes store irritation, fordi de mener, at europæiske ledere ikke skal prøve at påvirke en uafhængig institution.
Stålsat vilje
Sarkozys temperament og egenrådighed kan derfor blive en af de største sten i skoen for det franske formandskab, for i EU er det forhandlingsevne, kompromisvillighed og evnen til at lytte og skabe koalitioner, der baner vejen til succes. Samtidig skal man ikke glemme, at Sarkozy også er en pragmatiker, der gerne vil have Europa til at bevæge sig igen. Derfor kan hans stålsatte vilje og ukuelige gå-på-mod også blive en styrke i den situation, Europa står i netop nu.
Han vil, at der skal ske noget, selvom det næppe bliver muligt at afkrydse samtlige formandskabets mange ambitiøse mål, før vi når december.
Den franske idé om en stærk "Europæisk Integrationspagt" er allerede så udvandet som følge af spansk modstand, at der kun er tale om en politisk erklæring, som ikke tilfører meget nyt til de ting, EU arbejder på i forvejen.
Frankrig har også en idé om at styrke den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Det skal blandt andet ske med en fælles hær på 60.000 soldater, en ny generation af militærsatellitter og flere EU-midler til militære operationer. Men selvom der er velvilje hos lande som Storbritannien og Polen, der ellers normalt orienterer sig mod NATO i militær sammenhæng, så bliver det svært at hive flere penge ud af EU-landene til militære operationer. Specielt på et tidspunkt hvor mange har nok at se til i Afghanistan.
Måske ros alligevel
Formandskabet har størst mulighed for at få en gedigen succes, når det gælder klimaændring og energi. Som Sarkozy sagde i Europaparlamentet i går: "Verden venter ikke. Europa må gå foran".
Det er en fransk opgave, at få forhandlet igennem, hvordan den ambitiøse klimapakke, som EU-lederne vedtog sidste år, skal føres ud i livet. Og den aftale er vigtig, hvis EU på nogen måde skal have held til at presse andre lande til at følge Unionens eksempel ved klimatopmødet i december 2009 i København, hvor der skal forhandles om en opfølger til Kyoto-aftalen.
Det bliver en kæmpe udfordring at forhandle sig frem til, hvordan byrderne skal fordeles landene og industrierne imellem, fordi mange forskellige nationale strategier skal forenes.
Lykkes det kunststykke, samtidig med, at franskmændene kan fremvise en løsning på, hvordan det irske nej skal tackles, så kan det sagtens ende med, at Sarkozy og hans folk alligevel får ros til december. Også selvom situationen ikke tager sig helt så positivt ud, som franskmændene havde håbet på, da de planlagde formandskabet.
