Endnu en forfatter er død alt for ung, Jacob Ejersbo, 40 år, så meget mere bittert, som han var på toppen af sin formåen efter succesen med bestselleren Nordkraft om narkomiljøet i Ålborg og med endnu et storværk på vej, Liberty-trilogien.
En af de venner, som kendte ham bedst, var Christian Kirk Muff, som var hans sparringspartner gennem årene, både på Nordkraft og det nye endnu ikke udkomne værk, som består af tre bøger, en murstensroman, Liberty, endnu en roman, Eksil, og en samling fortællinger, Revolution. Et værk på tilsammen 1.600 sider, som de to begyndte at tale om for 13 år siden, og som handler om forholdet mellem den vestlige verden og de såkaldte tredjeverdenslande - om kvinder og mænd, børn og ældre, grønlændere og danskere, amerikanere, englændere, afrikanere, indere og arabere og meget mere. Ikke mindst er den inspireret af, at en del af Jacob Ejersbos opvækst foregik i Tanzania.
Øjeblikket
“En bog for alle mennesker med et ambitionsniveau, hvis lige jeg ikke har kendt til i dansk litteratur,” siger Christian Kirk Muff.
“Vi lærte hinanden at kende i 1989 under et universitetsstudium i dansk, hvor vi havde den specielle start på vores venskab, at vi ikke kunne lide hinanden,” fortsætter han.
“Jeg syntes, han var indesluttet og fjendtlig, og han syntes, at jeg var alt for meget i overskud og ‘velbehagelig’. En dag sidder han og vasker vindue i tredje sals højde og får øje på mig, gående krumbøjet hen ad gaden, idet jeg lige havde fået et voldsomt hold i ryggen. Det var ved at koste ham livet, idet han i den grad kom til at grine ved synet. Han har senere sagt, at lige der, det øjeblik - min måde at grine tilbage på - overbeviste ham om, at jeg også kunne være svag og derfor var et menneske. Jeg tror, det var sådan, at for at han kunne holde af nogen, skulle han have set, at de kunne være svage. Stærke mennesker stolede han ikke på. Det samme i hans litteratur, hvor han var solidarisk med sine personer. Han skulle helt ind i dem og se, at de var svage - og så sprang det med kærlighed.”
Dagpenge
Deres veje skiltes. Christian Kirk slog sig på computerspil, blev kreativ producer på det første Hitman-spil, først ansat på IBM som kreativ chef, nu med sit eget selskab, Empati.
Jacob Ejersbo droppede studiet og blev journalist på henholdsvis Bornholms Radio og Nordjyske Medier.
“Det var et håndværk, han ville lære sig, men han vidste på dato, hvornår han var berettiget til at gå på dagpenge, for han ville skrive bøger,” siger Christian Kirk Muff, der også har oplevet Indien sammen med ham.
“Han kunne fortælle menneskene,” siger han og glæder sig over det, der skete med Nordkraft.
“Succesen klædte ham fænomenalt godt. Den fik ham økonomisk ud af det truende dagpengehelvede. Han håndterede den smukt og brugte det til at gøre sig til et endnu bedre menneske.”
Sødme og sortsyn
Jacob Ejersbos død kom ikke bag på hans nærmeste. Han døde af kræft på spiserøret, den samme sygdom, som tog Dan Turéll. Disse to forfattere havde også et usentimentalt forhold til deres sygdom til fælles. Om det fortæller forfatteren Peter Øvig Knudsen:
“Jacob gad ikke tale om sin sygdom, så det blev overstået i starten af en samtale, hvor man lige fik et par aktuelle, faktuelle informationer om status. Da han i den sidste tid, hvor han var stærkt svækket, ikke selv kunne opleve så meget, var han ivrig efter at få noget at vide ude fra verden, hvordan det gik med det ene og det andet.”
Gennem Jacob Ejersbo traf Peter Øvig i øvrigt Christian Muff og fik ham med som førstelæser og, som han siger, ‘skrivecoach’ på sin bestseller, Blekingegadebanden.
“Når man hørte, at han havde været chef på IBM, forestillede man sig jo ikke lige ham som en, der kunne være litterær rådgiver, men blandt andet var han med til at trække min bog i en thriller-retning.”
Peter Øvig Knudsen siger om Jacob Ejersbo:
“Han var et meget sammensat menneske, fordi han på den ene side var meget illusionsløs, for ikke at sige med et sort syn på verden og såmænd også på sig selv, men samtidig et af de sødeste og varmeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han havde en blanding af sødme og skarphed. På overfladen var han glad, venlig og imødekommende. Han skrev om de mest mørke og kaotiske sider af menneskelivet, men under fuld kontrol, og der var den pinligste orden i hans skriveværelse.”
Jacob Ejersbo blev også en af filminstruktøren Ole Christian Madsens bedste venner, da denne instruerede filmversionen af Nordkraft, og de havde hyppig kontakt, flere gange om ugen. Instruktøren var hos ham få timer, før han døde torsdag aften,
Som Fiskerne
“Jacob var en af mine nyere venner,” fortæller Ole Christian Madsen, “og du ved selv, hvordan det er: jo ældre, man bliver, desto sværere er det at få nye venner, men vores venskab blev stærkere og stærkere efter filmen. Jeg mødte ham, da jeg fik optionen, rettighederne til at filmatisere bogen, hvor vi bagefter gik ud at spise. Han ville egentlig ikke involveres i filmarbejdet og holdt sig på afstand, men da han en dag kom ud og overværede dem, tiltalte miljøet ham, og han blev hængende i tre-fire uger og var ikke til at drive hjem. Jeg så Nordkraft som en slags overbygning på Hans Kirks Fiskerne, en moderne krønike fra samme sted, men med en helt anden slags mennesker.
Han var selv ikke en del af miljøet, bogen handler om, men i omegnen af det uden selv at være stofmisbruger. Premieren i Ålborg, hvor en del af de mennesker, der har givet inspiration til romanen, var med, var en bevægende oplevelse, vi havde sammen.”
Ole Christian Madsen karakteriserer Jacob Ejersbo som “en intelligent og moralsk meget velfunderet person, der havde sine dæmoner fra barndom og ungdom”. Han var også “fantastisk sjov at gå i byen med, og han havde en stærk mentalitet, så uanset, hvad der skete, kunne han holde sit humør. Sygdommen tog han ufatteligt stærkt. Hvis jeg ikke havde respekteret og beundret ham før, så kom jeg til det, mens han kæmpede den hårdeste kamp, som nogen kan forestille sig.”
Mange lag i sig
Johannes Riis, direktør på Gyldendal og konsulent på Nordkraft, husker en række intense møder under redigeringen af bogen. Kom succesen bag på forlaget?
“Vi kunne se, at der var et potentiale i den, men vi turde jo ikke gøre os forhåbninger om den succes, den fik,” siger han.
“Vi håbede selvfølgelig, den ville brage igennem, og det gjorde den virkelig. Det var lidt svært på forhånd at råbe offentligheden op med den, for hvad skal man med en bog om pushere og narkomaner i Aalborg? Det var jo ikke det mest opsigtsvækkende at komme ud med. Jeg husker en 70’er-kvinde af det højere, københavnske borgerskab, som fik den i hånden dagen efter udgivelsen og udtrykte sin store skepsis, men da hun havde læst den, sagde hun, at det var da noget af det mest fantastiske!”
Johannes Riis betegner Jacob Ejersbo som “en mangefacetteret person. Man skulle ikke lade sig narre af hans overflade og easygoing facon, for han havde mange lag i sig og var ikke kun en glad, ung mand.” Johannes Riis er overbevist om, at han allerede har sikret sig en plads i litteraturhistorien for den nye ‘råhed’, han har tilført den realistiske måde at skrive på. Derved fanger han noget i tiden.
Noget lignende siger forfatteren Carsten Jensen, der holdt talen, da Jacob Ejersbo fik Boghandlernes Gyldne Laurbær (se boks).
“Han fornyede realismen i Danmark, og det vil han blive husket for,” siger han. Carsten Jensen, p.t. på ferieophold i Frankrig, havde en oplevelse af samme art som Johannes Riis’:
“Jeg forærede Nordkraft til min 85-årige mor. Hun troede ikke det miljø med junkier i Aalborg kunne interessere hende overhovedet, men det kunne det på grund af Jacob Ejersbos usædvanlige fortælleevne.”
Jacob Ejersbo stiftede ikke selv familie, men tilbragte sin sidste tid hos forældrene.
Født 1968 i Rødovre. Uddannet journalist. Debuterede med brevromanen ‘Fuga’, skrevet sammen med Morten Alsinger, efterfulgt af novellesamlingen ‘Superego’. Fik sit store gennembrud med romanen ‘Nordkraft’ i 2002, der både blev en succes hos anmelderne og hos læserne. Han modtog De Gyldne Laurbær for ‘Nordkraft’ i 2003. Bogen fik fornyet liv, da Ole Christian Madsen i 2005 filmatiserede ‘Nordkraft’.
Jakob Ejersbo døde torsdag aften
Selvforbrændingens hede flamme
Uddrag af Carsten Jensens motiveringstale for Jakob Ejersbo, da han i 2003 modtog De Gyldne Laurbær for debutromanen ‘Nordkraft’
Jeg tror, atman kan skrive en god bog om en by, som man elsker. Jeg tror til gengæld ikke, at man kan skrive en god bog om en by, som man kun hader. Jeg tror, at man vil skrive den allerbedste bog om en by, som man både elsker og hader, sådan som Knut Hamsun skrev om Kristiania i Sult […]. En tysk officer kaldte under Anden Verdenskrig Aalborgs Vesterbro for “den flotteste funkisboulevard”, han havde set. Byens naragtige vartegn, Aalborgtårnet, ligner en af de marcherende marsmænd fra H.G. Wells’ roman Klodernes kamp. Når østtyskerne engang bliver grebet af nostalgi, bliver Aalborg et stort turistmål. Det er det, man ser på din bogs omslag:
Det er en by, der vender indvoldene ud på sig selv, en anatomimodel med huden flået af. Hvor andre byer har et ansigt og en identitet, blotter Aalborg musklerne, mavesækken, lungerne og tarmene i fuld offentlighed. I byens centrum er der ikke butikker, men beton og skorstene. Kalkgrunden, byen hviler på, er flået op i store hvide ar, hvor fabrikkerne rejser sig, eternit, cement og sprit. Som by ligner Aalborg en mellemting mellem en naturkatastrofe og Birmingham. Den er et populistisk monument over industrialisme og rå maskinkraft, som i dag skamfuldt skjuler sig bag discount-bindingsværk og gågadernes kommercielle gemytlighed.
Det er usædvanligt, at en forfatter får De Gyldne Laurbær allerede for sin første roman. Som regel plejer de at skulle se hinanden an, forfatterne og boghandlerne. Holder talentet? Er salgskurven for opadgående? I dit tilfælde synes jeg, det er glædeligt, når talentet ikke behandles, som om det var en ejerlejlighed i København, der lige skal stige et par millioner til. Dit talent er så stort og uimodsigeligt, at der ikke er nogen grund til at vente på flere romaner, før prisen kommer. Jeg kan ikke se nogen forfattere, i min egen eller din generation, der kommer bare i nærheden af dig, hvad angår originalitet, intensitet eller blik for mennesker.
Først stod jeg med din bog i hænderne og hadede omslaget. Det gik der et par måneder med. Jeg tror, jeg må have haft Nordkraft i hænderne ti gange og så lagt den fra mig igen på boghandlerdisken. Så fik jeg omsider en regnfuld dag i november læst din roman. I ét stræk. Da jeg var færdig, havde jeg lyst til at springe op af sofaen og løbe ud på gaden og omfavne en eller anden tilfældig forbipasserende, helst dig selvfølgelig, men du var der jo ikke. Jeg havde ikke bare haft en stor oplevelse. Jeg var også blevet forløst, i en forstand der var mere personlig, end jeg måske først var klar over. Jeg forstod omsider, hvorfor mine år i Aalborg havde været så spildte. Jeg havde hadet Aalborg, men jeg havde glemt at elske den, og måske havde jeg ikke engang hadet nok. Jeg havde ikke udsat mig for byen. Det er det, din roman så modigt handler om: at turde udsætte sig for livet. Det er det, det hele handler om. Det er derfor, vi har kunsten.
Kommentarer