I de sidste par års politiske slagsmål om folkeskolen, ungdomsuddannelserne og særligt erhvervsuddannelserne har et hovedtema været akademiseringen af mål, undervisningsformer oglæringsprincipper. Akademiseringen skaber stigende social sortering i uddannelserne og bærer vidne om en uddannelseselite, der skaber uddannelser i deres eget billede og dermed reproducerer og skaber nye skel mellem elever med forskellige forudsætninger og sociale baggrunde. Vi hører det i varierende toneleje fra undervisningsministeren, journalisten Lars Olsen og dansk uddannelsessociologis grand old man, Erik Jørgen Hansen, samt af SF's Nanna Westerby for nylig i Politiken.
Daværende direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, Jesper Florander, slog desuden til lyd for et opgør med middelklasseintellektualismen.
Bruddet med dem
Den grundlæggende tese er over lange strækninger rigtig, men diagnosen forkert, i det mindst halvgjort. Kigger vi på udviklingen i grundskolen og ungdomsuddannelserne tegner individualisering af uddannelsesforløb og pædagogik sig for en langt sikrere overskrift end akademisering. Det gælder for folkeskoleloven i 1993 og erhvervsuddannelsesreformen fra 2000. De fleste akademiske uddannelser og fag har rod i videnskabernes opdelinger i discipliner frem for arbejdsmarkedets behov, og har praktiseret undervisning langs disse fag og med metoder, der knæsatte underviseren som ubestridt faglig autoritet og selvstudiet som primær aktivitet. I dag er det anderledes, ikke mindst medindflydelsen fra RUC og Aalborg Universitet, der blev etableret i 1970'erne og fra starten orienterede sig tværvidenskabeligt, med stærk samfundsorientering og med bl.a. projekt- og gruppearbejde. Den slags foregår nu i vidt omfang også på de øvrige universiteter. De akademiske uddannelsers gradvise ændring kom kun i mindre grad indefra, men snarere fra kritiske pædagogikker understøttet af ungdomsoprøret.
Det er således ikke traditionelle akademiske arbejdsformer og faglige forankringer, som bliver comme il faut i uddannelsessystemet op gennem 1990'erne. Det er derimod bruddet med dem. Den kompetence- og læringsbølge som slog i gennem i 1990'erne alle steder, (herunder ældrepleje, sundhedsfremme, personalepolitik, etc.) og som har funderet folkeskolen i årevis og præget erhvervsuddannelserne blev dels formuleret op mod de klassiske fagligheder og professioner, som har rod i hhv. videnskabernes opdeling og arbejdsdelingen på arbejdsmarkedet, dels tænkt som et bolværk mod undervisningsformer med kanoniseret pensum.
Den individualisering som sås i folkeskolen og erhvervsuddannelserne var ikke skåret over en akademisk standard eller særligt fokus på boglighed, men en optagethed af den enkelte som person med indre ressourcer, der skulle mobiliseres. Snarere blive nogen end kunne noget. Skabe kompetence til at lære frem for at lære noget bestemt. Deraf det enorme fokus på pædagogiske og psykologiske udviklinger for personer med evne til at selvreflektere og tage ansvar for egen læring. At det gav anledning til kolossale mængder af abstrakte begreber og vanskeligt håndterbare standarder som ressourcestærke børn og unge profiterer af skyldes to ting: For det første at vi formaliserede "den skjulte læreplan" ved at gøre den til almene og bløde kompetencer af stor betydning og ofte adskilt fra fagindhold pumpet med 'lækre', men svært forståelige management-begreber. For det andet at nissen (dvs. den sociale selektion) flytter med, selv om vi gør alle lige ved just at lægge vægt på dem som individer. Ikke mindst fordi de foretrukne individualiteter, som fremmes og belønnes, ikke just er rundet af livsformer af mere traditionelt tilsnit eller af ressourcesvage socialgrupper. Men det gør det ikke akademisk. Snarere peger det på nødvendigheden af at tænke i viden udspændt mellem færdigheder og kompetencer, videnskab og håndværk, mellem ekspert og autodidakt, mellem generalist og specialist, dannelse og uddannelse, mester og lærling. Men netop viden, der hverken kidnappes af individualiserings-fromme tilbedelser af den enkelte som person eller låses i evnen til at løse en test eller svare på spørgsmål.
Mokkasinen
14. Juli, 2008 #
Jeg synes det er rigtigt af Stefan Hermann at forsøge at nuancere synspunkterne fra journalisten Lars Olsen, politikeren Nanna Westerby og forskeren Erik Jørgen Hansen som tager udgangspunkt i traditionelle interesser fra venstrefløjen.
Hvis vi ser på Paul Willis undersøgelser fra 1970ne, så skaber de unge der har rod i venstrefløjens målgrupper, netop deres identitet ved at tage afstand til teori og abstrakte begreber og sabotterer således selv deres kompetenceudvikling hvis de får frit spil til det. Deraf også den hyppige brug af 'akademisering' på venstrefløjen som et skældsord! At højrefløjen (især venstre) nu også er hoppet med på den udlægning handler mere om en måde at fremstille universiteterne som venstreorienterede, for at kunne gennemføre ideologiske reformer, end en reel forståelse af uddannelsespolitik.
Så jeg synes det er rigtigt set af Hermann at individualiseringen og gruppearbejdet i 90ne (og nok noget mindre i dag) havde rødder i den kritiske pædagogik, fremfor at være et nyliberalt projekt. Det handlede mere om at den enkelte skulle få mulighed for at gøre uddannelse relevant i forhold til egne interesser fremfor elitære interesser. At de unges interesser så ofte faldt sammen med erhvervslivets (på AaU - måske mindre på RuC) handler mere om ønsket om at kunne gøre sin læring konkret og anvendelig i nær fremtid end det handler om at blive klogere, hurtigere og mere vellønnet.
I dag belønnes de der kan svare på tests og foruddefinerede svar, og dermed opnår man med den gældende uddannelsespolitik blot at belønne uselvstændighed og brud med vanetænkning, og på den måde netop det omvendte af værdierne i den hypede innovationsretorik. Videnssamfundet er derfor i stigende grad en betegnende karakteristik for at der MANGLER viden og innovation i Danmark!
Paradoksalt nok giver dette så den konklusion, at i kampene om social selektion (spørgsmålet om hvilke fagpersonlighedstræk samfundet skal belønne) så fører en rummelig venstreorienteret selektionspolitik til selvstændige og innovative medarbejdere, mens højrefløjens selektionspolitik gennem administrativ testviden mv. skaber et behov for mere selvstændig og innovativ tænkning.
Uddannelsespolitikken har i mange år været et ideologisk kampfelt i Danmark. For at styrke Danmarks position på verdensmarkedet på både kort og lang sigt, burde samfundets uddannelsespolitik derfor gøres langt bredere politisk, fremfor blot at blive styret af snævre ideologiske interesser som det har været tilfældet i mange år!