Leder

Venstres dræbende højresving

12. Juli 2008

AK, AK, HVAD MAGT dog gør ved mennesker - også når de er valgt til at gøre gode gerninger.

Partiet Venstre roste sig i årtier af at være vogteren af 'det nære samfund'. Forklaringen lød: De lokale forhold i Viborg er jo ganske anderledes end i København, så lad de lokale folkevalgte vælge de løsninger, der passer til deres område.

Det lød jo nydeligt. Kun kynikere kunne tænke, at besyngelsen af det kommunale selvstyre skyldtes, at Venstre sad på flæsket i kommuner rundt omkring, men derimod ikke på Christiansborg.

SE, SÅ ER DET jo gået hverken værre eller bedre, end at Venstre siden 2001 har været nationalmagtens parti. Og hvordan har det påvirket Venstres følelser for 'det nære samfund'? Uha, uha - i en meget kold retning. Mange lokalpolitikere oplevede den Venstre-ledede regerings såkaldte 'struktur-reform' som overlagt drab på nærsamfundet. 14 folkevalgte amtsråd blev til 5 impotente regionsråd, og 275 kommuner blev klasket sammen til 98 - med usikre driftsfordele og garanteret længere afstand mellem borgere og lokale folkevalgte. Sidenhen har V-ministrene strammet det økonomiske greb om kommunerne til et punkt, hvor ordet 'selvstyre' har fået en ironisk klang.

Hvordan Magt-Venstres holdning er til stedlige løsninger på stedlige problemer, blev forleden an-skueliggjort af partiets trafikpolitiske ordfører, Kristian Pihl Lorentzen. Anledningen er, at Københavns Kommune har besluttet at ville mindske højresvings-trafikdrab ved at forbyde lastbiler over 18 ton at køre i Indre By.

HVOR VOVER en kommune at tage et sådant initiativ? Med Pihl Lorentzens ord til Berlingske:

"Det er betænkeligt og uholdbart, hvis lovgivningen er sådan, at en given kommune bare kan lave sine egne regler om, hvem der må køre ind i en by - og begrunde dem med miljø eller færdselssikkerhed. For så får vi et landkort af forskellige færdselsregler rundt omkring. Det næste bliver vel, at nogen vil forbyde firehjulstrækkere."

Ordvalget er tankevækkende. "En given kommune" er i dette tilfælde landets hovedstad, der slås med alle de særlige problemer, som denne status giver. Og at "begrunde regler med miljø eller færdselssikkerhed"? Man forstår, at det efter den Viborg-valgte Pihl Lorentzens forestillinger er helt ude i høet. I hvert fald lige så tovligt som at nære miljøbetænkeligheder ved firehjulstrækkere.

SIN UTRYGHED ved det kommunale selvstyre er Magt-Venstre ikke ene om. Dansk Folkeparti og de konservative har ivrigt erklæret deres støtte til lovforbud mod kommunale trafikbegrænsninger af hensyn til miljø og færdselssikkerhed. Det bliver en gruelig mængde forlængst gennemførte kommunale stillevejsordninger og trafikbump, som sådan en lov kommer til at feje af vejbanen. Fra Skagen til Gedser vil landet genlyde af de trafikkvæstedes skrig og udåndendes suk.

Det er velkendt, at Dansk Folkeparti intet har til overs for det kommunale selvstyre. Fra sine egne rækker véd partiet, hvor driftsusikre de lokale folkevalgte kan være, og de slagkraftige DF-kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer er blevet udstyret med dobbeltmandater på partiets landsniveau, så partiet finder ingen grund til hæmninger i sin centralisme.

Svært er det at forstå, at de konservative, som har både traditioner og gode folk i lokalstyret, ikke dæmper Venstres kør-det-fra-Christiansborg dille.

CHIKANEN MOD selvstændige københavnske miljøløsninger er mærkbar. VK-regeringen blokerer for indførelsen af den betalings-ring om hovedstaden, som ifølge kyndige kunne bidrage væsentligt til at mindske trafikbelastningen i byens centrale dele. Derimod har regeringen søgt at lokke kommunen med i en havnemotorvejstunnel fra Refshaleøen til Kastellet - et projekt, der vil skabe mindst lige så mange trafik- og miljøproblemer, som det søger at løse. Heriblandt: Helt præcis hvilke byområder skal tunnelens motorvejstrafik køre igennem, når den kommer op på henholdsvis Amager- og Sjællandssiden?

De mange drab og lemlæstelser, der forvoldes af højresvingende lastbiler - især på cyklister - er en skændsel, som ansvarlige politikere nødvendigvis må gøre noget ved. I dette år 2008 har allerede otte mistet livet.

Alligevel er det i et nærmest hånligt tonefald, at justitsminister Lene Espersen (K) forleden afviste et andet københavnsk forslag om at gøre noget, nemlig ved at lovpåbyde, at lastbilen skal gøre et stop, inden den drejer til højre i svinget. I sit brev til overborgmester Bjerregaard (S) og trafikborgmester Bondam (R) begrunder Espersen sin vægring med bl.a., at et lovpligtigt lastbilstop vil "øge risikoen for, at cyklister nedsætter agtpågivenheden".

Ja, har man hørt så galt? At cyklister skulle begynde at føle sig tryggere i trafikken? Selvfølgelig må en ansvarsbevidst borgerlig regering afvise en så vanvittig lokal tanke.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Kommentarer

Ak ja, planøkonomiens princip er ikke afgået ved døden ... og så kalder de sig oven i købet liberale.

Nå, færdelsdrab er jo nok slet i drab, i liberales ører ... blot en produktionsomkostning.

Hold ud Ritt !


Myldretid

Biler, biler, biler, biler, biler
myldrer rundt; trafik, trafik, bits,
produktion og Tegn; Maskiner
kværner løs, forrentning, forrentning;
De siger Vi må ha mere og mere
af den slags hvis vi skal følge med,
følge med? Hvorfor og hvorhen?
Øh!!! Hvad er det egentlig De og Vi
har gang i?

Ikke fordi jeg vil kritisere,
jeg undrer mig blot mere og mere:
Hvad er det egentlig Vi skal nå?
Jeg ville det virkeligt gerne forstå.

--------------------------------------------------------------

Tilegnet trafikofrene, som ifølge visse er nødvendige ofre,
hvis vi vil ha et samfund så rigt som vort.




Et udpluk af ugens bedste

  • ff20080905-191001-pic-671715460.jpg

    Sidste chance for sydsjællænderen

    Danmark er nu nede som nummer 36 på verdensranglisten. Ansvaret for miseren ligger først og fremmest hos landstræner Morten Olsen. Alt for længe har den stædige sydsjællænder holdt fast i et stivnet og forældet 4-3-3 system, og derfor er de rød-hvide nu at regne for et halvblødt mandskab, der kun kan overkomme at banke Europas Prügelknaben
  • 20080906-022931-6.jpg

    Gennemført gennemsnitlig

    Hvad er forskellen på en pitbullterrier og en 'hockey mom'? Læbestift. Det er republikanernes nye vicepræsidentkandidat, Sarah Palins, yndlingsvittighed om sig selv. Hun er så ufatteligt normal, og alligevel har hun skeletter nok i skabet til at være det mest interessante i den amerikanske valgkamp
  • Da modløberen blev minister

    Efter denne sommer kan ingen længere opretholde fantasien om Birthe Rønn Hornbech som indbegrebet af moralsk og demokratisk anstændighed. Det var nemlig en fantasi
  • En global krig uden deadlines eller udgange

    Syv år efter terrorangrebet på World Trade Center gør amerikansk historiker op med forestillingen om USA's enestående plads i verden. Den amerikanske drøm er kørt definitivt af sporet, og selv ikke Obama kan ændre det, siger Andrew Bacevich
  • Engle bliver ikke præsidenter i Pakistan

    I dag får Pakistan en ny præsident. Alt tyder på, at valget falder på Asif Ali Zardari. Verdenspressen og mange pakistanere har dømt ham som en korrupt, psykisk ustabil playboy, men måske kan Benazir Bhuttos enkemand vise sig at blive USA's nye mand i regionen
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget