BEIRUT - Omsider lykkedes det at lægge regeringskabale i Beirut. Syv sekter er med i det 30 mand store kabinet, fire kristne, to muslimske, og druserne, som udgør en helt egen religion. Alene persongalleriet fik i går analytikere til at tale om et korthus og ikke en kabale, der går op.
Nassir al-Asaad, kommentator ved avisen Al-Mustaqbal ('Fremtiden'), talerør for den moderate sunni-leder Saad Hariris '14. marts-bevægelse', sagde i går, at han tvivler på, at Hizbollah, det shia-muslimske parti med egen milits, i sidste ende vil acceptere grundlaget for en regering, hvor dens egne støtter har sæde. Således er udenrigsministeren, Fawzi Salloukh, tæt på Hizbollah - dog uden at være medlem. Hans udnævnelse ses som en indrømmelse til Syrien, der ønsker normalisering af forholdet til Libanon efter tre års spænding.
Regeringen blev aftalt på et soningsmøde i Qatars hovedstad, Doha, efter en 'lille borgerkrig' i maj, der truede med at eskalere til en rigtig krig mellem Hariris og de kristne maronitters vestligt orienterede regering overfor oppositionen af shia'er og en stor græsk-ortodoks gruppering, der støttes af Iran og Syrien.
Efter at Hizbollahs milits havde spillet med musklerne på en måde, der ikke blev misforstået, førte Doha-aftalen til valg af ny præsident, den kristne og Syrien-venlige general Michel Suleiman, og enighed om at danne en samlingsregering - som altså i går så dagens lys.
Voldsmand som minister
Det største kompromis, som 14.marts-bevægelsen har måttet indgå, er en ministerpost uden portefølje til en ledende figur i det syrisk nationalistiske parti, SSNP, Ali Qanso, hvis rygte i Libanon får en dansk Jønke til at fremstå som rundkredspædagog.
Qanso er inkluderet i regeringskabalen efter pres fra det shia-muslimske Amal-partis leder, parlamentsformanden Nabih Berri, der derved mener at have neutraliseret en potentiel kilde til uro. Men på grund af SSNP's brutalitet i gadekampene i Beiruts Hamra-kvarter, Hariri-klanens bastion, var Qanso en svær kamel at sluge, som det udtrykkes.
Han har mere end antydet, at hans folk en dag vil 'ekspedere' Saad Hariri og regeringschefen, Fouad Saniora, Hariri-klanens loyale rådgiver og revisor.
Hizbollahs våben
Saniora annoncerede efter Doha-mødet, at han ville gå på pension, men Hariri - der ikke vil have plads i regeringen, men nøjes med at præge dens sammensætning - har bedt ham blive, da 14. marts-bevægelsen ikke råder over et troværdigt alternativ til premierminister-posten.
Den næste hurdle bliver regeringens program-erklæring, som skal være klar indenfor de næste 30 dage. Det store spørgsmål bliver Libanons politiske hovedproblem, nemlig Hizbollahs position som en stat i staten med egen administration og milits.
Af flere FN-resolutioner og senest på den nyvalgte præsidents indsættelsestale efter Doha-mødet blev det fastslået, at Libanons militære struktur skal være en-strenget, og altså ikke som nu 'dobbeltløbet'.
Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah har sagt, at han er villig til at forhandle om alt, også om 'modstandsbevægelsens' fremtidige indplacering i en ny libanesisk forsvarsordning, men vel at mærke først efter, at et regeringsgrundlag er udformet.
Derved sikrer Hizbollah, at krav om afvæbning af dets milits vil være fraværende i teksten, idet begge shia-partier i samlings-regeringen vil nedlægge veto.
