Der bliver trængsel i kvarteret omkring Champs-Élysées i morgen, hvor ikke mindre end 18.000 politibetjente og specialstyrker er kommanderet ud for at passe på de 43 regeringsledere, som samles i Grand Palais.
Lederne fra EU-landene og deres kolleger fra de omkringliggende Middelhavs-lande er trommet sammen på foranledning af den franske præsident Nicolas Sarkozy, der allerede under sin valgkamp gjorde et stort nummer ud af, at han ville arbejde for en Middelhavsunion.
Den skulle kun bestå af de EU-lande, der grænser ned til Middelhavet, og så landene på den anden side af havet. Men den idé faldt i dårlig jord hos mange af de andre EU-lande. Specielt hos den tyske forbundskansler Angela Merkel, der ikke mente, at EU på den måde skulle fragmenteres, og som ikke brød sig om idéen om, at en ny union skulle været et alternativt tilbud til Tyrkiet, som så ikke behøvede at komme med i "den rigtige Union".
Styrket Barcelona-proces
Så i stedet for et stort anlagt projekt med ni agenturer og egen bank, som oprindeligt var Sarkozys vision, blev EU-lederne på et topmøde i marts enige om, at der skulle være tale om en styrkelse af det hidtidige samarbejde under Barcelona-processen.
Derfor er det oprindelige navn 'Middelhavsunionen' nu afløst af det mundrette 'Barcelona-processen: Middelhavsunionen'.
Initiativet skal udstyres med et eget sekretariat, og så skal der iværksættes projekter, der "skal fremme vækst, beskæftigelse, regional samhørighed og økonomisk integration", som der står i EU-Kommissionens papirer. Det er blandt andet projekter inden for energisikkerhed, miljø, civilbeskyttelse og transport. Projekter, der egentlig allerede har været tænkt under Barcelonaprocessen, men som aldrig rigtigt er kommet ordentligt i gang.
Effektløs proces
Fakta: Middelhavsunionen
Middelhavsunionen skal udover EU's 27 medlems-stater bestå af Mauritanien, Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Jordan, Det Palæstinensiske selvstyreområde, Israel, Libanon, Syrien, Tyrkiet, Albanien, Kroatien, Bosnien Hercegovina, Montenegro og Monaco.
Libyens leder oberst Muammar al-Gaddafi er også inviteret til Paris, men har boykottet mødet. Han mener, at der med Middelhavsunionen er tale om 'et nyt romersk rige og et imperialistisk design'.
Barcelona-processen blev sat i gang i 1995 netop for at udvide samarbejdet mellem EU og Middelhavslandene.
"Barcelona-processen blev også startet meget ambitiøst. Den udsprang egentlig af Oslo-aftalen (august 1993, red.), hvor der kom et gennembrud i forhandlingerne mellem palæstinenserne og israelerne," forklarer Fabrizio Tassinari, forskningsadjunkt på Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. Siden er fredsprocessen i Mellemøsten stagneret, og det samme er Barcelonaprocessen.
"Der er kommet noget økonomisk samarbejde bilateralt mellem EU og visse lande, men hovedformålet med at få regional frihandel inden 2010 er ikke lykkedes, og når det gælder udviklingen af civilsamfundet, så har de færreste autoritære styrer i Nordafrika rykket sig. Så heller ikke dér har Barcelona-processen haft nogen effekt," siger Fabrizio Tassinari, der ikke mener, at Sarkozys nye initiativ vil ændre meget på dét. Det er Clara Marina O'Donnell, forsker ved den europæiske tænketank Centre For European Reform i London, enig i:
"Det er svært at se, hvordan Barcelona-processen kan styrkes, for de problemer, der har spændt ben for den, viser sig allerede igen. Mange af landene har ikke lyst til at arbejde sammen. Der er allerede bekymringer om, hvordan et sekretariat skal bemandes. Skal der sidde israelere, syrere og palæstinensere sammen? Og når landene ikke vil arbejde sammen, er de praktiske projekter svære at føre ud i livet. Derfor er det svært at se, hvor gennembruddet skal komme fra," siger Clara Marina O'Donnell.
Møder i mellemgangene
Hun mener, at det mest interessante ved mødet på søndag kommer til at ske uden for offentlighedens lys - i mellemgangene, hvor israelske, syriske, libanesiske og palæstinensiske ledere kan risikere at løbe på hinanden.
"Der er ingen, der siger, at de vil holde reelle møder, men vi er midt i en tid, hvor der sker mange diplomatiske anstrengelser i Mellemøsten, og alle er bekymrede i forhold til Iran. Det er klart, at deciderede fredsforhandlinger sker i andre fora, men der kan være en fremdrift i at få samlet de her folk samme sted, og for eksempel Storbritannien vil helt sikkert presse på for, at der kommer nogle diplomatiske samtaler," siger Clara Marina O'Donnell.
Fabrizio Tassinari mener heller ikke, at man skal undervurdere effekten af at have de Mellemøstlige ledere samlet.
"Der er altid en værdi i uformelle samtaler. Bare det faktum, at Israels premierminister Ehud Olmert og Syriens præsident Bashar al-Assad mødes, viser, hvad idéen om en Middelhavsunion kan betyde på længere sigt. Hvis tingene begynder at flytte sig i Mellemøstprocessen - og det vil ikke ske på grund af EU, for det rækker unionens udenrigspolitiske formåen ikke til - men hvis det sker af andre grunde, så kan en Middelhavsunion få en betydning på længere sigt," mener Fabrizio Tassinari.
