"Vi har alt at vinde ved at forstærke vores bånd".
Sådan lød det fra den franske udenrigsminister Bernard Kouchner, da han i går talte til sine kolleger i forbindelse med topmødet i Paris for 43 lande fra EU, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika.
Og hvor har han ret. For ville det ikke være fantastisk, hvis man rundt om Middelhavet fik en region, hvor skænderier og trusler staterne imellem afløstes af konstruktivt samarbejde? Hvor fri handel hjalp til en bedre økonomi for mange? Og hvor guleroden herved hjalp til en større respekt for befolkningen fra de autoritære regimer, så mange tusinde bådflygtninge hvert år slap for at tage turen over Middelhavet med livet som indsats i deres små plimsollere for at komme ind i det forjættede EU?
Verden ville se bedre ud, og derfor er Nicolas Sarkozys idé om en Middelhavsunion god.
Han fejrede da også allerede lørdag sin første triumf, da det lykkedes ham op til mødet at få Syrien og Libanon til at enes om at åbne ambassader hos hinanden for første gang.
Desværre kan man frygte, at det bliver et af de få konkrete resultater, der kommer ud af initiativet. For Middelhavsunionen blev allerede udvandet, da de nordeuropæiske lande blev sure over, at de efter den oprindelige plan ikke skulle være med i unionen.
Derfor blev tankerne om en decideret union ændret til at være en genoplivning af den 13 år gamle hensygnende Barcelona-proces i stedet for et ambitiøst projekt mellem ligeværdige partnere, der er reelt interesserede i regionen.
De nord- og østeuropæiske EU-lande ikke har samme interesse i Middelhavsregionen som de sydeuropæiske. Derfor bliver Middelhavsplanerne nedprioriteret allerede fra 1. januar, hvor tjekkerne sætter sig i EU's formandsstol. Og derfor vil EU have svært ved at få mønterne op af lommen og igangsætte initiativer, der virkelig rykker.
Der vil blive tale om konkrete projekter som miljørensning af Middelhavet, transportinitiativer og et fælles europæisk-mediterrant universitet. Men vanskelighederne ved at enes de nordafrikanske og mellemøstlige lande imellem vil spænde ben for mange af projekterne, og det, landene udenfor Unionen ønsker, vil EU ikke give.
Fællesskabet tøver med at åbne for fri handel med landbrugsvarer, og der er ikke udsigt til at lade borgerne fra Nordafrika og Mellemøsten rejse frit rundt i Europa og tage arbejde. Tværtimod bliver det sværere og sværere at komme ind i Fort Europa.
EU har altså ikke meget konkret at lokke med, og eftersom halvdelen af landene alligevel er mere eller mindre uinteresserede, kan man frygte, at Middelhavsprojektet bliver endnu en udstillelse af en udenrigspolitisk dværg, der ikke formår at samle 27 medlemslandes interesser og for alvor rykke på den internationale scene.
En reel Middelhavsunion ville ikke have været svaret på alle vanskeligheder i Nordafrika og Mellemøsten, men med den udvandede version, forspildes chancen for at spille en tungere rolle som mægler i Mellemøsten og hæve niveauet for millioner af analfabeter og arbejdsløse. Det er synd.
