Af uforklarlige grunde skrev L.C. Nielsen i sangen 'Jeg ser de Bøgelyse øer': ... Jeg ser de slægter som gik hen, mens hundredåret skred, som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led... Hvis lord Nelson havde set digtet, havde han sagt: What! Danskerne vandt sgu ikke på Kongedybet, de tabte med et brag. Den danske udenrigspolitik blev på det tidspunkt ført af kronprinsen, den senere Frederik 6. - efter Bernstorffs sikre håndtering for længst var historie. Frederik 6. var ikke nogen åndsfyrste, tænkte i enkle baner, ikke for dybt og ikke for længe ad gangen. Hans horisont var begrænset, hans viden tilsvarende. Og nok var den internationale situation vanskelig for Danmark, der sad som en lus mellem to stole med Napoleon på den ene side og de temmelig jumpy englændere på den anden. Men med behændighed og forståelse for englændernes krav om inspektion af skibstransporterne, kunne de værste ulykker givet være undgået. Måske. Det korte af det lange er realiteterne: englænderkrigene fra 1801-15, hvor Danmark fra at være en halvstormagt i Europa rykkede et halvt dusin pladser ned, mistede Norge, gik bankerot, fik det meste af København smadret af engelske bomber og mistede sin store flåde. Den tog englænderne som bekendt med hjem i 1807. Som en bitter parentes, der ikke ofte nævnes i fremstillingerne, kunne Royal Navy ved fintællingen ikke anvende de danske skibe - de var ikke gode nok til britisk standard.
Det mest bemærkelsesværdige ved hele historien, der sagtens kan betegnes en national katastrofe, er måske at danskerne, så vidt man kan bedømme datidens folkestemning, ikke nævneværdigt lastede deres enevældige Frederik for alle ulykkerne. Da Frederik vendte hjem, efter at kongressen i Wien havde danset af, blanket af for alle stormagtsdrømme set over hovedet af de andre europæiske fyrster, blev han modtaget med jubel.
Resten af sin lange regeringstid styrede han sit indskrumpede rige med hård hånd og mere som den underofficersnatur, han var, end som ophøjet monark. Nøglerne til Københavns porte blev hver aften bragt i majestætens varetægt. Som en anden husfar vågede den begrænsede Frederik over sine undersåtter, hvis i forvejen småborgerlige tendenser fik rigelig opmuntring i yderligere begrænsninger. Guldalderens produktivitet er paradokset i dette tvangssamfund, hvor begrænsninger var målet. Man tør ikke tænke på, hvad disse talentspækkede år i København kunne være blevet til, såfremt overhovedet havde været et andet og mere rummeligt. Politisk stod alt stille. Arrestationen af Dr. Dampe og dødsdommen i 1820, der ændredes til livsvarigt på Christiansø, slog kold vand i blodet på de reformivrige. Det var farligt at være alt for oplyst og enevældens modstander. Romantikken angav rammerne for åndsvirksomheden, og de, der mente, at man hang ordner på idioter, kunne ryge og rejse. Politisk er perioden eftersnakkernes og den sorte reaktions. Frederiks død i 1839 er en lettelse, men gør intet folkestyre. Det kom først med den største nar i kongerækken.
