Soldaters frustration vokser i Afghanistan

Arbejdsdelingen er ifølge de danske soldater i Afghanistan helt skæv. Ét kompagni er ved at tabe modet på grund af kedsomhed. Et andet er ved at være slidt op af kampe mod Taleban
-Det er kun fordi, de tilbageværende soldater udviser en næsten overmenneskelig vilje og styrke, at dette kan lade sig gøre,- siger den danske overkonstabel -Thorsten- fra det hårdt prøvede Odin-kompagni. Billedet her viser danske Afghanistan-soldater på patrulje. Foto: Niels Ole Qvist/Scanpix

I den ene lejr er de danske soldater i Afghanistan ved at gå til af kedsomhed. De er disillusionerede og føler sig overflødige:

"En af vores lejre blev angrebet af en stor styrke talebanere, men alligevel bliver mit kompagni holdt inde i lejren. Det forstår ingen af os. Folk er enormt frustrerede," lyder det fra overkonstabel 'Mogens' fra FENRIS-kompagniet.

I den anden lejr, Armadillo, hvor det danske Odin-kompagni har base, er soldaterne derimod ved at være slidt op. Det fortæller den danske soldat Thorsten, der er overkonstabel af 1. grad:

"Vi er flere herude i Armadillo, som undrer os over, at det ikke er FENRIS-kompagniet, der ligger her. De har stadig deres tre delinger og skulle være rimeligt friske, mens kompagniet herude er slidt temmeligt tyndt," siger Thorsten, der af sikkerhedsmæssige hensyn kun ønsker at fremstå med sit fornavn. Han fortæller, at de dagen forinden har været i endnu en succesfuld ildkamp.

"Det er kun fordi, de tilbageværende soldater udviser en næsten overmenneskelig vilje og styrke, at dette kan lade sig gøre," siger Thorsten.

Øverstkomanderende for de danske styrker i Afghanistan, oberst Jens Lønborg, afviste søndag kritikken fra de danske soldater, da det ikke er den danske militære ledelse, der alene sætter dagsorden for, hvad der sker i Afghanistan.

"Jeg får mine opgaver fra den britiske Task Force. Og at den ene eller anden soldat så synes, at vi burde lave noget helt andet, det kan jeg jo ikke tage så meget hensyn til. Vi er en del af en britisk kontrolleret styrke på 8.500 mand. Vi må indordne os og løse de opgaver, vi bliver stillet."

V kræver klart svar

Kenneth Ø. Buhl er orlogskaptajn og Ph.d.-forsker ved Dansk Institut for Militære Studier, DIMS. Han har svært ved at pege på, hvorfor de danske styrker i Afghanistan er havnet i en situation, hvor ét kompagni brokker sig over at have for lidt at lave, mens et andet føler sig slidt ned. Men han køber ikke en forklaring om, at det er de britiske styrker, der sætter dagsordenen.

"Jeg må indrømme, at det her ser lidt underligt ud. Briterne fortæller jo bare, hvilken opgave de vil have løst. Om de danske styrker så anvender kompagni A eller B, er de ligeglade med. I sidste ende er det derfor et dansk spørgsmål om at disponere sine ressourcer på bedst mulig vis," siger orlovskaptajn Kenneth Ø. Buhl.

Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), tager heller ikke så let på kritikken som oberst Jens Lønborg.

"Jeg må sige, at de danske soldaters kritik kommer som en meget stor overraskelse, og vi skal hurtigst muligt have fundet en løsning på det her - både for dem, der er ved at være tyndslidte, og for dem, der åbenbart keder sig," siger Hans Christian Thoning, der har afkrævet Forsvarskomandoen et klart svar om forholdene for de danske soldater.

Succes måles ikke i døde

Det var i går mandag ikke muligt at få en mundtlig kommentar fra øverstbefaldende oberst Jens Lønborg, der i stedet udsendte en pressemeddelelse.

"Både FENRIS - og alle andre enheder, som udgør den danske bataljon i Helmand - har allerede skabt solide fremskridt siden deres ankomst i februar 2008. Fremskridt, som ikke kan og skal måles i mængden af forbrugt ammunition eller antallet af dræbte Taleban-krigere," skriver oberst Jens Lønborg, der i pressemedelsen understreger, at de danske soldater har langt flere opgaver end at slås med Taleban.

Men dén forklaring er ifølge overkonstabel Thorsten fra Odin-kompganiet ikke tilstrækkelig.

"Jeg er herude for at gøre en forskel, og når man som FENRIS kompagniet i den grad bliver kørt ud på et sidespor, og sidder med opfattelsen af, at man ligeså godt kunne være blevet hjemme på kasernen, jamen så fjerner det fuldstændig motivationen for at være hernede."


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her