Tænk hvis mindst halvdelen af alle nyheder i radio og tv var gode. Så slap vi for så meget vold, dyredød, mishandling, terrorisme og alle de skrækkelige trafikulykker og mord. Mismod over verdens elendighed kunne afløses af flere positive tanker. Det er i hvert fald ideen bag det lovforslag, to rumænske politikere har fremsat. For at "skabe et mere positivt klima i almindelighed og give offentligheden muligheder for at få et afbalanceret syn på den daglige tilværelse både psykisk og følelsesmæssigt", som der står i loven. Men et lovforslag om, at halvdelen af alle nyheder partout skal være af den gode slags, fremmer ikke de positive tanker. Tværtimod.
Forslaget er absurd og har da også fået tommelfingeren nedad af de rumænske domstole. Alligevel er det deprimerende at opleve de politiske angreb på pressefriheden, som i øjeblikket sker i flere af de nye demokratier i Østeuropa. Det er dårligt nyt i en region, som ellers har været stolt over deres genvundne frihed efter mange års autoritære styrer.
Men det er ikke kun i Østeuropa, pressefriheden og medierne ind imellem er under pres. I Italien sidder Silvio Berlusconi hårdt på langt størstedelen af de elektroniske medier. I Frankrig engagerer Nicolas Sarkozy sig personligt i både private og offentlige mediers redaktionelle linjer og vil nu selv udnævne direktøren for landets offentlige tv-stationer. Og så sent som i juni var Det Internationale Journalistforbund på barrikaderne på grund af en ny svensk lov, der tillader regeringen at overvåge alle udenlandske opkald og mails sendt til udenlandske adresser. Loven gør det umuligt for journalisterne at beskytte deres kilder.
At pressen ikke kan få lov til at arbejde uafhængigt, er deprimerende, men endnu mere deprimerende er det, at det er svært at gøre noget ved angrebene på medierne.
De nye EU-medlemslande er, for overhovedet at komme med i EU, godt nok blevet bedt om at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier fra 1993. De indebærer blandt andet krav om demokrati, retsstatsforhold og respekt for menneskerettigheder, herunder også ytrings- og pressefrihed. Problemet er imidlertid, at så snart landene er optaget i EU, så falder medierne ind under kulturområdet. Og kultur er et nationalt anliggende, som landene suverænt selv bestemmer over. Derfor kan Kommissionen ikke gribe ind over for uregelmæssigheder. Det vil ændre sig, hvis Lissabontraktaten træder i kraft. For med den gøres EU's charter om grundlæggende rettigheder også bindende, og i det står der i artikel 11.2, at "mediefrihed og mediernes pluralisme skal respekteres".
Man kan mene om den nye traktat, hvad man vil, og at den og chartret træder i kraft, er ikke nødvendigvis en garanti for, at mediefriheden virkelig vil blive respekteret. Men det vil i det mindste give Kommissionen juridisk ret til at gribe ind over for angreb på medierne, og så vil der måske kunne tænkes mere positivt på pressefrihedens vegne. wendt



Michael Skaarup, Århus, Verden - bevar internettet frit !!
17. Juli, 2008 #
umiddelbart lyder forslaget slet ikke tosset, jeg synes derfor at det er ærgerligt at problematikker omkring "pressefrihed" bliver blandet ind i sagen, ligesom det er forkert at nævne den nye svenske internetlov. - Det er forskellige problemer, der nok kan have en sammenhæng, men årsagerne er forskellige, og årsagerne virker indirekte på sammenhængen.
1. Det ville være vildt fedt med flere positive historier. Jeg tror også på at det ville hjælpe med at skabe en bedre eksistensiel fornemmelse, hos mange medmennesker, inkl.mig.
2. pressefrihed er vigtig, for et demokratisk system. Problemområderne er politiske og øknomiske. Altså hvordan undgår man at pressefriheden lider under enkelte personers interesser, fremfor samfundt.
3. Den svenske lov, er blot en af mange love der kommer i fremtiden, som vil forsøge at regulere internettet.Jeg tidligere brokket mig over, at der ikke findes den store viden og interesse for dette problem i Danmark. Med undtagelse af få interesse organisationer og individer. Jeg ser en klar sammenhængen imellem den nye svenske lov, og mega-kapitalens interesser, i at beholder deres magt position. Ved at lobbyister for en kraftig regulering af internettet, bruger de negative plusord: terrorisme og terrorbekæmpelse, bliver modstand af sådanne forslag, til politisk selvmord. - hvem er ikke imod terrorisme????
En tanke man kunne gøre sig, på diverse redaktioner, var at det ikke burde være nødvendigt, at en lov skulle bestemme forholdet imellem had og almenforagt forsideporno, med vold, død og bedrag, og livsbekræftende, glædes- og smilprovokerende historier i en avis.
nå ja, mere kærlighed....
Mokkasinen
17. Juli, 2008 #
Artiklen fortæller om en idé der giver de på ethvert vilkårligt tidspunkt siddende politikere, mulighed for at bestemme redaktionelle kriterier for selektion af nyheder!
Hvis man er bekymret for at mega-kapitalens interesser får større indflydelse, så vil en 50% udvælgelse af 'positive' nyheder i høj grad arbejde for dem. Nyhederne er i forvejen i problemer på grund af af indslagene blot følger tekst-tv normen tilsat billeder, og hvis de så enten skal halvere disse eller vælge halvdelen fra, så er det en alvorlig forsømmelse af journalistens opgaver. Kritisk journalistik og aktualitet vil ikke bare som nu forekomme sporadisk, men helt forsvinde fra nyhederne.
Dette er helt i tråd med en facistisk udvikling af samfundet!
@ Michael Skaarup
Dit første punkt lugter langt væk af negativ egoisme og selvtilstrækkelighed.
1. Hvis du vil have 'positive' (positive i hvis interesse?) historier, til at understøtte din identitetsdannelse, så kan du da se 'Ugen der gik' i stedet for nyheder? Den 'eksistensielle' fornemmelse du ønsker er en der ikke forsøger at repræsentere en objektiv virkelighed som den er, men en der kan hjælpe DIG med at blive et 'bedre' menneske, så DU kan klare dig bedre i konkurrencen om den bedste 'identitet'.
Der er imidlertid ingen sammenhæng mellem det budskab og den form som medierne formidler det i, og modtagernes afkodning af det. I dag er der stor enighed om dette i medieforskningen! Så din snævertsynede identitets interesse bliver heller ikke ivaretaget af 50% positive nyheder - højst din tilsyneladende i forvejen udviklede fremmedgørelse!
2. Du kan netop bruge dit punkt 2 som kritik af dit punkt 1.
3. Jeg synes det er helt rigtigt at den svenske lov umiddelbart cementerer storkapitalens interesser, men at henstille til landets avisredaktører at hvis de ikke 'retter ind' så kommer der en lov - er da netop en slet skjult trussel udført fra en position der ivaretager 'storkapitalens' interesser???
Jeg tror desværre ikke du forstår kærlighed, hvis du bare ønsker 'mere' af den. Der er nødt til at være en kvalitetsdiskussion der hæver sig over 'positivt' og 'negativt', fordi dette bare er strategiske plusord for enkeltinteresser! Jeg synes fx at jeg gør dig en tjeneste ved at forsøge at skyde dine kapitalistiske identitetsinteresser ned, fordi de netop tjener storkapitalens interesser (som du påstår at være imod) hvis de bliver institutionaliserede.
Det er netop dette der ligger i det rumænske lovforslag, i italiens magtkorruption, i frankrigs mediestyring, i sveriges overvågningslov, i jyllands postens muhammedtegninger og i den danske regerings spinpolitik! Det er jo ikke tilfældigt at disse udfordringer til ytringsfriheden kommer i en tid hvor de borgerlige tendenser står stærkt. Men det kan du ikke se, fordi du egoistisk tror du står hævet udenfor samfundet med din påtrængende udlægning af 'kærlighed'!
Jeg synes dog det er ligeså 'kærligt' at mene at dit snævre 'identitets' synspunkt er farligt for udvikling af et bredt demokrati, og derfor må kritiseres negativt - i stedet for at endnu et kapitel bliver tilføjet, for storkapitalens unavngivne interesser!
Michael Skaarup, Århus, Verden - bevar internettet frit !!
17. Juli, 2008 #
@ mokkasinen.
1. ser ikke TV...
2. resten af dit indlæg er uinteressant, da du forsøger at tillægge mig værdier, uden et kendskab til mig,
3. jeg er ligeglad med hvad du tror, jeg tænker, mener og føler. Det ved du ikke ingenting om.
4. forhold dit indholdet i mit indlæg, fremfor at tillægge dine idéer..
mere kærlighed - og jo mere kærlighed(kvatitet) er i selv en kvalitet..
Bill H
17. Juli, 2008 #
Så kunne vi også genopliver ideen om Alsang.
Under krigen opstod der frygt for dansk identitet, og en national bevægelse gik over landet. Et af udslagene af dette var store sangstævner, alsang, hvor tusindvis af danskere mødtes og sang danske sange.
Der blev på samme tid afholdt sangstævner over hele landet. Man regner med, at ca. 740 000 deltog for at vise deres danskhed.
P. Lauritzen
17. Juli, 2008 #
Hvordan tjente JP muhammedkarikaturer storkapitalens interesser?
Angelica C
17. Juli, 2008 #
"Man kan mene om den nye traktat, hvad man vil, og at den og chartret træder i kraft, er ikke nødvendigvis en garanti for, at mediefriheden virkelig vil blive respekteret. Men det vil i det mindste give Kommissionen juridisk ret til at gribe ind over for angreb på medierne, og så vil der måske kunne tænkes mere positivt på pressefrihedens vegne."
Måske måske, men det mest sandsynlige er vel at Kommissionen ville holde nallerne for sig selv, som i de fleste andre tilfælde hvor menneskerettighederne overtrædes i EU's "demokratiske" medlemsstater"
Respekt for menneskerettigheder burde ikke blot være et kriterium for at indtræde i unionen. Det burde være et kriterium for at forblive i unionen.
Til de rumænske politikere der savner positive nyheder i medierne, ville jeg foreslå at de selv begyndte at skabe dem. De kunne jo starte med at:
- udrydde korruptionen
- sætte handling bag deres fine ligestillingslov
Mokkasinen
18. Juli, 2008 #
@ Michael Skaarup
Nu er der et gammelt ordsprog som hedder at 'talen er klogere end taleren', som jeg tror gælder i denne sammenhæng.
Jeg forholder mig faktisk netop til det du skriver, OG naturligvis i min tolkning. Dette er et demokratisk debatforum, hvor vi hver især har vores stemme, og derfor forholder jeg mig til artiklen og nedenstående kommentarer fra MIT perspektiv! At du så ikke kan li det, forstår jeg udmærket godt, men jeg fastholder min ret til at 'tillægge' mine ideer i et offentligt forum, tak!
Referencen til ugen der gik var for at vise der findes programmer (i dette eksempel, tv) med 'positive' historier. De viser små skæve vinkler på det provinsielle hverdagsliv, uden nogen form for samfundsrelevant kritisk brod og oftest optræder journalisten i en passiv rolle som mikrofonholder. I det øvrige mediebillede finder du masser af denne slags 'positive' historier i ugeblade, sport, virksomhedsmedier, radio mm.
Hvordan din psyke relaterer sig til disse historier ved jeg naturligvis ikke, men du falder temmelig sikkert ikke udenfor de mekanismer der allerede er afdækket af psykologien. Dit indlæg er båret af en antagelse om at positive historier kan gøre noget for din 'eksistentielle fornemmelse', og så er min modpåstand bare at hvis medierne på nuværende tidspunkt giver et godt billede af vores kultur, så vil en redaktionel linie med mere vægt på 'positive' historier ikke hjælpe dig, med derimod fremmedgøre dig med et fordrejet billede af verden. På den måde kommer du til at leve i en klokke uden virkelighedsfornemmelse, og derfor min kritik!
Pointen er her at medierne ganske vist ikke repræsenterer nogen 'objektiv' virkelighed som det illusoriske ord 'reportage' insinuerer med udgangspunkt i en ufiltreret folkerealisme, men medierne repræsenterer vores kultur, og er derfor et ganske pålideligt fortolkningsmateriale. Den pålidelighed ville gå tabt, hvis politikere begynder at censurere mediernes valg af historier.
Og jeg behøver heldigvis ikke forholde mig 'positivt' til din kristen-fundamentalistiske propaganda om 'kærlighed'!
Det er et bedrevidende dictum ligesom 'tænk positivt'!
@ P. Lauritzen
Århh, jeg mener såmænd bare at den dagsorden som JPs muhammedtegninger initierede fungerer som en velkommen markise for de antidemokratiske neoliberale politiske reformer i Danmark, og tjener således indirekte storkapitalens (markedsfundamentalisterne) interesser. Indirekte, fordi det naturligvis ikke er en eksplicit hensigt fra JP eller Kurt Westergaard. Således er sagens konsekvenser utilsigtede, men fremmer alligevel en (for de fleste, vel) uønsket samfundsmæssig udvikling.
Det synes jeg er relevant at nævne i en kommentar i denne debat om hvad der skal begrunde redaktionelle valg i medierne. Neturligvis foretager de enkelte redaktører mikropolitiske valg hver dag, men der er altså et stort skridt til at begrunde et 'positivt' udvalg af nyheder og historier med makropolitiske interesser!
Og jeg er især fremme i skoen med Michael Skaarups kommentar, fordi man på makropolitisk niveau netop ville kunne begrunde identitetspolitikker overfor borgerne i samfundet med at prioritering af 'positive' historier fx handler om "public service", under dække af 'almén sundhedsfremme'. Dette bygger på den almindeligt udbredte neoliberale forestilling fra 90ne om at individer er 'frie' til at 'vælge' deres 'identitet'.
Forestillingen kan knyttes til neoliberal politik på den måde at individets identitet knyttes til forestillingerne om et 'frit' marked, hvor individet blot kan 'shoppe rundt' efter forgodtbefindende. Denne forestilling har i dag arbejdet sig langt ind i dansk politik, og de svageste i samfundet fx arbejdsløse udsættes i øjeblikket i stor stil for den.
Disse ideer er således beslægtede (man kan sige at de tilhører den samme 'diskurs'), og er en del af en neoliberal antidemokratisk styringsmentalitet, som er ved at punktere vores demokratiske rettigheder og privilegier. Som Angelica C skriver, kunne man jo i stedet for starte med at skabe konkret grundlag for 'positive' historier ved at handle konstruktivt til fordel for demokratisk og menneskelig udvikling.
Det rumænske forslag er derfor et bidrag til yderligere 'spin' i medierne, og vil bidrage til nedbrud i vores demokratiske rettigheder og kultur. Jeg synes derfor at journalisten Louise Wendt Jensen slutter artiklen med et 'spin', fordi Lissabon traktaten langt hen ad vejen handler om muligheden for standardisering af neoliberale reformer i EU landene. Samtidigt analyserer den kække journalist sig frem til at netop Lissabon Traktaten kan sikre at pressefriheden respekteres!
Så må man spørge - hvad hjælper en 'fri' presse, hvis den ikke kan få adgang til de 'demokratiske' beslutningsprocesser i EU? Hvad består friheden i? Hvad er pressefrihed frihed til?
De neoliberale reformer er en global trend imod markedsfundamentalisme, nedbrud af staten som regulerende institution, og styrkelse af elitære interesser i samfundet. Journalisten taler her for Lissabon traktaten med den begrundelse at EU kan nægte Rumænien en politisk udvikling (som jeg ganske vist tolker som neoliberal biopolitik), men vil selv understøtte neoliberale reformer i samfundene. Dette argument baseres derfor alene på at Rumænien ikke må gå enegang med dette, og er ingen garanti for at et fælles EU forslag af samme skuffe kan komme, overhovedet!