På mange måder er krisen i Roskilde Bank den perfekte krise. Perfekt, fordi alt, hvad der kunne gå galt i og omkring banken, gik galt - frem til sidste fredag, hvor Nationalbanken måtte spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud i form af en statsgaranti om at dække tab udover 750 mio. kr. for at udgå Roskilde Banks totale kollaps.
“Hele problemet starter i bankens direktion og bestyrelse,” siger lektor i finansiering på CBS Finn Østrup.
“Bankens ledelse valgte at placere mere end 40 procent af sine udlån i byggesektoren. Om det var en bevidst strategi eller ren idioti ,er bagefter svært at vurdere, men fakta er, at alle i de seneste år har talt om en boligboble. Alligevel satser banken ufortrødent så meget på udlån til tvivlsomme boligspekulanter, der opererede med en meget stor risiko. Så allerede her modarbejder ledelsen en forsvarlig drift af banken,” lyder det fra Finn Østrup.
Bestyrelsen for Roskilde Bank sidder - ifølge Finn Østrup - med en stor del af ansvaret, fordi den for nogle år tilbage gav bankens direktion ret til et omfattende aktieoptionsprogram.
“Optionsprogrammer i den finansielle sektor er en fantastisk farlig ting. For de tilskynder til at tage risici, som de risikable udlån Roskilde Bank begav sig af med,” pointerer Finn Østrup.
Uenige eksperter
I den sammenhæng retter han også en kritik af Finanstilsynet for sideløbende ikke at have levet op til sin rolle som tilsynsmyndighed.
“Omkring Roskilde Bank har der længe været en følelse af afgrund. Da banken lavede sine optionsprogrammer, blev det så grelt, at Finanstilsynet burde have brugt mulighederne i lovgivningen for at gribe ind og afsætte bestyrelsen eller direktionen,” vurderer Finn Østrup, der mener, at Finanstilsynets tilbageholdenhed bunder i en blødsødenhed, der giver den finansielle sektor alt for vide rammer.
“Tilbage i 1980’erne greb Finanstilsynet ind over for uansvarlig bankdrift, men i nyere tid har Finanstilsynet ikke grebet ind. I lande som Finland og Sverige bliver der rejst erstatningsansvar mod personer, der kører banker ned. I Danmark ser man tværtimod, at folk, der har kørt én bank sønder og sammen, får lov til at træde ind i bestyrelsen i anden bank,” siger Finn Østrup.
En af dem, der tilbage i 1980’erne var med til at føre tilsyn med de danske banker, er tidligere direktør for Finanstilsynet Eigil Mølgaard. Han er enig i, at Roskilde Bank er kommet ud i sine nuværende problemer på grund af direktionens satsning på ejendomsmarkedet, men han vil ikke være med til at placere ansvaret på Finanstilsynet.
Han mener, Finanstilsynet skal være påpasselig med at fjerne direktioner og bestyrelser, da det kan værre med til at forværre en krise. For eksempel sætte gang i det af bankerne så frygtede ‘run’, hvor indlånere på kort tid trækker deres penge ud og på den måde lukker banken,
“Det er ikke Finanstilsynets opgave at drive bankerne. Det er en opgave for direktionen og bestyrelsen sammen med den eksterne revision. Da Finanstilsynet lukkede 6. Juli Banken og erklærede den konkurs i 1987, var det, fordi ledelsen var ude i et misbrug af bankens midler. Det var Roskilde Banken jo ikke,” siger Eigil Mølgaard.
Del af systemet
Den vurdering er professor i økonomisk historie på CBS Per Hansen, enig i.
“Tilsynsmyndigheden kommer altid under kritik i forbindelse md bankkriser. Men Roskilde Banks problemer skyldes ledelsen kombineret med investorer, der har ageret tåbeligt. Det er ikke dem, Finanstilsynet skal holde tilsyn med. Finanstilsynet skal sikre det finansielle system som helhed og de enkelte indskydere, og det har de gjort,” siger Per Hansen.
Han peger derimod på, at Roskilde Bank-krisen samt de økonomiske nedjusteringer, en række af landets små banker lige nu gennemgår, er en helt naturlig del af det økonomiske system i Danmark og resten af den vestlige verden.
“Som det kapitalistiske system er skruet sammen, kan man ikke undgå bankkriser. I tider med økonomiske vækst, som dem vi har oplevet i de senere år, stiger investeringer og dermed udlånene. Når det så begynder at gå den anden vej økonomisk, som det gør nu, kan nogle lånere ikke betale tilbage, og det rammer visse banker,” pointerer Per Hansen, der dog samtidig understreger, at med regulering kan man afbøde meget.
“Kriser kan dæmpes med regulering, og lige nu er der nok behov for at se på ekstra regulering af den finansielle sektor. Men man kan ikke undgå kriser i det nuværende system, for så skal man forbyde udlån, og det vil være det samme som at forbyde kapitalismen,” slutter Per Hansen.
Kommentarer
Forbyde kapitalismen? Fremragende idé…
Kriser er ganske rigtigt uundgåelige i en kapitalistisk økonomi, men man kan dog på en gang forebygge og mindske dem, og udøve en vis form for retfærdighed ved i højere grad at holde de ledende kapitalister personligt ansvarlige for deres fejltagelser og de konsekvenser de har. Dér synes Finn Østrup at have en pointe: der burde gribes langt hårdere ind.
Det er i den forbindelse påfaldende at snart sagt det eneste sted hvor politikere aldrig anvender parolen om “mer’ straf nu!” er på den mest rationelle af alle forbrydelsesformer: økonomisk kriminalitet. Det er påfaldende fordi det er det område hvor den traditionelle begrundelse om at højere straf vil afskrække forbrydere har bedst chancer for at fungere. Men der er åbenbart ikke vilje eller lyst til at fylde de danske fængsler med mænd i slips.
Den japanske regering holdt hånden under/over sine gældstyngede banker, da den ikke ville lade befolkningen opleve at en bank kunne gå konkurs. Det tog godt ti år at tygge sig igennem den krise, og nu har piben dér også fået en anden lyd.
En gang i mellem er der banker der ikke driver ordentlig forretning. De går konkurs, og det er sundt for resten af markedet. Forbrugerne må også indse at man skal sætte sig ind i økonomiske spørgsmål, hvis man vil undgå at stå tilbage med et tab.
Køb ikke aktier, hvis du ikke ved noget om dem!
Hvis du har flere penge i en bank end der er garanti-dækning for, så lad være med at tænke; “det går nok.”
med venlig hilsen
Lennart
En eller anden burde samle og genudgive alt, hvad Thorkild “Livrem” Kristensen havde at sige om økonomi og politik i det hele taget, og så skulle det være pligtlæsning for vordende politikere.
Manio-depressiv jublen over opture og græden over nedture er presse-egnet, men næppe befordrende for den økonomiske stabilitet. Det ene halve årti er det umuligt at få armene ned, det næste gnider man hænderne dybt nedbøjet og stiller spørgsmålet: Hvorfor, hvorfor? De sagde jo, at …
Hollywood og amerikansk lykke-filosofi er ikke økonomens bedste ven.
Opstår der på overnaturlig vis hele tiden nye velhavere, der bor på Københavns latterlige havnefront den ene dag, og i en eller anden nordvestjysk vækstkommune med hav- eller fjordudsigten ryddet for den vagabonderende pensonerede københavner? Naturlgvis ikke. Det hele er såkaldt “hype” til ære for pressen og aktiespekulanterne.
Ligefrem at sige at der er tradition for at den ansvarlige begår selvmord i Japan, er nok at overdrive lidt.
Men der er tradition for at sige offentligt undskyld. Jo mere man kan vise at man er oprigtigt ked af det, jo mere tilgivende kan offentligheden være. Så måske vil det være på sin plads hvis direktøren og bestyrelsesformanden sammen grædende undskyldte foran aktionærerne.
(Og så skal aktionærerne læse bedre på lektien og stille flere spørgsmål. Ring måske til Frank Aaen?)
med venlig hilsen
Lennart