Det politiske projekt

"Jeg glæder mig til, at SF klart og tydeligt melder ud i offentligheden, hvad det er, der er vores politiske projekt."

MF Ida Auken (SF) til Politiken 14. juli

SOM MANGE ANDRE socialdemokrater og folkesocialister, så savner nyvalgte Ida Auken en politisk vision for SF og venstrefløjen. En tegning af fremtidens samfund, et politisk projekt at arbejde med. Hun savner en grund til at sidde i Folketinget udover, at SF skal blive større, Villy Søvndal mere populær, og at partiet skal vinde næste valg. For hvorfor? Hvis det ikke er for at gøre en forskel? Ida Auken er idealist, som mange af hendes frustrerede ligesindede, og hvis det hele blot går ud på at sælge ideerne på den rigtige måde, skåret til af dygtige spindoktorer, der har lyttet til fokusgrupper og meningsmålinger, så kan det næsten være lige meget, fornemmer man af et interview med Ida Auken i Politiken. Hvad er SF's mission, partiets raison d'être så at sige, det kan da i hvert fald ikke være et mål i sig selv at opnå ministertaburetter i en socialdemokratisk ledet regering, mener Ida Auken, som er betænkelig ved partiledelsens fokusering på at ville i regering næsten for enhver pris.

IDA AUKEN VIL noget mere og formulerer en udbredt frustration hos mange SF'ere og socialdemokrater. Hvor er den henne, den politiske vision? Hvor er tegningerne eller blot skitserne til fremtidens samfund? Hvad er det for et politisk projekt, der afgørende adskiller sig fra Anders Fogh Rasmussens? Svaret er, at det ikke findes for nærværende, at Socialdemokraternes og SF's historiske politiske projekt; at skabe et demokratisk velfærdssamfund med høj grad af lighed og en stor offentlig sektor har nået sin grænse - og måske vigtigere, har i dag opnået så høj grad af konsensus, at ikke et eneste parti i Folketinget i dag kunne finde på at modarbejde det. Der er korrektioner til det, der er diskussioner om, hvordan velfærden, og det, der finansierer velfærden, skattesystemet, skal indrettes. Men velfærdssamfundet, som var Socialdemokraternes store politiske reformprojekt i anden halvdel af forrige århundrede, er der i dag ingen, der stiller spørgsmålstegn ved. Som et modsvar på industrisamfundets udbytning af lønarbejdet krævede Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen tryghed, social sikring og alle de goder, vi kender i dag.

DA PARTIET VENSTRE blev dannet, var dets politiske projekt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet at fravriste godsejerne magten ved indførelse af parlamentarismen, fuldendt med systemskiftet i 1901. Bønderne var i overtal i landbrugssamfundet og krævede deres. Som Socialdemokraterne blev født med sit projekt, blev Venstre det med sit. Hvis Ida Auken leder efter den type store politiske projekter, som bygger på uretfærdighed og økonomisk interessekamp, er de umulige at få øje på i dag. Og frygten for forrige århundreds totalitære ideologier har betydet, at det er forbundet med en indbygget modstand at forsøge sig med alt for håndfaste bud på konkrete politisk definerede samfundsudviklinger. Ida Auken giver selv sit bud på, hvordan hun gerne så SF's nye politiske projekt, og udstiller dermed samtidig hendes magtesløshed. Der skal fokus på uddannelse, fordi det er det, Danmark skal leve af, mener hun. En ny udlændingepolitik skal sikre, at vi får arbejdskraft til landet, og så en grøn revolution, der betyder at miljø- og klimapolitik bliver om-drejningspunktet for vores måde at leve og producere. Der er ingen af de tre målsætninger, der ikke indgår i VK-regeringens grundlag for denne valgperiode. Der vil formentlig være en vis uenighed om midlerne til at forbedre klimaet, sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft og uddannelse.

EN ANDEN TYPE politiske projekter, som i mindre skala har ført til regeringsskifte, er dem, der bygger på en uformåenhed hos en siddende regering. Groft sagt var den konservative Poul Schlüters politiske projekt at rette op på økonomien, fordi den socialdemokratiske Anker Jørgensen var forhindret i det på grund af løfter og hensyn til fagbevægelsen.

Nyrup Rasmussen tog over, da Poul Schlüters økonomiske midler ikke længere slog til over for en stærkt voksende ledighed. Og Anders Fogh Rasmussen formulerede sit politiske projekt i forhold til de problemer med indvandring, stigende skatter og et skrantende sundhedsvæsen, som Socialdemokraterne af forskellige årsager ikke formåede at løse. Fælles for de politiske projekter, der har ændret regeringsfarven, er, at de har haft solid opbakning i befolkningen. Så når politik i dag er endt i en kappestrid om, hvem der er hurtigst og smartest til at præsentere sine forslag og bedst til at spinne og vejre folkestemninger, så er det derfor. Det er, fordi der i dag ikke eksisterer noget politisk projekt ved siden af Anders Fogh Rasmussens (og Helle Thorning-Schmidts), som bygger på nye økonomiske strukturer og har et solidt tag i befolkningen. Og sådan vil det formentlig være en rum tid endnu. Og indtil da må Ida Auken og andre nok affinde sig med den politiske skønhedskonkurrence. bew