Da USA for nylig højtideligholdt årsdagen for Martin Luther Kings tragiske død, bemærkede kommentatoren Henry Louis Taylor bittert i USA Today: "Alt, hvad vi ved, er, at manden havde en drøm. Vi ved ikke noget om, at hvad drømmen gik ud på." Udraderingen af Kings synspunkter fra den historiske hukommelse omfatter navnlig perioden efter den store march til Washington i 1963, hvor den sorte borgerretsaktivist var blevet hyldet som "vor nations moralske leder". Men i sine sidste år var King i højere grad blevet optaget af at kritisere fattigdom og militarisme efter at have indset, at der skal mere til end en vision om broderskab mellem racerne for at skabe ægte lighed - og den pris, han kom til at betale, var, at han i stigende grad blev en pariaskikkelse.
Andet end fattigdom
I den nuværende fase af sin valgkamp Obama er øjensynlig ved at udsætte sig selv for det samme, som eftertidens historiske censur har gjort imod King - nemlig at udrense sit program for alle emner, der risikerer at støde nogen, med et formål at kunne appellere bredere til vælgerne. Hans seneste politiske signaler får mig til at tænke på den berømte dialog i Monty Pythons religionssatiriske film Life of Brian, hvis handling er henlagt til Palæstina på Kristi tid: Lederen af en revolutionær jødisk modstandsorganisation pointerer med lidenskab i sin røst, at "romerne aldrig har bragt jøderne andet end fattigdom". Hans tilhængere indvender herefter, at romerne dog også har bragt dem uddannelsesinstitutioner, brolagte veje, kloakering, akvædukter osv., hvilket får lederen til triumferende at konkludere: "All right, men bortset fra kloakering, veje, skoler, hospitaler, vin og rindende vand, hvad har romerne så nogensinde bragt os andet end fattigdom?"
Kan man ikke se de seneste markeringer fra Obama i et tilsvarende lys? "Jeg står for et radikalt brud med Bushs politik! Okay, jeg støtter Israel fuldstændig, vil fastholde boykotten, vi skal måske blive i Irak ... men bortset fra det står jeg stadig for et radikalt brud med Bushs politik!"
Hvad skal vi håbe på?
Når Obama taler om at have "mod til at håbe", og om "forandringer, vi kan tro på", er det let at få den mistanke, at han benytter sig af en forandringens retorik, som er ganske blottet for specifikt indhold. For hvad er det vi skal håbe på, og hvad er det, som skal forandres til hvad? Nu er det næppe rimeligt at anklage Obama at hykle, da han i vidt omfang er oppe imod nogle indbyggede begrænsninger i selve den sociale og politiske realitet. I betragtning af den dybt komplicerede stilling, som USA er kommet til at indtage i verden i dag, er der grund til en vis skepsis over for, hvad en ny præsident i virkeligheden kan udrette for at gennemføre reelle forandringer uden at udløse økonomisk nedsmeltning eller politiske tilbageslag.
Finde de rigtige ord
På den anden side er der heller ingen grund til overdrevent mismod. Den globale situation består ikke bare af en række barske kendsgerninger, den bliver også defineret ved sine ideologiske konturer, og ved det, som er synligt/usynligt og det, som kan siges/ikke kan siges. Det er i den forbindelse værd at minde om, hvad Ehud Barak svarede for ti år siden, da han af avisen Ha'aretz' Gideon Levy blev spurgt, hvad han ville have gjort, hvis han var blevet født som palæstinenser: "Jeg ville have meldt mig ind i en terroristorganisation". Den udtalelse havde intet at gøre med at udtrykke forståelse for terrorisme - den havde derimod alt at gør med at åbne et rum for at føre ægte dialog med palæstinenserne. Det er også værd at huske på, at da Mikhail Gorbatjov i sin tid lancerede sine slagord om glasnost og perestrojka (at han 'i virkeligheden' mente noget andet med dem, er ikke afgørende), så udløste han en lavine, som kom til at forandre verden. Eller for at tage et rent negativt, mere nyligt eksempel: Selv i dag har modstandere af tortur af accepteret, at tortur kan være et legitimt emne for den offentlige diskussion - en indrømmelse, som er udtryk for et fatalt skred i vores moralske værdier. For ord er aldrig bare 'kun ord' - de har betydning, fordi de definerer rammerne og aftegner horisonten for, hvad vi kan tænke og gøre.
Og her må det indrømmes, at Obama allerede har udvist en ekstraordinær evne til at flytte grænserne for, hvad der offentligt kan siges. Hans største bedrift indtil nu er, at han - på sin egen raffinerede måde - har introduceret nogle emner i den offentlige debat, som førhen var de facto unævnelige: Racefaktoren fortsatte relevans i politik, ateisters positive rolle i det offentlige liv, nødvendigheden af at tale med 'fjender' som Iran og Hamas osv. Og er der noget, som amerikansk politik i dag har desperat brug for, så er det at bryde fri af sin nuværende verbale spændetrøje: Nye ord kan forandre den måde vi tænker og handler på.
Den gamle talemåde om, at 'handling tæller mere end ord' er et af de tåbeligste udsagn, der findes - selv når man måler den i forhold til det banale visdomsniveau, der kendetegner de mest fortærskede ordsprog. Måske er sagen den, at vi på det seneste har handlet alt for meget ved at intervenere militært, ødelægge vores miljø osv ... Måske tiden inde til at træde et skridt tilbage, tænke os om, og finde de rigtige ord ...
Slavoj Zizek er slovensk filosof
Oversat af Niels Ivar Larsen
