En bøf til 500 kroner

Forsidetegning: Roald Als

Nogle retssager er så blytunge og tragiske, at morskab ville være ilde anbragt i retssalen, men i andre falder der sandelig af og til morsomme bemærkninger, som fortælles videre, jurister imellem.

Netop sådan nogle har to mænd af faget samlet i en bog, Kender du den om dommeren ..., nemlig retspræsident Bjarne Petersen og tidligere ditto Claus Larsen. De har henvendt sig til en række især afgåede dommere, advokater og ansatte ved domstolene for at få nogle af deres bedste anekdoter.

At der også kan blive for morsomt i retten, mener en af bidragsyderne, fhv. landsdommer Holger Kallehauge, der engang måtte sætte en sagfører på plads, da denne evig og altid forsøgte at være sjov:

"De må gerne være morsom, men det er mig, der bestemmer, om De er det, og hvis jeg ikke morer mig, får De en rettergangsbøde," afgjorde Kallehauge i byretten.

Fhv. dommer Flemming de Fine Licht havde en faderskabssag på Samsø, hvor en pige frejdigt erklærede, at hun havde haft besøg af to mænd på samme nat. Dommeren, der dengang endnu var fuldmægtig, så noget undrende ud, hvilket fik pigen til beroligende at forklare:

"Jamen, det var jo min fødselsdag!"

Samme bidragydere spurgte engang en tiltalt, om han havde et alkoholproblem?

"Overhovedet ikke," svarede denne. "Jeg er på antabus!"

Kontorfuldmægtig Annette Gundboe husker en cafeteriesag, hvor en elev, som var med i retten, skulle nedfælde en dom på papir. Retsmødet trak ud, hvorfor eleven var blevet meget sulten. Derfor kom hun i stedet for "bøde" til at skrive, at tiltalte var blevet idømt "en bøf til 500 kroner."

Dommer Linda Lauritsen talte med en kollega om en retspræsident, som ikke havde nogen 'køn skrift'. En tredje kollega hørte det, som om de diskuterede hans 'kønsdrift' - og blev forarget.

Lang omvej

Advokat Steen Christensen fortæller om en dommer, som frifandt en tiltalt på grund af bevisets stilling, men derefter lynhurtigt tilføjede:

"De kan understå Dem i at gøre sådan noget igen!"

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen husker en landsdommer, som havde sovet lidt i timen og over for anklageren måtte erkende, at et bestemt emne var gået hans næse forbi. Hvortil forsvareren respektløst udslyngede følgende bemærkning, møntet på dommerens store næse:

"Det var dog en lang omvej!"