Lyt til tegningen

"Selvfølgelig vælger jeg ikke at bringe en sådan forside blot for at få opmærksomhed. Den tegning har noget at sige. Den holder et spejl op foran de fordomme og de mytiske, mørke forestillinger om familien Obamas fortid, som findes."

David Remnick, chefredaktør The New Yorker

USA ER OM ikke på den anden ende, så i disse dage i hvert fald travlt optaget af at diskutere en tegning. Det drejer sig om den satiretegning, som det liberale og småvenstreorienterede ugemagasin The New Yorker har valgt at bringe på forsiden i denne uge, og som straks har delt vandene og sat sindene i kog i de amerikanske medier og i den politiske debat.

Tegningen, der kunne ses i Information i går, forestiller Barack og Michelle Obama i Det ovale Værelse i Det hvide Hus efter en veloverstået valgsejr. Barack Obama, der, som mange måske ved, bærer mellemnavnet Hussein, er klædt i traditionel arabisk klædedragt, mens hustruen er klædt ud som en af de militante sorte revolutionære fra 1960'ernes USA og udstyret med afrohår og maskinpistol. Parret hilser på hinanden ved at støde næverne sammen. Fra væggen ser billedet af Osama bin Laden til, og i pejsen brænder det amerikanske flag lystigt.

Redaktøren af The New Yorker, David Remnick, og tegneren, Barry Blitt, har med tegningen ønsket at skabe debat om de stereotyper og tabuer omkring Obamas hudfarve, oprindelse og eventuelle religiøse præferencer, som har været fremme, sagte og især usagte under valgkampen. Man har ønsket at rejse debat om Obamas modstanderes påstande om blandt andet hans manglende patriotisme og blødhed over for terrorister.

MEN NETOP FORDI tegneren og bladet som udtryk har benyttet sig af en satiretegning, der ganske vist forsøger at fortælle en historie om Obamas modstanderes fremstilling af ham, men også bryder nogle amerikanske tabuer og helligdomme - forbinder ham med Osama bin Laden og afbrænder det absolut helligste, det amerikanske flag - ryger de direkte ind i det problem, som også Jyllands-Posten røg i under Muhammed-krisen.

Uden i øvrigt at sammenligne hverken de to sager eller de to blade sker det, at betragterne frem for at se den historie, man måtte ønske at fortælle, kun opfatter tegningen bogstaveligt. The New Yorker kunne have valgt, som man har for vane på bladet, at afsætte adskillige sider til alene at lade kloge iagttager og politiske eksperter diskutere alle de racemæssige undertoner og tabuer, som har ligget som en understrøm i den amerikanske valgkamp, og som Obamas modstander som demokratisk præsidentkandidat, Hillary Clinton, blandt andre har forsøgt at sparke ind i debatten. Det var sikkert endt som en god og klog artikel, og ikke en kat ville have gøet. Men ved at rejse den samme debat ved hjælp af en tegning er fanden løs.

Tilsvarende kunne Jyllands-Posten i sin tid have lavet en lang artikelserie om det muslimske billedforbud og problemerne ved at skildre Muhammed på disse kanter, hvor man havde ladet kloge mennesker sige det samme med ord, som tegningerne gjorde med streger, og ingen ville have reageret.

Det gjorde avisen sådan set også. Men man lod den redaktionelle idéudvikling gå lidt videre og valgte de nok så berømte tegninger som et yderligere lag på den journalistiske dækning, og resten er som bekendt historie. Også selv om hensigten måske blot var at vise, at Muhammed og islam misbruges i politisk undertrykkende og destruktiv øjemed, når den blinde hellighed og martyriet dominerer.

DER KAN ARGUMENTERES længe og berettiget for den journalistiske relevans og frihed til at bruge satiretegningerne til at fortælle journalistiske historier på en ny måde og med andre lag. Det er der da også blevet, men det kan også konstateres, at netop satiretegninger 'læses' på en anden måde end det skrevne ord. Det fik Jyllands-Posten at føle for et par år siden, og det har The New Yorker fået at føle nu.

Med få undtagelser har der fra alle sider af det amerikanske medielandskab - og ikke mindst fra de liberale medier, som ellers ikke går af vejen for satiretegninger af George W. Bush - lydt fordømmelser af The New Yorker for at puste til ilden og afspore Obamas valgkampagne med den "smagløse" og "fordømmende" tegning.

Men de fordømmelser og fordomme, som tegninger anklages for at skabe, var netop til stede i det amerikanske samfund i forvejen. Netop ved provokatorisk at sætte dem på spidsen og holde et spejl op for dem, er det lykkedes bladet på få dage at få store dele af landet til at diskutere en forestilling, som var vidt udbredt i store dele af befolkningen. Det var næppe lykkedes, hvis man alene havde bragt det 15 sider lange tema om Barack Obamas baggrund, som bladet også indeholder i dette nummer.

Alene derfor har tegningen tjent sit formål og understreget, at inden for lovgivningen skal alt kunne skildres og udstilles, og at satiretegninger i den forbindelse er et væsentligt tillæg til journalistikken.