Unge fravælger universitetet

15 procent færre unge har i år søgt ind på universi-teterne i forhold til 2007. Når arbejdsmarkedet på et tidspunkt ændrer sig, og der er færre jobs, står de uuddannede unge tilbage med et rigtigt stort problem, siger studiechef

Det er stik imod regeringens intentioner om et højtuddannnet Danmark. En opgørelse over antallet af ansøgninger til universiteterne viser et samlet fald på 15 procent i forhold til 2007.

Formand for Rektorkollegiet Jens Oddershede har tidligere på året forudset, at skærpede adgangskrav til universiteterne ville resultere i en tilbagegang i ansøgningerne på en tocifret procentsats. Han føler ikke, at Videnskabsministeriet har taget advarslerne alvorligt:

"Det er muligt, at de lytter, men der er i hvert fald ikke blevet handlet derefter," siger han og fortsætter:

"Det her eksperiment med en gymnasiereform og skærpede adgangskrav til universiteterne er ikke særligt vellykket, og det mener jeg, at man skal tage alvorligt."

Fastholder krav

Videnskabsminister Helge Sander (V) udtalte i tirsdags i Information, at han ikke vil afvise, "at der kan være behov for små justeringer" i adgangskravene. Grundlæggende mener han dog, at ideen bag skærpelserne er rigtig. Og det fastholdt han i en pressemeddelelse onsdag, hvor han dog beklagede faldet af ansøgninger.

"Vi har brug for flere mennesker med en lang videregående uddannelse. Derfor havde jeg naturligvis gerne set, at flere havde søgt ind på universiteterne," udtalte Videnskabsministeren.

Jens Oddershede opfordrede til, at optagelsessystemet får et serviceeftersyn allerede her i efteråret.

Mindre attraktivt

Det er blevet umoderne at studere. Det mener Jakob Lange studiechef på Københavns Universitet, hvor man har oplevet det største fald i ansøgningerne, på 24 procent: "Det er blevet mindre attraktivt at tage en uddannelse. En masse kvikke hoveder gider ikke at studere mange år på SU for at få en løn, der ikke er særlig meget højere end det, som en kvik bestyrer på en café kan tjene. Det økonomiske incitament er blevet mindre," siger han.

Fakta: Ansøgerne

I år har knap 52.000 unge søgt optagelse på de videregående uddannelser. Det er et fald i forhold til 2007 på samlet syv procent. Ansøgertallet til universitetsuddannelserne og professionsbachelor-uddannelserne er faldet, mens der har været en stigning i ansøgertallet til blandt andet ingeniør- og

akademiuddannelserne. Flere unge vil være diplomingeniører og designteknolog, mens færre har sat kryds ud for pædagog-, lærer- og sundhedsuddannelserne. Ansøgningerne til sygeplejerske-studiet er for eksempel faldet med hele 18 procent. Kilde: Undervisningsministeriet

Studiechefen mener, at man bør vente lidt med at ændre på de skærpede adgangskrav. For problemet stikker dybere end som så. Det er hele uddannelsessystemet, den er gal med.

"Vi skal gøre det mere spændende og sjovt at tage en uddannelse. Uddannelsessystemet halter, og unge synes, at det er kedeligt at studere. Det er ikke længere en selvfølge, at man skal tage en uddannelse, for hvorfor ikke bare arbejde sig frem i reklamebranchen?," spørger han og tilføjer:

"Tallene viser, at vi risikerer at stå over for en årgang, der bliver dårligere uddannet end deres forældre. Og ændrer arbejdsmarkedet sig, og bliver der færre jobs, så står de uuddannede unge med et rigtigt stort problem".

Kirsten Brosbøl, der er forskningsordfører for Socialdemokraterne, mener, at studiechefens kritik er "lige voldsom nok".

"Uddannelserne er gode, men de unge skal være klar over, hvad deres muligheder er. Det er en rigtig kedelig statistik, vi ser nu, og videnskabsministeren må simpelthen komme op af stolen og forholde sig til problemet med adgangskravene. Det er jo ikke i nogens interesse, hvis vi står over for en situation i august, hvor der på den ene side er tomme studie-pladser, og på den anden side er unge mennesker, der faktisk er kvalificerede og motiverede til at komme i gang," siger hun.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her