Det mærkeligste og det mest genkendelige jeg så på min nys overståede rejse til Polen, var storke, der vandrede rundt i markerne, dér langt ude på bøhlandet. Som om de ventede på en molbohistorie, sad de på tagene med deres unger og lignede et H.C. Andersen citat eller bare et fjernsynsglimt fra min barndom.
"Det er vores nationalsymbol," forklarede min polske veninde mig, selv om jeg totalt urealistisk stadig følte, at det er vores. Altså os danskeres. Vi kørte også gennem landsbyer, som engang havde været jødiske. Nu er der ikke så mange tilbage af dem i Polen, jøder altså. Før Anden Verdenskrig var der over tre millioner. I 1968, da kommunisterne forsøgte at tvinge resten til frivilligt at flytte bort, var der omkring 30.000. Min veninde vil for resten ikke længere have med sin gamle svigerfar at gøre, og sønnen vil slet ikke, for den gamle siger, at det er godt det samme, at de slap af med jøderne, for "de stank nemlig af hvidløg og var beskidte".
Da min nye veninde og jeg sammen arbejder på et fransk-polsk projekt, forklarer hun mig også, at antisemitisme stadig er vidt udbredt i Polen. At antisemitiske udtalelser er helt almindelige. At man som polak under alle omstændigheder bliver nærmest chokeret, når man kommer til Frankrig og ser, hvor mange sorte, arabere og ja, jøder der er.
Lige siden jeg kom hjem, til Frankrig altså, har jeg gået og undret mig over, hvorfor det var så mærkeligt, at besøge dette land, som jeg jo burde kende, men altså ikke kendte, selv om det virkede så bekendt. Det var det, som var så utrolig syret. Forskydningen viste sig i småting. Som at få frikadeller serveret med kartofler og kål eller rødbeder, så det næsten er dansk, men er totalt polsk. At der er rygeost, men at den er hård. At der er en masse kvinder med slør, men nej det er ikke muslimer, men nonner. Det er ligesom barscenen i en af Star Wars-filmene, hvor der er en helt almindelig bar, ganske som de er i hele universet, det hele er bare anderledes.
Hvordan genkender man så, at det er en bar? Tænker man sig godt om, er det næsten lige så foruroligende, som da Platon undrede sig over, at man kan genkende en hund, når alle hunde er forskellige. Vi kender hans løsning: Vi kan finde ud af hvad en hund er, fordi idealet af en hund findes et sted. I en eller anden slags himmel eller måske bare i et ministerium. Løsningen med at gribe til en idealisering, den har mange prøvet at følge.
Når sproget slipper op
Det er længe siden, at jeg har rejst til steder jeg ikke kendte. Det syrede ved denne rejse til Polen var konstateringen af denne konkrete og tilpas minimale fornemmelse af, at sproget slap op. Hvad er en butik, når man slet ikke finder butikker på samme måde som hjemme, men udelukkende i kæmpestore postkommunistiske storcentre, som til gengæld har det globaliserede panopli? Når der er franske restauranter, men man drikker vodka til?
Der var noget mellem fortid og nutid også. Disse møddinger ude på landet med høns og snottede unger fra en anden tid. Og så storkene, som med garanti er med i en eller anden dansk kanon, selv om vi ikke har flere tilbage. Storke altså. Dertil har vi strømlinet landskabet for meget, faktisk ser det polske landskab meget mere nationaldansk ud end vort eget, måske skulle vi bytte med dem. Og når man engang imellem konstaterer, at hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt, er det fordi de andre er så grimme. De har ikke været gennem 40 års Bo Bedre-mølle, årevis af Alt for Damerne-bearbejdning eller de seneste års boligforbedrende tv-udsendelser.
Sproget slipper også op, når det kommer til politiske ledere i Polen. For resten har de nu igen kun én af samme slags på topposterne i landet. Det med tvillinger på magtens tinde, det var simpelthen for science fiction.
Babyer kan kun se striber
Jeg vil blive ved storken, fordi den blev en slags omdrejningspunkt. En stork er vel en stork, og de har sandt nok tendens til at ligne sig selv. Meget mere end hunde for eksempel.
For pludselig stod jeg så i Danmark og betragtede en sundhedsplejerske veje en baby. Svøbt i en ble hang den lille under hendes kyndige hånd, mens hun beroligede de bekymrede forældre. Som bekendt kommer babyer med storke, præcis i sådan nogle bleer.
Billedet blev komplet lige dér, ikke mindst da sundhedsplejersken, samtidig med at hun gav råd og forsikrede om normalitet, forkyndte, "at måske så babyen slet ikke noget, for videnskabsmændene siger, at de kun kan se striber".
Pludselig kom jeg i tanke om et par ting. Om Hannah Arendt, den banale ondskabs teoretiker, der har forklaret, hvorledes det er kvinders lod at tage imod det fremmede. Hvad er mere totalt fremmed end sådan en nyfødt klump kød - ville videnskabsmanden vel kalde det - som man bliver nødt til at begynde at genkende som menneske, selv om det ret beset kun ser striber? Jeg kom også i tanker om en psykoanalytiker, som engang forklarede mig, at der netop skal kvinders moderlige og videnskabelig beviseligt urealistiske vanvid til at tage imod et barn. Ellers har det ikke en levende chance for at blive et menneske. Hvis hun og faderen, som måske i øvrigt "ikke kan holde ud" at gå og rumstere med kødklumpen i mere end tre uger, ikke tror, der er nogen hjemme, og handler ud fra det, så kommer der ganske enkelt aldrig til at være nogen hjemme i den der lille krop.
Heldigvis for vore børn har vi en vanvittig tendens til at tage imod dem med genkendelse, faktisk vil det ingen ende tage, hvor mange træk vi vælger at genkende. Og når de så er en af vor egne, pådutter vi dem med enorm selvfølgelighed vor version af frikadeller med kartofler eller hakkebøf med ruccula, eller hvad pokker menuen nu står på.
Det, som jeg så stadig går og undrer mig over, er hvem 'vi' egentlig genkender eller anerkender, når det kommer til fremmede i større størrelser. Det er da helt fint for mig, at Polen nu er med i EU, og det på trods af, at det eneste, jeg genkendte i Polen, var en stork.
Universalitet er så måske dette. At vælge at genkende i stedet for at se forskelle. Det har ikke en døjt at gøre med, om der er lighed, men at man vælger at se lighed, så kriterier som "at de lugter af hvidløg og er beskidte" vælges fra.
Man skal nok kæmpe lidt med sig selv for at gøre det på den måde i stedet for at lade sig forurolige af alle forskellene, for der var virkelig foruroligende mange forskelle fra alt muligt i Polen.
Lige denne kamp med sig selv, tror jeg for resten jeg vil kalde 'værdikamp'.
0
